Jeg kan ikke rumme så meget mere
Som socialpædagog og familiebehandler insisterer 61-årige Lone Clausen på at gøre sit arbejde bedst muligt. Men det begynder at knibe for hende, fortæller hun – for arbejdslivet har tæret på psyken. Derfor går hun formentlig på efterløn om tre år
Jeg har arbejdet som familiebehandler siden 88, og det er det fedeste arbejde. Men jeg arbejder også med familier, som er belastede af meget komplekse udfordringer som fx voldsomme konflikter, der går ud over børnene. Og det er slidsomt.
Vi sidder i samtaler, der skal bane vejen for en udvikling, og vi skal hele tiden være kreative i forhold til at stille spørgsmål og møde forældrene der, hvor de er. Vi er jo i relationer konstant og kan ikke sige ’nu orker jeg ikke at snakke med dig mere’. Det kan jeg først sige, når jeg kommer hjem til min mand. Så smider jeg mig på sofaen og kommer ikke så meget videre.
Jeg har egentlig altid tænkt, at jeg ville gå på efterløn – familierne skulle da ikke snakke med sådan en gammel en som mig. Men nu kan jeg se, at jeg har en erfaring og en ro, som er god for forældrene. Det slider bare. Ligesom det slider, at vi er gået fra at være fire familiehuse i kommunen til et – vi har været igennem et utal af omstruktureringer og fyringer, nye lokaler, chefer og kolleger og nye måder at arbejde på.
Derfor hælder jeg mest til at gå på efterløn om tre år. For jeg stiller høje krav til mig selv om at gøre mit arbejde bedst muligt, og der bliver stillet høje krav til vores faglighed. Vi har jo kæmpe indflydelse på de her familiers liv. Men når jeg kommer hjem, kan jeg ikke rumme ret meget – tænk, hvis jeg også får det sådan, imens jeg er på arbejde.