icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Camilla-Lauritzen-SK04_1128x600.jpg
Artiklen er en del af fagligt fokus
Socialpædagog Camilla Lauritzen fra behandlingsinstitutionen Hald Ege har aldrig følt sig udleveret, når hun har haft en intens psykologsamtale, mens kollegerne lyttede med.
Supervision

Det kræver tillid at sætte sig i den varme stol

Har du lyst til at tale en belastende arbejdssituation igennem med en psykolog, mens alle dine kolleger lytter på? Det tilbud tager socialpædagog Camilla Lauritzen imod med åbne arme, for hun mener, det skaber faglig udvikling

– Jeg tror ikke, der er nogen, der bare sådan lige sætter sig i den varme stol. De fleste skal se andre gøre det, før de selv kaster sig ud i det. Men hvis man har modet, kan man få virkelig meget ud af det.

Sådan lyder det fra socialpædagog Camilla Lauritzen fra behandlingsinstitutionen Hald Ege uden for Viborg. Her er der gruppesupervision fire gange om året, hvor man som medarbejder kan få en intens psykolog­samtale, mens alle kollegerne hører på.

– Det kan godt blive meget personligt, for tit hænger den måde, du reagerer på arbejdsmæssigt, sammen med noget, der er sket tidligere i dit liv, siger Camilla Lauritzen.

Hun understreger, at alle har tavshedspligt om det, der sker i supervisionen, og at det er 100 pct. frivilligt at sætte sig i den varme stol.

– Nogle gange er der ingen, der har lyst til det, og så laver vi i stedet en mere traditionel sagsgennemgang.

 

Jeg blev hjulpet til at se, at jeg ikke selv havde været så rolig, som jeg gerne skulle være – og til at se, hvad det er, der tricker mig.

Camilla Lauritzen, socialpædagog Hald Ege

Bevar roen

Selv har Camilla Lauritzen bl.a. sat sig i den varme stol efter en konflikt med et barn.

– Jeg blev hjulpet til at se, at jeg ikke selv havde været så rolig, som jeg gerne skulle være – og til at se, hvad det er, der tricker mig. Jeg kommer nemt op i arousal, når jeg oplever, at barnet kommanderer rundt med mig og fx siger: ’Du skal hente min mad!’ Derfor skal jeg i de situationer være særlig opmærksom på at bevare en lav arousal ved fx at have fokus på min vejrtrækning og stemmeføring.

Camilla Lauritzen har aldrig oplevet, at hverken hun selv eller kolleger følte sig udleveret.

– Men det er også, fordi psykologen er klædt fagligt på, så hun kan bruge de rette spørgeteknikker og følge op på en god måde.Den varme stol kræver stor tillid – også i personalegruppen. Til gengæld kan det være et rigtig godt redskab, så vi både kan passe på os selv og hinanden. Og det har man brug for, når man passer et arbejde med høje følelsesmæssige krav.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis, Arbejdsmiljø