icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
20210603_SocialPæd_SofaSlagelse01_1128x600.jpg
Sofa

Vi er på arbejde i menneskers liv

Da Nikoline Egemar fik Pernille Wuust Christensen som praktikvejleder blev de hurtigt hinandens faglige sparringspartnere – og er det stadig. For det særlige ved at være socialpædagog er, at der ikke er noget facit. Men 'jo mere vi ved, jo bedre står vi fast', siger Nikoline

Nikoline Egemar, 31 år, troede, at hun skulle arbejde som pædagog på almenområdet – indtil hun fik Pernille Wuust Christensen som praktikvejleder på et bosted. I dag har Nikoline arbejdet som
socialpædagog inden for voksenhandicapområdet i fem år.

– Når noget er svært, ringer jeg til Pernille

Pernille Wuust Christensen, 37 år, er socialpædagog og pædagogisk konsulent ved Specialcenter Slagelse, Center for Handicap og Psykiatri. Selvom hun ikke arbejder sammen med Nikoline til daglig længere, er de stadig hinandens faglige sparringspartnere.

– Vi er på arbejde i menneskers liv

Pernille

Du kom som sendt fra himlen, fordi du var helt grøn. Nogle ville måske tænke ’åh nej, så kan hun ikke tage fat’. Men for mig betød det, at vi skulle stå på tæer og lære dig en god professionsetik – fx i forhold til, hvordan man går ind og siger godmorgen til borgeren. Og du sugede bare til dig.

Nikoline

Efter min første vagt med dig tænkte jeg: ’Hold da op, det var spændende,’ og du var dygtig. Jeg vidste ikke, man kunne være så passioneret omkring et arbejde og have sådan en kontakt med borgerne.

Pernille

Borgerne udvikler sig med det, de fødes med, og det, de mødes med af bl.a. os som fagprofessionelle. Derfor skal vi hele tiden reflektere og sætte spørgsmålstegn ved vores tilgang. Vi blev fx meget optagede af at omsætte teori om low arousal til, hvordan vi kunne fastholde ro og trivsel blandt borgerne og konkret indrette vores fællesstue, så alle – med deres forskellige behov for tryghed – kunne trives der.

Nikoline

I dag er low arousal blevet en del af min grundholdning til livet. Jeg forholder mig ubevidst hele tiden til, hvordan jeg møder et menneske, og hvordan det påvirker situationen, for den har jeg ansvar for. Og netop arbejdet med at give borgerne ro kan gøre, at vi lykkes: at en borger, som har minimal verbal kommunikation, pludselig kan udtrykke, hvad han ønsker, og siger ’leverpostej’.

Pernille

Borgerne kan ikke nødvendigvis selv sætte ord på deres behov. Derfor skal vi hele tiden observere og reflektere over vores tilgang. Det er jo et helt nervesystem, vi er på opdagelse i. Det tager tid, bevares. Men vi skal blive ved med at prøve med alt, hvad vi har med. Og der er det bare fedt at have en fagfælle at dele refleksionerne med.

Nikoline

Den sparring og fælles refleksion kan jeg simpelthen ikke undvære, for så kommer jeg ingen vegne. Så selvom vi ikke arbejder samme sted i dag, skriver jeg til Pernille, hvis noget er svært. Det gjorde jeg fx i tiden efter, at jeg var blevet overfaldet på mit arbejde. Pernilles refleksioner gør, at jeg tænker bredere om det, jeg står i.

Pernille

Og så deler vi lysten til at få nallerne i ny viden. Jeg har faktisk lige læst en artikel om mærkbarhed – om, at man ikke kan måle og dokumentere alt – som jeg vil sende til dig og høre dine perspektiver på. For dit arbejdsliv og den målgruppe, du arbejder med, giver vigtige perspektiver og nuancer til mig.

Nikoline

Det særlige ved at være socialpædagog er, at der ikke er noget facit. Mennesket er facit. Og så er teorien og metoden rygraden, som gør, at vi ikke vælter, når vi møder udfordringerne. Og jo mere vi ved, jo bedre står vi fast.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis