Neuropædagogik gav Damir hverdagen tilbage
Damir Durdevic fik en hjerneskade – og blev hjulpet tilbage til hverdagen af neuropædagog Tina Harbo Danielsen. – Vores opgave var – og er – at hjælpe dig med at finde nogle strategier, så du kan kompensere for alt det, du ikke kan huske, siger hun
Damir Durdevic er 39 år og modtager af socialpædagogisk støtte fra Specialiseret Neuropædagogisk Team i Slagelse Kommune. Han fik i 2015 en alvorlig hjerneskade som følge af en hjerneblødning.
- Jeg fik brug for hjælp efter min hjerneskade
Tina Harbo Danielsen er 54 år og neuropædagog i Specialiseret Neuropædagogisk Team i Slagelse Kommune, hvor hun med udgangspunkt i recoverytankegangen støtter senhjerneskadede mennesker i at opnå et meningsfyldt liv.
- Du har så meget at give andre mennesker
Damir:
Da jeg vågnede efter min hjerneblødning, holdt min datter mig i hånden, men jeg kunne ikke genkende hende. ’Hvor er min datter, hvor er min datter,’ skreg jeg. Senere kunne jeg slet ikke finde vej. Hvis jeg var gået ud ad min hoveddør, kunne jeg ikke huske, hvordan jeg skulle komme tilbage. Engang gik jeg for langt, og så blev jeg bare ved med at gå og gå. Jeg gik nok 12 kilometer.
Tina:
Hjerneskaden havde ramt din hukommelse og orienteringsevne, og da jeg og mine kollegaer i det neuropædagogiske team blev koblet på, var det usikkert, om du kunne komme til at klare dig selv i egen bolig. I begyndelsen fik du socialpædagogisk støtte 37 timer om ugen – oven i hjemmeplejen. Vores opgave var – og er stadig – at hjælpe dig med at finde nogle strategier, så du kan kompensere for alt det, du ikke kan huske. Fx har vi lært dig at bruge pejlemærker, så du ved, at når du skal hjem efter at have været i Netto, skal du dreje ved kiosken.
Damir:
Ja! Og nu kigger jeg i min kalender, når jeg kommer ud i køkkenet. Der står, hvad jeg skal i dag. Du lærte mig også at bruge vaskemaskinen. Med billeder, så jeg kunne se, hvilken knap jeg skulle dreje på.
Tina:
Vi arbejder recovery-orienteret og tager altid udgangspunkt i det enkelte menneske. Kan du huske dengang, ergoterapeuten havde lavet en test med dig? Og hun sagde, at du ikke kunne lære at gøre rent? Jeg tænkte: Det skal blive løgn! Det kan han godt lære. Og så sagde jeg, at du var diktatoren. Du skulle bestemme, hvordan vi skulle gøre.
Damir:
Ja, og så kunne jeg godt. Jeg skulle bare gøre det på min måde.
Tina:
Det havde forvirret dig, at ergoterapeuten brugte en standardtest, hvor man skal gøre rent i en bestemt rækkefølge. Bare det, at du skulle starte på badeværelset, gjorde, at du ikke kunne. Men når du gjorde, som du plejede, før du blev syg, og startede i stuen og sluttede på badeværelset, så kunne du godt.
Damir:
Du har også hjulpet mig med personlige ting. Jeg tror, jeg har været lidt indelukket, og det har noget at gøre med, at det gik op for mig, hvor lidt jeg kan nu i forhold til, hvad jeg kunne før. Så blev jeg flov, kan man godt sige. Og det kæmper jeg stadig med.
Tina:
Jeg har sagt en million milliard gange, at du har så meget at give andre mennesker. Du er bare sådan et kærligt og omsorgsfuldt menneske.
Damir:
Det har du sagt ja. Og nu er det ved at hænge ved …
Tina:
I dag klarer du rigtig meget selv.
Vi kommer kun halvanden time om ugen – og da vi begyndte, troede vi, at du nok ville være nødt til at bo på en døgninstitution. Det er helt fantastisk, som du har udviklet dig.
Damir:
Når jeg er 45, tager jeg min kuffert og rejser jorden rundt. Det er min drøm. Og så har jeg også en drøm om at få et rækkehus og en hund. Og en kæreste.
Tina:
I mit arbejde tager jeg netop udgangspunkt i dine drømme. Det er dine mål, vi arbejder hen imod. Og hvis der er noget, der mislykkes første gang, prøver vi igen – på en lidt anden måde.