icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Medlemmer_samlet.png
Tillidsrepræsentanterne Ann Minet Andersen (tv.) og Charlotte Pedersen (th.) vil begge diskutere sommerens mangel på vikarer med ledelsen. Er der noget, der skal gøres anderledes?
Rekruttering

Vikarmangel har skabt store udfordringer

Sommermånederne har været ekstra hårde på mange botilbud, hvor det har været svært at skaffe nok vikarer. Der er brug for flere fastansatte, siger kredsformanden i Socialpædagogerne Østjylland

Det er bare ikke det samme at gå på ferie, når man ved, at der er problemer med vikardækningen. Så kan være svært at lægge arbejdet fra sig og holde helt fri.

Sådan opsummerer tillidsrepræsentant Charlotte Pedersen noget af det pres, der denne sommer har ligget på en del af hendes kollegaer. For i år har det været usædvanligt svært at få nok sommerferievikarer, bl.a. på grund af de mange jobs som podere på testcentre.

Fællestrækket er, at alle har gjort alt, hvad de overhovedet kunne, for at det ikke skulle gå ud over borgerne – og det håber jeg heller ikke, det har gjort.

Charlotte Pedersen, socialpædagog og TR

– Afdelingslederne har været nødt til at tænke kreativt og trække på hele deres netværk. Fx er tidligere kollegaer, der ellers var gået fra på efterløn, kommet tilbage i sommermånederne. Og nogle kollegaer har valgt at udskyde deres ferie, fordi de kunne se, at det ikke hang sammen, siger Charlotte Pedersen, der er TR for Voksenhandicap Favrskov.

Hun har ikke selv været på arbejde, da der var allerflest på ferie, men har forhørt sig hos kollegaer, der var.

– Og det er forskelligt, hvordan de har oplevet sommeren. Nogle syntes ikke, det blev helt så slemt, som de havde frygtet – for andre var det hårdt at være sammen med rigtig mange nye og uerfarne vikarer. Fællestrækket er, at alle har gjort alt, hvad de overhovedet kunne, for at det ikke skulle gå ud over borgerne – og det håber jeg heller ikke, det har gjort, siger hun.

Et gennemgående problem

Kredsformanden i Socialpædagogerne Østjylland, Gert Landergren Due, nikker genkendende til Charlotte Pedersens beretning. For øjeblikket rejser han rundt til kredsens arbejdspladser med ’dialog-is’ for bl.a. at tale med medlemmerne om deres arbejdsliv. Og her har mange fortalt om vikarmangel – især inden for voksenhandicapområdet.

– Flere har været nødt til at tage mange ekstra vagter, og én var nået helt op på at arbejde mere end 70 timer på en uge. Det er alt for hårdt, og var også kun noget han gjorde af nød og ansvar overfor borgerne, siger han.  

I bo- og aktivitetstilbuddet Landsbyen Sølund fortæller tillidsrepræsentant Ann Minet Andersen, at det er forskelligt, hvor slemt vikarmanglen har ramt de enkelte afdelinger.  

– Nogle har været hårdt pressede. Her har der kun lige været tid til det allermest basale, og ikke til sådan noget med at tage en guitar frem og spille i haven. Alt det, der ellers kan give beboerne oplevelsen af, at der også er lidt feriestemning til dem.

Generelt bliver der brugt for mange løstansatte og uuddannede på voksenhandicap-området, og vi vil bruge sommerens oplevelser som anskuelighedsanvisning over for arbejdsgiverne.

Gert Landergren Due, kredsformand

Vil lære af erfaringerne

Både hun og Charlotte Pedersen vil tage sommerens vikarmangel op i bl.a. TRIO-samarbejdet – altså samarbejdet mellem ledelse, tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant. Er der noget, man kan lære og gøre bedre til næste år? Og er der brug for at samle op på nogle kollegaer?

– Jeg tænker selv, at vi til næste år allerede skal begynde at kigge på sommerferieplanen efter jul og tage kontakt til nogle mulige afløsere. Og så skal de måske ansættes en eller to måneder inden sommerferien, så de kan nå at prøve nogle vagter og lære nogle af beboerne at kende på forhånd, foreslår Ann Minet Andersen.

Gert Landergren Due påpeger, at situationen har været ekstraordinær i år grundet corona, men at der også er et mere grundlæggende problem.

– Generelt bliver der brugt for mange løstansatte og uuddannede på voksenhandicap-området, og vi vil bruge sommerens oplevelser som anskuelighedsanvisning over for arbejdsgiverne: Hvis man vil have et specialiseret tilbud af høj kvalitet, skal man også have tilstrækkeligt mange faste medarbejdere, så man kan skabe kontinuitet og faglig udvikling. Ellers går det ikke i længden.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse