Uden opbakning klarer vi den ikke
Det er altafgørende vigtigt, at plejefamilier får den supervision, de har behov for. Sådan lyder det fra familieplejer Anne-Mette Jepsen, der både har oplevet, hvor positiv en forskel supervision kan gøre – og hvor galt det kan gå uden
Anne-Mette Jepsen bliver helt berørt, når hun skal sætte ord på, hvor vigtig supervision kan være for familieplejere. For hun har både prøvet, når det går rigtig godt – og når det går helt galt.
– Vi har mistet et plejebarn, fordi vi ikke fik den supervision og aflastning, vi havde behov for. Selv om vi råbte om hjælp, lyttede kommunen ikke. Jeg tror, de syntes, at ekstern supervision var alt for dyr, men det endte med at blive meget dyrere for dem, fordi vi til sidst ikke længere kunne have barnet, der nu har fået et endnu dyrere tilbud.
Tillidsfuldt forhold
På grund af tavshedspligten er det svært for Anne-Mette Jepsen at gå i detaljer om sagen, men i anonymiseret form kan hun til gengæld godt fortælle, hvordan hun har oplevet, at supervision har gjort en kæmpe forskel i forhold til nogle af de andre børn, hun gennem tiden har haft i pleje.
– Samarbejdet med især den ene kommune har været helt i top. Her har vi en knusende dygtig familieplejekonsulent, der løbende giver os supervision. Fx om de problemstillinger, der kan opstå, når man både skal være plejemor og biologisk mor – og når man som ægtefæller også skal være kollegaer. Jeg føler mig helt tryg ved hende og kan sagtens tale om svære følelser, hvilket måske hænger sammen med, at vi er på gennemsnitsmodellen og derfor slet ikke skal forhandle vederlag med kommunen. Men jeg kan godt forstå, hvis andre familieplejere kan have svært ved at få supervision af familieplejekonsulenten, når der samtidig er et arbejdsgiverforhold, siger Anne-Mette Jepsen.
Hvis vi ikke havde fået den hjælp, vi har fået, ville vi have været nødt til at kaste håndklædet i ringen med nogle af de plejebørn, der har været hos os.
Anne-Mette Jepsen, familieplejer
Styrken ved ekstern supervision
For hende personligt har det haft allerstørst betydning, at hun flere gange også har fået ekstern supervision af en psykolog eller socialpædagog med speciale i netop hendes plejebørns udfordringer.
– Jeg er uddannet socialpædagog og har tidligere arbejdet på døgninstitution, så jeg har mange erfaringer med fx at arbejde med relationsdannelse og omsorgssvigt. Men når det handler om specifikke diagnoser, er der bare situationer, hvor du skal gøre noget helt andet, end du ellers ville gøre. Og som du slet ikke kan tænke dig til. Og så er det fantastisk at få supervision om netop dit plejebarn i netop din familie.
For selvom om man også kan lære rigtig meget ved at tage kurser om betydningen af en bestemt diagnose, giver det noget helt andet med supervision, der er helt individuel og målrettet den enkelte familieplejer, mener Anne-Mette Jepsen.
– Fx har vi fået støtte til at forstå og acceptere, at et af vores plejebørn nogle gange havde bedst af at spise alene, selv om det egentlig er en vigtig værdi for os at spise sammen.
Et team omkring barnet
Anne-Mette Jepsen har både fået ekstern supervision alene og sammen med sin familieplejekonsulent.
– Det var rigtig godt, for så kunne familieplejekonsulenten bagefter støtte mig ud fra det, vi begge to havde lært af supervisionen. Og så følte jeg virkelig, at vi var et team omkring barnet.
Ser man bort fra dengang, hvor Anne-Mette Jepsen ikke fik den hjælp, hun bad om, er hun rigtig stolt af sit arbejde som plejemor.
– Vi familieplejere kan gøre en kæmpe forskel – men vi kan kun gøre det, hvis vi får den rette opbakning. Hvis vi ikke havde fået den hjælp, vi har fået, ville vi have været nødt til at kaste håndklædet i ringen med nogle af de plejebørn, der har været hos os.
Alle oplysninger om plejebørnene er anonymiserede.
Hver fjerde fik ingen supervision
Kommunerne har pligt til at tilbyde plejefamilierne supervision, herunder rådgivning og vejledning i overensstemmelse med plejeopgavens omfang – og plejefamilierne har pligt til at tage imod den. Men i Socialpædagogernes familieplejeundersøgelse svarer hver fjerde familieplejer (26 procent) at de slet ikke fik nogen supervision i 2020. Og blandt dem, der fik supervision, mente 21 procent ikke, at den supervision de modtog, var tilstrækkelig.