icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
SL-Supervision-17_1128x600.jpg
Psykolog Unnur Vestergaard har i mere end 20 år haft supervision som sin hovedbeskæftigelse – og hun kan godt lide at ruske godt og grundigt op i vanetænkning og faste rammer.
Supervision

I skal låne hinandens perspektiv

Når psykolog Unnur Vestergaard laver supervision med socialpædagoger, bruger hun lige så lang tid på samarbejdsrelationerne som på borgerens sag. Det er vigtigt for hende at ruske op i faste rammer og vaner, så man ser verden på en anden måde

’Vil I gerne forandre noget her på stedet?’

Sådan lyder det spørgsmål, som psykolog Unnur Vestergaard stort set altid indleder en supervision med. Og hun bliver næsten altid mødt med stor åbenhed fra supervisanderne.

– Men når jeg så bagefter siger: ’Godt! Så lad os lige starte med, at I bytter plads,’ lukker mange af. Nej, det har de i hvert fald ikke lyst til. De sidder så godt, hvor de plejer at sidde. Men det er vigtigt, at vi får rusket lidt op i rammer og vaner. Når man gør noget nyt, tænker man også noget nyt. Og når man helt fysisk bytter plads, gør man sig også mere parat til at låne den andens perspektiv – og se verden på den andens måde, siger Unnur Vestergaard.

I mere end 20 år har hun haft supervision som sin hovedbeskæftigelse, og hun anslår, at hun har haft flere tusinde supervisioner på forskellige arbejdspladser – herunder rigtig mange socialpædagogiske.

Respektér forskellighed

Selvom målet typisk er at finde socialpædagogiske strategier til at hjælpe en bestemt borger, bruger Unnur Vestergaard lige så lang tid på samarbejdsrelationerne mellem kollegerne som på selve sagen.

– Kollegerne er hinandens forudsætninger i det socialpædagogiske arbejde. Man er nødt til at løfte i flok. Men det betyder ikke, at man skal være ens. Da jeg begyndte at give supervision for 20 år siden, talte man om at finde fælles fodslag – men det er ikke længere det, vi skal. Vi skal respektere forskellighed og bruge forskelligheden konstruktivt. Og så skal personalegruppen være enige om målet: Hvad er det, vi skal? siger hun.

Derfor bruger Unnur Vestergaard altid meget tid på at få kollegerne til at lytte – virkelig lytte – til hinanden.

Det kan fx være med små øvelser, hvor den ene fortæller, og den anden genfortæller.

– Netop fordi vi er forskellige, vil vi også opleve borgeren forskelligt. Og vi kan kun få et helhedsblik på borgeren, hvis vi inddrager alles perspektiv.

HAPS-metoden

Unnur Vestergaard fra konsulent­virksomheden SagaBro har selv udviklet HAPS-metoden, der bruges til at gennemgå en sag i supervisionsrummet. 

Hvem?

Hvad ved vi om den borger, det handler om? Hvilke forudsætninger og hvilken historie har personen? Baggrunden for punktet ’hvem’ er, at Unnur Vestergaard oplever, at man i hverdagen ofte skrider direkte til et forsøg på adfærdsregulering – og glemmer først at forstå, hvem personen er.

Adfærd

Hvad er det for en adfærd vi oplever – og måske gerne vil have ændret?

Pædagogisk strategi

Unnur Vestergaard har erfaret, at det ofte er nemt at forholde sig til, hvad man skal gøre, når man først har været i dybden med personen og adfærden. Det kan fx være, at man opdager, at en person bliver udadreagerende, når han keder sig – eller omvendt, når han får for mange stimuli. Og den pædagogiske strategi kan derfor enten handle om at skærme personen eller tilbyde flere stimuli.

Samarbejdsaftale

Tidligere oplevede Unnur Vestergaard ofte, at der blev talt og reflekteret under supervisionen, men at det ikke altid førte til konkret handling. Derfor har hun indføjet dette sidste punkt, der handler om: Hvem gør nu hvad?

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Arbejdsmiljø, Socialpædagogisk praksis