icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kronik,-vrede-plejebørn.gif
Kronik

Plejebørn i vredens vold

Når følelserne løber over og plejebarnets vrede bliver til hårde ord, der flyver grådkvalt gennem luften, bliver plejemor ’Meretes’ stemme rolig og langsom. Og ukvemsordene modsvares med omsorg i situationen – aldrig konsekvens

  • 'Merete', familieplejer / Foto: Colourbox

– Hey… du har gjort mig ked af det! Du har gjort mig meget ked af det!!

De sidste ord råbes så højt som barnet overhovedet har strube og stemme til – skingert og grådkvalt.

Herefter følger en række ord og sætninger udenfor referat. Havde råberen været over den kriminelle lavalder, var det dødstrusler, men her og nu tager vi den som vanligt: Task-force opstart med én-til-én-kontakt og hjælp til plejebarnet, der har brug for det. Afskærmning i forhold til de øvrige børn, tale ned og tale ind og væk fra problemet.

Alt efter intensitet, omstændigheder og alt det andet, jeg som erfaren plejemor kan inddrage, så bliver min indsats en balance mellem omsorg, nærvær, afledning, løsning og nogle flere elementer, der kan bruges:

– Hov, ville du ikke have en is lige før? Ved du hvad, den tager vi nu, kom så går vi ud og kigger i fryseren.

Og temmelig sikkert trasker barnet med, da tanken om en is er… ja en ice-breaker i forhold til det horrible optrin før.

Sikrer ro på

Det lyder som ren laissez-faire og alt andet end konsekvens. Men når Munni er i det felt, så kan vi ikke agere som konsekvente voksne, for så er vi som plejeforældre forvandlede til kaos-piloter, der skal sikre ro på så hurtigt som muligt. Det er virkelig hårdt for Munni og os andre at være i episoden med høje råb og nogle gange ukontrollerede fysiske udfald.

– Åh, hvor skønt vi kunne få en is at falde ned på, og jeg har min kaffe, sidder du godt?

Ja, I kender den pædagogiske talestrøms fremtur. Den har sit klare sigte - at omfatte barnet eller den unge med en ramme af forståelse og tryghed. Dette barn som, uden selv at have valgt det, nu i en alder af otte år er, hvad man i fagsprog kalder ’desorienteret tilknyttet’. Vi arbejder målrettet på at få barnet op i næste ramme - at hun bliver ambivalent tilknyttet til os.

Nu opstår et nyt scenarie med det ældste barn, der nok helst vil kaldes ’ung’:

– Helt ærligt, skal du absolut stå så meget i vejen, når jeg skal have sko på?

Om det var sagt til mig, Merete Gummi-and, eller til Jacks yngre bror, ved jeg ikke. Instinktivt når jeg at afgøre, om jeg skal anvende den lettere bryske ’hov, hov – hør nu her’ eller forsvindings-’hasta-la-vista’-modellen, hvor jeg blot smutter væk og får gelejdet andre omkringstående med.

Vi voksne bliver ikke ramt af de grimme ord. I stedet forklarer vi tålmodigt og vedholdende:

– Tyk, gammel, grim, dum – det er dårlige ord. Hvis man siger det, falder det tilbage på den, der sagde det. Av, nu blev du en grim og tyk dreng. Og det ER du bare slet ikke, du er den smukkeste, slankeste, klogeste Jack, man har set.

Det svære situationsskift

Som hinandens nærmeste må der ikke være brug for de skarpe ord, men de sniger sig ind alligevel i de pressede stunder, hvor den slanke yngling skal lave et skift. Afsted til skole, ud til aktivitet, hen og besøge familie. Så skal hele hans mindset omstilles, og han skal skifte ham ligesom en slange.

Jeg tror, man kan bruge den drastiske symbolik, når det anbragte barn skal skifte regi. Barnet er i en eller anden forstand altid udenfor sit eget regi som værende anbragt, og det koster energi.

Når barnet skal omstille sig yderligere og bevæge sig ud af den hjemlige komfortzone i plejefamilien, høres hans halvhøje udbrud som små angreb i situationen.

– Hvor er skohornet? Hvem har taget min jakke? Hvordan bliver vejret i dag?

Rolig stemmeføring hjælper

Min stemme er rolig, jeg taler langsomt og nærmest hypnotisk messende, når jeg besvarer de høje udråb. Det ser faktisk ud til at hjælpe, at han hver gang mødes af samme rolige svar. Han behøver ikke bekymre sig. Lige netop de ord siger jeg dog aldrig! For det fik ham helt op i det røde felt. Han følte det tydeligvis som en irettesættelse. Derfor måtte jeg bruge andre ord og sætninger, der udtrykte samme mening.

– Det skal nok gå alt sammen, husk at være glad, lyder remsen.

Vi snakker os igennem de svære stunder, der kastes tonsvis af ord og forklarende historier ind i opklaringen. Jeg bruger tit min egen barndom ’for 1000 år siden’ som eksempel:

– Da jeg var barn, var jeg SÅ irriteret på min far, når vi sad og spiste, at jeg måtte gå min vej, kom jeg til at fortælle en dag.

Det fik Jack til at udbryde:

– Så vil jeg slet ikke sige, hvor tit jeg bliver irriteret på dig!

– Jamen, så er du jo helt normal, kunne jeg lettet forklare ham.

Og så fortsatte jeg med at give eksempler på, hvordan vi i vores gener har indbyggede mekanismer, der skal sikre, at børn får lyst til at gøre oprør og i sidste ende forlade deres voksne og den trygge rede - ligesom i dyreriget.

– Men jeg vil jo blive boende her for evigt, udbrød Munni så.

– Ja, det siger du jo. Så skal du bare passe mig, når jeg bliver gammel og ikke kan tingene selv.  

Kronikker i Socialpædagogen

Forfatteren til denne kronik har af hensyn til plejebørnene valgt at fremstå anonymt, ligesom børnenes navne er opdigtede, men redaktionen er bekendt med familieplejerens rigtige navn.

Kronikken baserer sig på skribentens egne oplevelser af livet som familieplejer, og Socialpædagogen har derfor ikke mulighed for at efterprøve oplysningerne i teksten.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Familiepleje