icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Sofa_2_HIGH_1128x600.jpg
Sofa

Vi er hinandens sparringspartnere

Som kolleger på Lindegården har Marit Drewsen og Rikke Schou Stibolt et tæt samarbejde om at overføre teori fra neuropædagogik og Marte Meo til udvikling af borgerne i praksis. – Når vi forandrer borgerens liv, lykkes vi med vores faglighed, siger de

Marit Drewsen, 49 år, er socialpædagog på Lindegårdens dag- og aktivitetscenter Linden og viste i forsommeren tusindvis af mennesker på Facebook, hvordan hun med sin socialpædagogiske faglighed forandrer liv for borgerne.

– Uden faglig sparring ville jeg gå i stå.

Rikke Schou Stibolt, 46 år, har arbejdet på Linden i 19 år – de sidste seks år sammen med Marit, hvor de har et tæt samarbejde om at overføre teori fra neuropædagogik og Marte Meo til udvikling af borgerne i praksis.

– Det er livsforandrende at blive forstået.

Marit:

Jeg blev med det samme fanget, da jeg første gang så, hvordan Rikke arbejdede med neuropædagogikken og Marte Meo i sit møde med borgerne. Og vi fandt med det samme et fælles ståsted. Jeg ved, at jeg altid kan gå til Rikke med spørgsmål. Det er ikke sikkert, hun har et svar, men hun har altid en guidning.

Rikke:

På et tidspunkt ville vi gerne arbejde med en borger, der hele tiden skreg. Nogle ville måske gøre noget vanvittigt som at kommandere hende til at stoppe eller ignorere hende, når hun skreg – for så kan hun lære at lade være. Men min faglige viden fortæller mig, at det kan hun ikke, og at hun skriger, fordi hun er stresset. Derfor måtte vi hjælpe hende til ro.

Marit:

Vores udgangspunktet var: Hvad giver mening for borgeren? Og hvad ved vi om sanserne og hjernen? I det konkrete tilfælde gav det mening, at hun fik en gulerod at tygge på. Ikke som en belønning for at skrige, men som stimuli. Det gav ro.

Rikke:

Det tog to år at nå dertil. Men vi arbejdede vedholdende i de to år, fordi vi registrerede små virkninger undervejs.

Marit:

Samtidig har borgerne ofte et nervesystem, som gør deres krop ’kampklar’, og de kan ikke regulere sig selv. Derfor skal vi give ud af vores parasympatiske nervesystem: Vi skal udvise ro, overskud og glæde hele tiden. Ændrer vores humør sig, smitter det af på borgerne med det samme.

Rikke:

Vi behøver dårligt sige noget. Vi lapper bare ind over hinanden. Du ser, at der er brug for en hånd, et høreværn eller en gulerod. Vi har et øre her, et øje der og en fornemmelse heromme, for ellers er der pludselig en, der har ædt sit tøj eller taget bukserne ned ude ved hoveddøren.

Marit:

Det kan vi på grund af vores fælles faglige ståsted – frem for personlige følelser og synsninger. Det er også nemmere at arbejde ud fra, for så handler det ikke om mig og mine følelser, hvis vi er uenige, men om borgernes behov.

Rikke:

Og så er det en stor glæde, når det, vi har debatteret os frem til, virker. Fx da en borger rykkede sig fysisk fra ikke at kunne smile til at kunne smile, og fra ikke at kunne holde sig selv i balance til at kunne.

Marit:

Andre kan synes, det ser ud af ingenting. Men i vores verden betyder det jo alt. Vi når ind til et menneske, som har minimale muligheder for selv aktivt at udvikle sine muligheder. Det forandrer hendes liv og betyder jo, at vi er lykkedes – med vores faglighed.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis