Min faglighed bliver hver dag sat på prøve

Havde socialpædagog Sofie Bylov selv valgt en Københavnerstang, ville den unge pige utvivlsomt have valgt det samme. For pigen, som den 30-årige socialpædagog mødte første gang for otte måneder siden, spejlede alt, hvad hun gjorde. Pigen formulerede ingen holdninger eller ønsker til sit liv eller hverdag, og hun var pga. en svær relation til moren præget af omsorgssvigt visiteret til et forløb hos Pædagogisk Forebyggelse og Indsats (PFI) i Guldborgsund Kommune.

Her tager Sofie Bylov, Socialpædagogernes medlem nr. 40.000, imod familier, der på den ene eller anden måde har brug for socialpædagogiske støtte. Det kan være den gennemsnitlige mor og far med fuldtidsjobs, der har brug for hjælp til at forebygge konflikter med et barn. Det kan være de skilte forældre, der henvises fra Familieretshuset – eller en udsat familie, der har brug for redskaber til forældrerollen, eller som skal have assisteret samvær med deres anbragte barn.

– Selvom jeg teknisk set er ’systemets kvinde’, kommer jeg ofte så tæt på familierne, at de lader til at glemme, at jeg ’også er hende fra kommunen’. Det er en balancegang. For selvfølgelig skal jeg ikke være deres ven, men samtidig skal jeg have en relation, der får dem til at anerkende mig som en, der vil og kan hjælpe dem.

Sofie Bylov, Socialpædagogernes medlem nr. 40.000

Går vejen med familierne

Målgruppen er bred. Men den faglige fællesnævner er, at Sofie Bylov og de øvrige socialpædagoger på PFI anskuer forældrene, familien og barnet som den største ressource til forandring.

Og det er centralt i det fag, som Sofie Bylov selv trådte ind i, som færdiguddannet i 2019:

– Jeg skal ikke blot hjælpe mennesker på vej. Jeg skal ideelt set gå vejen sammen med dem. Nogle gange foran dem ved at vise dem vejen, andre gange ved siden af dem, og andre gange igen bag dem som fluen på væggen. Det handler om, at de med min hjælp skal nå et nyt sted hen.

Derfor arbejder hun både med børnene og familierne i PFI’s lokaler i Nykøbing Falster, hvor fælleskøkkenet fx fungerer som det neutrale rum, hvor de fraskilte forældre kan lære at samarbejde om relationen til deres barn gennem en praktisk opgave som madlavning. Men hun kommer også helt ind i maskinrummet, i familiernes hjem, hvor betændte relationer til tider udtrykkes i flyvende tallerkener og skældsord – selv når ’hende fra kommunen’ er til stede.

– Selvom jeg teknisk set er ’systemets kvinde’, kommer jeg ofte så tæt på familierne, at de lader til at glemme, at jeg ’også er hende fra kommunen’. Det er en balancegang. For selvfølgelig skal jeg ikke være deres ven, men samtidig skal jeg have en relation, der får dem til at anerkende mig som en, der vil og kan hjælpe dem.

Socialpædagog som vendepunkt

Og Sofie Bylov har selv oplevet, hvad rettidig hjælp gennem rette faglige indsats kan betyde i et ungt liv.

Som barn blev hun anbragt i netværkspleje hos sin 13 år ældre storesøster og hendes mand, da hendes mor ikke kunne give hende den nødvendige omsorg.

– Så fra en tidlig alder mødte jeg mange fagpersoner, hvor flere blev skelsættende for mit eget liv - på den gode måde.

Men selvom hun med forskellige fagpersoners hjælp fuldførte folkeskolen og kom videre i gymnasiet, knækkede filmen i 2.g., hvor Sofie Bylov måtte droppe ud.

– Jeg følte mig som en falliterklæring, kan jeg huske. Det her kan jeg ikke, tænkte jeg.

Da hun stod i et limbo mellem at lukke døren til gymnasiet eller afslutte 3.g. som enkeltfag, blev hun tildelt en kontaktperson af kommunen: socialpædagogen Susanne, der støttede hende på flere planer:

– Der var noget i det samspil, jeg havde med Susanne… Det virkede på den rigtige måde. De ting, hun gjorde med mig som fx at gå ture, lære mig at betale husleje, da jeg flyttede hjemmefra som 19-årig, og sætte rammen for mine interesse. Det gjorde den berømte forskel. Hun var den uvildige voksen, som blev min tryghed.  

Susannes indsats hjalp Sofie Bylov med at gennemføre ungdomsuddannelsen, og det var dén faglige tilgang, hun selv havde mødt, som hun tænkte tilbage på, da hun i 2015 søgte ind på pædagoguddannelsen i Nykøbing Falster:

– Jeg ville noget, hvor jeg rørte mennesker. Jeg ville også være den uvildige voksen, som gik vejen sammen med et barn, en ung eller en familie og bruge min faglige indsats til at ændre noget for dem.

Jeg er egentlig vokset op med overbevisningen om, at man ved medlemskab i en fagforening får et bagland, der kender rammerne og vilkårene på ens fagområde. Kort sagt ved jeg, hvor jeg skal gå hen, hvis jeg har spørgsmål om fx løn og arbejdstid – eller hvis jeg skulle opleve problemer i mit job. Og så er jeg så heldig, at min tillidsrepræsentant også er min nære kollega!

Sofie Bylov, Socialpædagogernes medlem nr. 40.000

Tryghed og faglige indspark  

For Sofie Bylov gav det mening at melde sig ind i Socialpædagogerne, da hun startede på PFI. Det handler både om tryghed i ansættelsen og, fandt hun ud af senere, faglige indspark:

– Jeg er egentlig vokset op med overbevisningen om, at man ved medlemskab i en fagforening får et bagland, der kender rammerne og vilkårene på ens fagområde. Kort sagt ved jeg, hvor jeg skal gå hen, hvis jeg har spørgsmål om fx løn og arbejdstid – eller hvis jeg skulle opleve problemer i mit job. Og så er jeg så heldig, at min tillidsrepræsentant også er min nære kollega!

-Men det er gået op for mig, at SL er andet end rammer og vilkår, for de tilbyder også inputs og inspiration til mit arbejde. I løbet af efteråret skal jeg fx til tema-aften om belastningspsykologi, og ofte diskuterer vi artikler fra fagbladet i personalegruppen. Så for mig handler værdien af medlemskabet også om, at jeg får nogle faglige indspark fra fagforeningen, der faktisk gør mig klogere på mit fag.       

Brandslukker og brobygger

To sprogbilleder med konstruktiv klang går igen, når Sofie Bylov beskriver sit arbejde med børnene og familierne på PFI. Hun slukker brande, når hun hjælper familier med presserende problemer som fx en udadreagerende teenager, eller når hun vejleder en ung, hårdt prøvet mor i at give sit spædbarn faste putterutiner.

Og hun bygger broer, når vedvarende svære relationer mellem børn og forældre kræver et længere udviklingsarbejde med begge eller flere parter i familien.

De to discipliner sætter hendes faglighed på prøve hver dag, for uforudsete hændelser eller nye faglige indsigter kan let kaste en ellers fastlagt plan op i luften.

– Men jeg er faktisk taknemmelig for at være landet i et fag og et arbejde, der kræver det af mig. For det betyder, at jeg altid går klogere hjem, end da jeg mødte ind. Og når jeg ser, at min indsats virker, er det alt arbejdet værd, siger Sofie Bylov.

Hele indsatsen værd

Det var det også i tilfældet med pigen uden ønsker. Da det stod klart, at hendes fraværende holdninger var udtryk for, at hun ganske enkelt manglede at udvikle sin identitet, fandt Sofie Bylov tuscher og A4-papir frem for gennem tegneterapi at hjælpe pigen til at lære sig selv bedre at kende:

– Gennem tegneterapien bad jeg hende illustrere ’Hvad er det gode, jeg har i min rygsæk, hvad gør mig til et godt menneske, hvordan er jeg god ved mig selv?’. De indsigter kunne jeg hjælpe pigen med at bringe frem, når jeg som uvildig voksen understøttede samtalen mellem hende og moren, som jeg også parallelt havde et forløb med. Jeg skulle være barnets stemme, uden at moren så det som et angreb. I stedet dannede det en bro mellem dem.

Derfor var det en glædens dag, da Sofie Bylov og familiens sagsbehandler for nyligt fik en mail fra pigen og moren, hvor de understregede, hvordan den indsats, de havde fået, havde været helt uundværlig.

– Den mail bekræftede mig i, at vi socialpædagoger har et fag med ubegrænsede muligheder. Vi kan virkelig rykke mennesker, når vi får et fagligt råderum til det.

I år rundede Socialpædagogerne også 40 år. Mød fem medlemmer fra hver deres årti, der fortæller om det fag, de landede i - og hvordan det udviklede sig.