icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
2021-10-12-_N354430_1128x600.jpg
Det udfordrer socialpædagoger såvel som borgere, når der kan være under 50 pct. uddannede socialpædagoger på sociale tilbud i Kreds Midt- og Vestjylland. Derfor skal der arbejdes både centralt og lokalt for at ændre det, sagde kredsformand Peter Sandkvist på kredsens generalforsamling.
Generalforsamlinger

Hold fokus på faget og fagligheden

Det socialpædagogiske fag og faglighed blev både debatteret og hyldet, da Socialpædagogerne Midt- og Vestjylland holdt generalforsamling

Fagligheden. Faget. Og vilkårene.

De tre ord rummer en fagforenings kerneopgaver, understregede kredsformand Peter Sandkvist i sin mundtlige beretning, da Kreds Midt- og Vestjyllands for nyligt holdt generalforsamling. Og netop den socialpædagogiske faglighed var aftenens helt store omdrejningspunkt.

– I Kreds Midt- og Vestjylland viser vores undersøgelser, at der kan være under 50 pct. uddannede socialpædagoger på tilbuddene og op til en fjerdedel, der er uden relevant uddannelse. Det er en udfordring for de mennesker, der har behov for den socialpædagogiske faglighed for at leve et liv med muligheder. Derfor skal vi både centralt og lokalt arbejde for, at disse forhold forandres, sagde han.

Kredsformanden nævnte i den forbindelse forbundets arbejde for at gøre det attraktivt for de mange erfarne, ufaglærte kolleger at tage en meritpædagoguddannelse såvel som arbejdet for at øge interessen for, at flere vælger pædagoguddannelsen – og en styrkelse af uddannelsens specialisering.

– Og så er en ordentlig og gedigen socialpolitik essentiel for, at det er et område, hvor socialpædagogikken kan udfoldes til gavn for mennesker i udsatte positioner. Desuden er vores løn- og arbejdsvilkår bærende i forhold til, at der kan tiltrækkes og fastholdes socialpædagoger til det specialiserede socialområde. Vi arbejder lige nu hårdt for at sikre lønudvikling til alle via den lokale løndannelse, tilføjede Peter Sandkvist.

Når jeg møder socialpædagoger, bliver jeg altid dybt forundret over, hvor dygtige de er.

Hanne Laier, socialpædagog og vinder af kredsens udviklingspris

Italesæt vores kvalifikationer

Og med de ord opfordrede kredsformanden de mange fremmødte til at tilkendegive, om kredsen og forbundet er på rette spor. Det benyttede blandt andre Kirsten Bachmann fra Botilbuddet Marienlund i Silkeborg sig af.

– Jeg er meget enig i det, du siger. Noget, jeg også godt kunne tænke mig, vi havde med, er tværfaglighed, fordi der mange steder – også politisk – bliver truffet beslutning om, at der skal sundhedspersonale ind, så vores stillinger på den måde er udfordret. Derfor er det også vigtigt at snakke om, hvordan vi arbejder tværfagligt, når det er et vilkår.

– Det er meget mere konkret, hvilke opgaver de sundhedsfaglige har ansvar for. Men vi har nogle andre kvalifikationer, og dem skal vi hele tiden italesætte og stå fast på, istemte Lene Andersen, der er afdelingsleder i Herning kommunes Handicap og Psykiatri.

Pris til film om faglighed

En af dem, der har haft fokus på netop at vise socialpædagogers kernekompetencer frem, var aftenens modtager af kredsens udviklingspris på 10.000 kr., socialpædagog Hanne Laier.

I forbindelse med, at hun tog forbundets fagpolitiske uddannelse, blev hun optaget af at vise omverdenen, hvad det er, socialpædagoger kan. Siden har hun gennemført et projekt i samarbejde med kredsen, Herning Kommune og Lev bestående af fire film (se en af dem her), der viser den forskel, socialpædagoger gør i hverdagen. Filmene fokuserer især på relationsdannelse som redskab til at lykkes med den socialpædagogiske indsats.

– Når jeg møder socialpædagoger, bliver jeg altid dybt forundret over, hvor dygtige de er. Jeg håber, filmene kan være med til at sætte debat på arbejdspladserne i forhold til, hvad det er, vi kan, sagde Hanne Laier i sin takketale.

Kredsens fremtidige arbejde kommer også til at have fokus på faglighed såvel som arbejdsmiljø med udgangspunkt i tre hovedoverskrifter: 'Faglighed og rekruttering til det socialpædagogiske område', 'Sammen former vi det gode arbejdsmiljø' og 'Gedigent fagforeningsarbejde'.

Nye og kendte ansigter

Generalforsamlingen sluttede med genvalg af kredsformand Peter Sandkvist og de to faglige sekretærer Anders Røn Kallesøe og Lene Skovsager. Desuden blev Lene Skovsager og Charlotte Louise Kold valgt til hovedbestyrelsen.

Og så var der kampvalg om pladserne til kredsbestyrelsen, som Birgit Hunskjær, Helene Hansen, Lene Andersen, Stine Skovbakke, Torben Larsen, Anne Mette Nielsen og Charlotte Egemose blev valg til.

Læs mere om de valgte på kredsens hjemmeside.

 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Generalforsamling, Kredse, Forbund og a-kasse