Jeg føler mig aldrig alene
Selvom Zenna Signe Rosenkilde er en af ganske få kvinder på et skærmet afsnit med udadreagerende borgere, føler hun sig tryg i sit arbejde - for hun og kollegerne har de nødvendige socialpædagogiske værktøjer til at forebygge konflikter
Jeg hedder Zenna Signe Rosenkilde, er 37 år – og socialpædagog på et skærmet afsnit under Autismecenter Storstrøm. Her har jeg været i godt fire år som en af meget få kvinder, for det har traditionelt været store stærke mænd, der tog jobbet her, hvor beboerne kan være meget voldsomme og eksplosivt udadreagerende.
Men jeg elsker at være her og føler mig aldrig alene. Og i dag har borgerne fået så mange værktøjer gennem vores pædagogiske virke, at vi forebygger rigtig mange konflikter. Vi bruger fx KAT-kassen (Kognitiv Affektiv Træning) til at afdække, hvad der gør den enkelte borger glad. Så hvis der er tegn på udadreagerende adfærd, ved vi fx, at én borger får det bedre af at komme ud i haven lidt, mens en anden skal et smut ind under kugledynen – eller måske er det en pause i hængekøjen, der lige gør forskellen, når vi hjælper og guider vores borgere.
Men selvfølgelig skal man være robust for at arbejde i et skærmet afsnit, og ens fysiske fremtoning betyder noget – jeg kan fx ikke være hos alle beboere med min størrelse.