icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
LouiseBrückner0003.jpg
Portræt

Jeg bliver ved med at lede

Hun kalder sig selv en menneskedetektiv og har udviklet en analysemodel, der gør det lettere at udrede og forstå udsatte og psykisk syge mennesker. – Som fagpersoner skal vi møde borgeren der, hvor han/hun er, siger psykolog Louise Brückner Wiwe

’For at kunne føre en borger et bestemt sted hen, skal vi først forstå, hvad borgeren forstår’

Sådan lyder et af Louise Brückner Wiwes yndlingsudsagn.

Som psykolog og specialist i neuro­psykologi og psykopatologi arbejder
hun med udredning af komplekse borgere. Selv kalder hun det at være en ’menneske­detektiv’.

– Med det mener jeg, at jeg som en detektiv bliver ved og ved, indtil jeg finder ud af, hvor forbrydelsen ligger. Dvs. jeg bliver ved med at stille spørgsmål og indsamle informationer, til jeg virkelig forstår det menneske, jeg har med at gøre – og kan se, hvad der ligger bag diagnoser, tillært adfærd og det, man umiddelbart ser, siger hun.

For at blive lidt mere i krimiterminologien så taler Louise Brückner Wiwe altså om at opklare mysterier i sit arbejde med at udrede psykisk syge med afsæt i sin analysemodel.

– Du bliver ikke en del af behandlingssystemet, og du bliver ikke anbragt, hvis ikke der er begået en forbrydelse imod dig. Og med forbrydelser så mener jeg alle de faktorer i livet, som afgør, hvilke forudsætninger du har for at mestre livet. Det kan være seksuelle overgreb, omsorgssvigt eller vold – men det kan også være ting, der sker, længe inden du bliver født, hvis fx du er misbrugsbarn, forklarer hun.

Mød bl.a. Brückner Wiwe på stor medlemskonference

Socialpædagogerne afholder den 27.-28. oktober en medlemskonference på tværs af de faglige selskaber, hvor bl.a. Louise Brückner Wiwe, Dorthe Birkmose og Per Isdal er oplægsholdere.

Tilmeldingen er åben og der er begrænset antal pladser.
Læs mere om programmet og tilmeld dig her.

Udviklet boks af nød

Når Socialpædagogerne i oktober afholder en medlemskonference på tværs af de faglige selskaber, er Louise Brückner Wiwe en af oplægsholderne. Her introducer hun deltagerne til den metode, hun anvender i sit ’detektivarbejde’. Den såkaldte Brückner-boks, som hun selv har udviklet som et værktøj, der kan bruges i arbejdet med at udrede og forstå udsatte og psykisk syge mennesker.

– Jeg har udviklet Brückner-boksen af nød – som en reaktion på en tilgang, hvor diagnoser i stigende grad var den eneste indgang til at tale indsats. I neuropsykologien talte vi fx om at være let, moderat eller svært reduceret på hjernen. I psykiatrien brugte vi F2 eller F6 om at være psykotisk eller personlighedsforstyrret – og i retspsykiatrien kunne man være psykotisk eller dum. Men ingen af disse betegnelser siger jo noget som helst om, hvad et menneske har med sig i bagagen, siger hun og motiverer dermed boksen:

– Det er en model, der giver fagpersoner som mig – eller fx socialpædagoger – mulighed for systematisk at skabe et overblik over det menneske, vi arbejder med – som en slags spørgeguide, der får os til at gå meget mere i dybden med det detektivarbejde, det er at udrede et andet menneske, siger hun.

Det er hele fundamentet

At afdække alle borgerens problemstillinger lige fra tiden før fødslen til situationen i dag er ifølge Louise Brückner Wiwe helt afgørende, hvis man som fagperson skal kunne tilrettelægge den rette indsats for udsatte og komplekse borgere.

– Hvis ikke vi forstår, hvad borgeren forstår, så kan vi ikke føre dem noget sted hen. Vi kan ikke lære dem noget – og vi kan ikke skabe en ramme for dem, som de kan fungere i. Derfor er det så vigtigt, at vi bruger meget mere energi på udredningen. Det er hele fundamentet for, at vi overhovedet kan beskrive borgerens kompleksitet og tilrettelægge den rigtige indsats.

I en systematisk udredning med afsæt i Brückner-boksen spørger man helt overordnet til de fire H’er: Historien, Hjernen, Hjertet og Handling.

– Historien handler fx om, hvad borgeren har med fra sine forældre og andre pårørende. Er der nedarvede mønstre og problemer, man skal være opmærksom på? Er der psykiske lidelser eller andre sygdomme i familien? Hvad med uddannelse, værdier og kulturel baggrund? Endelig kan man også se på, hvad der er af professionelle kontakter i borgerens liv, fortæller Louise Brückner Wiwe.

Brückner-boksen

– udviklet af Louise Brückner Wiwe som en model til at udrede psykisk sårbare borgere:

For at kunne føre en borger et bestemt sted hen, skal vi først forstå, hvad borgeren forstår.

Louise Brückner Wiwe, psykolog
Louise Brückner Wiwe kan opleves på Social­pædagogernes fælleskonference i oktober, hvor hun holder oplægget ’Motivation og kommunikation’.
Louise Brückner Wiwe kan opleves på Social­pædagogernes fælleskonference i oktober, hvor hun holder oplægget ’Motivation og kommunikation’.

CV

Louise Brückner Wiwe er:

  • Cand.psych.
  • Specialist i neuropsykologi i 2000
  • Specialist i psykopatologi i 2013
  • Har siden 2010 haft klinikken Brückner Praksis i Aarhus
  • VISO-leverandør i 2014

Sådan bruger vi Brückner-boksen:

På Bo- og rehabiliteringscenter Lunden i Varde bruger socialpædagogerne Brückner-boksen som et fast værktøj til at systematisere og kvalificere deres viden om borgerne.

– Boksmodellen er et fagligt løft og et fælles sprog i en travl hverdag – med fokus på hjerne og hjerte, fortæller de to socialpædagoger Inge Tang og Kristina Auerbach.

Læs mere om deres praksiserfaringer med Brückner-boksen på sl.dk/fagligtfokus

Hjernen og hjertet

Når det kommer til analysearbejdet omkring hjernen, så kan det være spørgsmål i forhold til borgerens genmateriale, eventuelle skader under graviditet eller fødsel, tegn på ’fejl’ på hjernen – og tab, brud, svigt og skift i de tidlige år, lyder det fra psykologen.

– Vi skal jo huske på, at de hjerneskader, der sker ved meget tidligt omsorgssvigt og i de år, hvor hjernen udvikler sig, dem kan vi ikke reparere. Derfor er det så vigtigt, at vi laver en status på hjernens tilstand ud fra alle de oplysninger, vi kan trække. Og at vi så lægger planer ud fra det, der er muligt, siger Louise Brückner Wiwe.

Når man når til det tredje H i boksen – Hjertet – handler det bl.a. om at finde ud af, hvad der har haft betydning for borgeren, hvad der motiverer borgeren – og hvad borgeren kan og vil med relationer.

– Her vil jeg typisk se på, hvad der tidligere har fungeret for borgeren, hvem det har fungeret med – og hvad nøglen var til, at det lykkedes. Det er det niveau, vi skal tilbage til, hvis vi vil lykkes med indsatserne – også selvom det mange gange betyder, at vi skal sætte barren noget lavere, end vi oprindelig havde tænkt.

Endelig er der så det allersidste H i Brückner-boksen, som Louise Brückner Wiwe kalder Handling. Det er der, hvor man ud fra de informationer, man har indsamlet omkring historien, hjernen og hjertet, ser på, hvad de forskellige elementer i samspil har medført i borgerens liv. Som fx psykiske, helbredsmæssige, misbrugsmæssige eller kriminelle handlinger.

Når man udreder komplekse borgere, skal man ifølge Louise Brückner Wiwe blive ved med at være nysgerrig, indtil man virkelig forstår det menneske, man har med at gøre.
Når man udreder komplekse borgere, skal man ifølge Louise Brückner Wiwe blive ved med at være nysgerrig, indtil man virkelig forstår det menneske, man har med at gøre.

Jeg kan godt nogle gange efterlyse lidt mere realisme i forhold til de mennesker, vi har med at gøre her.

Louise Brückner Wiwe, psykolog

Det Kierkegaard siger …

Et af Louise Brückners yndlingscitater stammer fra Kierkegaards ’Brudstykker af en ligefrem meddelelse’ fra 1859. Et uddrag lyder:

’At man, naar det i Sandhed skal lykkes at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver der ikke kan det, han er sig selv i Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en anden, må jeg forstaae mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det han forstaar. Naar jeg ikke gjør det, så hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke.’

– Det er derfor, jeg altid siger, at jeg bliver ved med at lede, indtil Kierkegaard er tilfreds – og til vi har forstået, hvad vi mener, siger Louise Brückner Wiwe. 

Taler vi samme sprog?

Når Louise Brückner Wiwe arbejder med at udrede psykisk syge mennesker, fokuserer hun meget på det, der bliver sagt – og det, der bliver ment. Hun beskriver det selv som at afdække, hvor mennesker har deres ord fra.

– Jeg møder jævnligt mennesker, som har en glimrende begavelse og en god verbal IQ. Men selvom de er gode til at lave lange sætninger, så borer jeg i, om de bruger tillærte ord – fx hvis de har lært en masse behandlerord. For det er slet ikke sikkert, at vi forstår det samme med de ord, der bliver sagt, siger hun og kommer med et eksempel:

– Du sidder over for en ung psykisk syg mand, som siger: ’Jeg er blevet svigtet.’ Her er det værd at dykke ned i, om I definerer svigt på samme måde. For den unge handler svigt måske om, at han aldrig har fået lov til at game lige så meget, som han gerne ville. Men for dig som fagperson fører svigt derimod ord som overgreb, misbrug og manglende omsorg med sig.

Hendes erfaring er, at borgerne kan sige sætninger, som de ikke selv kan forstå – og sætninger, som de ikke selv kan vurdere rækkevidden af.

– Det kan også være en ung psykisk syg, som giver tydeligt udtryk for, at han vil være pædagog for at hjælpe andre i samme situation. Men når jeg udfordrer det, så viser det sig måske, at han taler ud fra en konkret oplevelse, der har været rar – og at han i bund og grund bare gerne vil have en ven og en at tale med om det, der er vigtigt. Og så skal man jo møde ham der og arbejde på at dække det behov.

Efterlyser mere realisme

Igen vender hun tilbage til det, der er afsæt for det meste i hendes arbejde. At afdække, hvad borgeren har med i bagagen – og møde vedkommende der, hvor han/hun er.

– Jeg kan godt nogle gange efterlyse lidt mere realisme i forhold til de mennesker, vi har med at gøre her. Og selvom jeg er helt med på, at det provokerer mange, så mener jeg, at der er en øvre grænse for, hvad vi kan nå med borgerne, siger Louise Brückner Wiwe.

Her tænker hun bl.a. på begreber som recovery og rehabilitering, som hun anerkender – men også udfordrer:

– I begge begreber ligger jo implicit, at borgeren skal vende tilbage til noget – i recovery taler vi om, at sinds­lidende genvinder sig selv, i rehabilitering om at genvinde færdigheder. Men hvad nu, hvis der ikke er noget ’re’ og altså ikke noget at vende tilbage til? Vi svigter jo både borgeren og fagpersonerne, hvis vi blindt holder fast i, at vi kan rehabilitere til et niveau, der måske
aldrig har været der, siger hun og fortsætter:

– Selvfølgelig skal vi have udvikling for øje. Men i mit arbejde møder jeg mange borgere, hvis skader på frontallapperne er så massive, at der er grænser for, hvilke mål vi kan sætte. Her er min pointe, at vi – når vi har været hele analysen af borgeren igennem – skal turde at sætte barren lige præcis der, hvor vi tager afsæt i det, der kan fungere for den enkelte borger – ikke alt det, som ’systemet’ nødvendigvis synes, vi skal opnå.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Psykiatriområdet, Socialpædagogisk praksis