4 familieplejere: Sådan lykkes vi bedst med plejeopgaven

Conny Bøgh Møller, alene-familieplejer for et, snart to plejebørn. Familieplejer gennem seks år

Hvornår har du de bedste forudsætninger for at lykkes med din plejeopgave?

– Jeg arbejder til dagligt som familiebehandler på deltid sideløbende med min plejeopgave for en 16-årig pige. Jeg har stået i et dilemma, hvor jeg har spurgt mig selv, om jeg skulle kvitte jobbet for at være plejefamilie på fuldtid. Men det at være familiebehandler læner sig mægtig godt op ad rollen som plejefamilie. Der er nemlig masser af erfaring og viden fra jobbet, jeg kan bruge i plejeopgaven. Derfor har jeg de bedste forudsætninger for at lykkes med plejeopgaven, når jeg holder fast i mit arbejde. Og så bruger jeg også min socialpædagogiske erfaring fra bl.a. min tid på døgninstitution til at udvise tålmodighed, omsorg, tydelighed – og evnen til at komme igen til barnet, når noget er svært.

Hvad er den største udfordring i arbejdet som familieplejer?

– Systemet omkring plejeopgaven. Særligt sagsbehandlingen. De sidste mange kontrakter, jeg har fået, er konsekvent kommet for sent. Det er noget rod. Jeg ser plejebarnet som en fællesopgave mellem mig og sagsbehandler. Men når jeg fx beder om støtte til specifikke ting, bliver jeg tit mødt med modspørgsmål som ’Skulle det nu være nødvendigt?’ og ’Man kan ikke bare få penge til dit og dat!’. Det bliver lidt som en magtkamp. Andre gange er der intet svar. Jeg ansøgte for længe siden om en cykel og seng, men har endnu ikke fået svar på, om mit plejebarn får det. Det er altså ikke selve relationsarbejdet, men rammerne omkring det, der er svære. Det er rigtig ærgerligt.

Hvorfor er det vigtigt for dig at være en del af et fagligt fællesskab på landskonferencen?

– For at få lidt faglige indspark, som er anderledes end mit daglige arbejde som familiebehandler, hvor jeg netop yder den støtte. Nu er det mig, der skal have inspiration og indspark. Det er mig, der skal komme og blive klogere. Og så er det spændende og interessant at møde andre familieplejere. Det er i det hele taget skønt med erfaringsudveksling.

Karin Boldt og Søren Boelskifte, forstærket plejefamilie for spædbørn siden 2010 samt aflastningsfamilie

Hvornår har I de bedste forudsætninger for at lykkes med plejeopgaven?

– Når der er åben og ærlig kommunikation mellem parterne om plejebarnets udfordringer før, under og efter anbringelsen. Og passende samvær! Og når vederlagene følger sværhedsgraden af opgaven, så vi kan købe hjælp udefra, når det er allersværest. Så kan vi koncentrere os fuldt ud om at bringe barnet i god trivsel. Et spædbarn skal minimum give 10 vederlag.

-Derudover er det vigtigt, at vores hverdag er fleksibel. Siden 2010 har vi haft otte spædbørn i pleje gennemsnitligt ni måneder ad gangen, hvorefter vi har givet dem videre til en fast plejefamilie. Søren er selvstændig med gode muligheder for fleksibilitet og hjemmearbejde. Det er vigtigt for os, at vi kan være to om opgaven. Det betyder også meget, at vi kan sige ja tak og nej tak til de plejebørn, der måtte komme. For vi har brug for en pause mellem hvert barn.

– Vi græder vores tårer hver gang, vi giver et plejebarn videre, men det er vores smerte, som vi skal tage på os. Mange spørger, om det ikke er hårdt – og jo, det er det, men vi holder fast i, at vi gør noget meget meningsfuldt for det enkelte barn i den tid, vi har det. Det hjælper os til at håndtere den sorg, det er at give barnet videre. Derudover er vi så heldige, at vi har kunnet følge flere af børnenes videre opvækst på sidelinjen.

Hvornår er plejeopgaven sværest?

– Når der er noget medfødt fra fostertilværelsen - fx handicap, de første små tegn på autisme eller alkoholskader. Men selv hos helt små børn kan vi også se konsekvenserne af omsorgssvigt, hvor barnet fx har opgivet øjenkontakt eller er ophørt med at græde om natten, fordi det har erfaret, at dets behov alligevel ikke bliver mødt. Det illustrerer vigtigheden af tilknytning og omsorg i barnets tidligste liv. Men det kan faktisk lykkes at ændre på nogle af de mønstre, i den tid vi har dem. Derfor giver vores arbejde så utrolig meget mening. 

– Vi har behov for en god dialog med kommunen. Ofte lykkes det, men indimellem er det svært. Vi ringer ikke ofte til kommunen. Til gengæld har vi behov for hurtig og kompetent reaktion, når vi henvender os.

Hvordan er det at deltage i et fagligt fællesskab som landskonferencen?

– Et arrangement som landskonferencen er rigtig god for os, fordi vi har mulighed for at sparre med andre og at deltage i den sammen. Som plejefamilie med et spædbarn er det ellers ingen selvfølge, at vi kan deltage i faglige sammenhænge begge to. Det giver mulighed for fælles faglige inputs, så det er en stor kvalitet, at vi kan være sammen om det. For faglighed er virkelig vigtigt i plejeopgaven. Kærlighed gør det ikke alene – selvom vi selvfølgelig har masser af kærlighed til hvert et plejebarn.

John Pedersen, plejefar til et barn gennem knap 12 år. Førhen også plejefar for barnets ældre søskende. 

Hvornår har du de bedste forudsætninger for at lykkes med plejeopgaven?

– Når der er ro omkring barnet. Min plejedatter er udviklingshæmmet, men bliver nogle gange mødt med forventninger, fx i skoleregi, som hun ikke altid kan leve op til, men er der ro omkring hendes daglige liv og et godt forældresamarbejde, lykkes plejeopgaven også. 

– Som plejefar er jeg den hjemmegående part, mens min kone arbejder. Det er mig, som har al kontakt med skolen og kommunen og mig, som har forældresamarbejdet. Sådan har det altid været. Det har givet nogle spøjse forviklinger, fordi mange ser moren som den primære indgang. Sidste gang socialtilsynet fx anmeldte deres besøg, var det min kone, der fik besked i E-boks. Det havde vi nær overset. Jeg har også mødt en rådgiver, der ikke mente, at man som plejefar kunne gå med sine plejedøtre til lægen. Som mand kan jeg da ellers sagtens finde ud af, hvornår jeg bør gå ud af konsultationen.

Hvilke udfordringer oplever du ellers ved plejeopgaven?

– I dag oplever jeg ikke de store udfordringer. Men i starten var der selvfølgelig en kamp om vederlag. Vi havde to plejebørn, som skulle honoreres forskelligt, hvor vi måtte slås for, at vi fik mest for den yngste, da vi måtte formode, at den ældste flyttede hjemmefra først. Derfor var det rimeligt med en anstændig løn som mindede lidt om en pædagogløn. Det lykkedes, men det tog tid.

Hvordan er det at være en del af konferencen?

– Det er sgu dejligt, for noget af det sværeste ved at være plejefar er, at du ingen kolleger har udover måske din ægtefælle. Du har ingen kolleger at dele dine frustrationer og bekymringer med. Og du kan heller ikke gå til vennerne, fordi du har tavshedspligt. Derfor er det så stort og herligt med et fagligt fællesskab som landskonferencen, hvor vi, selvfølgelig med respekt for tavshedspligten, kan mødes og snakke om vores hverdag og udfordringer. Det har vi brug for!