icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Paneldebat-1.gif
I åbningsdebatten på Socialpædagogernes Lederkonference deltog fra venstre: Mie Karleby, forstander på Kamager og formand for Socialpædagogernes Lederlandsudvalg, Kirsten Bundgaard, Handicap- og psykiatrichef i Herning Kommune, Verne Pedersen, forbundsnæstformand i Socialpædagogerne, og Karsten Mellon, Ph.d., ledelsesforsker og forfatter.
Lederkonference

Faglig ledelse til debat

Er man en god leder, bare fordi man er socialpædagog? Og hvad er god ledelse egentlig? Det var nogle af de emner, der blev diskuteret i åbningsdebatten på lederkonferencen 2021, hvor de fire paneldeltagere satte ord på, hvordan faglig ledelse er med til at sikre kvalitet i indsatserne

Hvad er god ledelse for dig?

Med det spørgsmål skød journalist Lene Johansen åbningsdebatten i gang på Socialpædagogernes Lederkonference 2021, der blev afholdt på Hotel Nyborg Strand torsdag den 23. og fredag den 24. september.

I panelet deltog hhv. forstander og formand for Socialpædagogernes lederlandsudvalg Mie Karleby, handicap- og psykiatrichef i Herning Kommune Kirsten Bundgaard, ledelsesforsker og forfatter Karsten Mellon – og forbundsnæstformand i Socialpædagogerne Verne Pedersen.

– Kerneopgaven er at skabe det gode liv for beboerne. For at lykkes med det skal ledelsen skabe rammerne og sammen med medarbejderne finde indholdet. Som leder mener jeg, man skal være god til at lytte, så man rent faktisk ved, hvad der foregår. Jeg har jo ikke patentsvar på noget som helst, så derfor er det vigtigt for mig at være ydmyg og faciliterende og inddrage andre, lød svaret fra Mie Karleby, som også fortalte, hvordan hun bevidst har valgt at placere sit skrivebord midt i det hele:

– Så ved beboerne og medarbejderne altid, hvor de kan finde mig – og jeg husker lige præcis, hvorfor jeg er der.

Vores faglighed er stærk

Fra Kirsten Bundgaard kom der følgende bud på, hvad god ledelse er:

– Som leder skal man skabe faglig mening i alle de strategier, der er i organisationen. Men vi skal passe på ikke at tage offerpositionen og tale et andet sprog, for det behøver vi faktisk ikke. Den faglighed, vi står på, og den etik og den logik, der er i vores fag, den er så stærk. Og jeg vil næsten påstå, at det er den faglighed, de fleste politikere ønsker at høre om. Vi ved, hvad vores kernefaglighed kan på den lange bane, og det skal vi holde fast i.

Også Verne Pedersen pointerede fagligheden som et af de vigtigste værktøjer hos socialpædagogiske ledere:

– En god leder formår at skabe lederskab og få medarbejdere til at trives og vokse. Vi ved, at socialpædagoger vægter det højt, at ledelsen kan forholde sig fagligt og reflekterende og nogle gange også være anvisende på de her meget komplekse problemstillinger, som socialpædagogiske indsatser er i dag. Og det betyder også noget, at man som medarbejder ved, at lederen kan bære problemstillinger og viden og indsigt omkring den socialpædagogiske opgave opad i systemet, fordi ledelsen kender fagligheden, sagde hun.

Vi skal spotte ledertalenter

Men hvorfor er det vigtigt at være socialpædagog? lød det næste spørgsmål til panelet. For er man nødvendigvis en god leder, bare fordi man er en god socialpædagog?

Nej, så enkelt kan man ikke sige det, lød det umiddelbare svar fra Mie Karleby:

– De fleste af os, som er samlet her, har jo lagt tonsvis af kurser og uddannelser oveni vores pædagogiske uddannelse, for det er jo forudsætningen for, at vi også kan tale med over for fx forvaltningen. Men jeg bruger da min faglighed som leder, når jeg fx skal argumentere for, hvorfor det ikke er en god idé at tage flere borgere ind eller undvære en socialpædagog om natten.

Men det er ikke alle dygtige socialpædagoger, som kan uddannes til at blive stærke ledere, supplerede Verne Pedersen:

– Når vi snakker god ledelse, er det naturligvis en forudsætning, at man er stærk i faget. Men det er da også vigtigt, at man har ledelsestalent og ledelseskompetencer. Og jeg ved, at vores ledere i meget høj grad har en ballast af kompetencer og eftervidereuddannelse med sig i forhold til ledelse, og det er da nødvendigt. Det er jo ikke alle, der kan uddannes til at blive en dygtig leder, så derfor er det vigtigt, at vi får spottet nye ledertalenter. Ellers står vi pludselig i en situation, hvor alle mulige andre fagligheder søger lederjobs i det socialpædagogiske.

Lær af corona

Afslutningsvis i debatten uddelte Karsten Mellon roser til socialpædagogiske ledere, som han mener har spillet en helt afgørende rolle under coronakrisen:

– Corona har i den grad vist os, hvor dygtige ledere I er – fordi I jo er lykkedes med at levere virkelig høj kvalitet under svære forhold. Det skal vi måske, når hele den her periode kommer lidt mere på afstand, finde frem – og også vise frem. For det er helt oplagt at bygge videre på de gode erfaringer, I har gjort jer rundt om på arbejdspladserne, og som jo i høj grad skyldes, at det er nogle rigtig dygtige ledere, der har stået i spidsen for indsatserne.

 

 

 

Socialpædagogernes Lederkonference 2021

Under overskriften 'Socialpædagogisk faglighed kræver socialpædagogisk ledelse' afholdt Socialpædagogerne lederkonference på Hotel Nyborg Strand torsdag-fredag den 23.-24. september 2021.

Knap 200 ledere var samlet for at sætte fokus på faglig ledelse med afsæt i ledernes socialpædagogiske faglighed og de opgaver og udfordringer, lederne står med for at sikre
kvalitet i indsatserne rettet mod børn, unge og voksne med specialiserede behov.

Læs mere om lederkonferencen på sl.dk/ledere

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Ledere