icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
maria_haestrup_kompasset.gif
Lederkonference

Vi må ikke gå på kompromis med vores faglighed

’Som leder står jeg fast på, at man selv skal være socialpædagogisk forankret for at forstå den kompleksitet, vi arbejder med.’ Sådan sagde forstander på Kompasset Maria Hæstrup i sit oplæg på lederkonferencen om, hvordan hun selv sætter sin socialpædagogiske faglighed i spil som leder

’Socialpædagogisk ledelsesfaglighed – skulle det være noget særligt?’ var en workshop, der trak rigtig mange deltagere til på Socialpædagogernes Lederkonference 2021. Her kunne man høre Maria Hæstrup, der er leder af den sikrede institution Kompasset, give sit bud på, hvordan man skaber et stærkt fagligt fællesskab på arbejdspladsen, og hvordan man sætter den socialpædagogiske faglighed i spil som leder:

– Jeg tør godt klassificere mig selv som en fagnørd, både når det gælder den socialpædagogiske og den ledelsesmæssige faglighed. Jeg uddanner mig med personalet, når vi fx skal lære en ny metode, for jeg vil vide, hvad det er, vi laver. Og som leder står jeg helt og holdent fast på, at man selv skal være socialpædagogisk forankret for at forstå den kompleksitet, vi arbejder med, lød det indledningsvis fra Maria Hæstrup.

Fodbold er mere end boldspil

Hun fortalte herefter, hvordan hun ofte oplever at skulle stå på mål for, at socialpædagogisk arbejde ikke kan simplificeres.

– Jeg bliver tit spurgt, hvad det er, de der socialpædagoger render rundt og laver. Behøver man virkelig at være uddannet for at spille fodbold med borgerne, når man nu kan få to medhjælpere til samme pris? Her bruger jeg min egen faglighed til at forklare, at når man som socialpædagog spiller en fodboldkamp, så er der altid et formål. Der kan være et udredningsperspektiv, det kan handle om at se den unge i en anden situation – eller om at få den gode kontakt. Det er sjældent, man bare spiller bold, sagde Maria Hæstrup.

Der var stor interesse blandt de ledere, der deltog i Socialpædagogernes Lederkonference for at høre Maria Hæstrups bud på, hvordan man sætter sin socialpædagogiske faglighed i spil som leder.
Der var stor interesse blandt de ledere, der deltog i Socialpædagogernes Lederkonference for at høre Maria Hæstrups bud på, hvordan man sætter sin socialpædagogiske faglighed i spil som leder.

Hold fast i socialpædagogikken

Hendes klare budskab og det, hun selv står fast på som leder, er, at der skal socialpædagogisk uddannede medarbejdere til at udføre det pædagogiske arbejde. Og hun går ikke på kompromis:

– Jeg bliver ofte udfordret på, om ikke vi skal ansætte flere sundhedsfaglige medarbejdere, når nu der stilles flere krav til hygiejne og sundhedsfaglige opgaver. Men så er det, at man som leder skal holde fast i, at løsningen aldrig må være at skifte socialpædagoger ud med sundhedspersonale. I stedet kan man jo tænke i de lette løsninger som fx den, vi har hos os, hvor en sygeplejerske kommer ud med en lille rullevogn, når der skal tages blodprøver. Vi bliver nødt til at holde fast i, at de sundhedsfaglige opgaver ikke skal gå ud over den pædagogiske normering.

Fokus på de nødvendige kompetencer

Blandt deltagerne i Maria Hæstrups workshop var der flere ledere, som stillede spørgsmål til, hvordan de på Kompasset lykkes med at tiltrække kvalificeret, socialpædagogisk personale i en tid, hvor man mange steder har store udfordringer med at rekruttere. Her gav hun en række gode råd:

– Sørg for at have en tydelig profil i opslaget, så de dygtige medarbejdere kan se sig selv i den ramme, der er. Hav fokus på jeres værdier, så man som ansøger ikke kun ser sig selv passe ind rent fagligt, men også i forhold til de værdier, der er på arbejdspladsen. Og husk at inddrage medarbejderne i at udforme opslaget, for det er ofte fra dem, man får de virkelige guldkorn, lød det bl.a. fra Maria Hæstrup, som også anbefalede, at man går væk fra tanken om at rekruttere ’den fulde pakke’.

– Realistisk set er der jo aldrig nogen, der er helt færdigbagt til en konkret stilling. Derfor kan det være godt at have fokus på, hvad der er absolut nødvendigt af kvalifikationer. For det kan godt virke angstprovokerende at søge et job, hvor man føler, man skal leve op til faglig særklasse i al ting. Det vigtigste er, at man oplever, at der er et fagligt fællesskab, man har lyst til at blive en del af – hvor man har mulighed for at blive dygtigere.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis, Ledere