icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Webbanner_KV21_Faglighed_forandrer_liv_1128x600px_v1a.png
Når jeg går hjem, tænker jeg sgu, at vi svigter. Og jeg føler, at jeg burde sætte foden ned. Sådan fortæller socialpædagogen Louise, der er alene med sin faglighed på afdelingen.
Uddannelseskrav

’Jeg er alene med min faglighed’

Louise er den eneste socialpædagog på sin afdeling på et socialpsykiatrisk bosted. Men hvis hun også siger op, fordi hun ikke kan stå inde for den pædagogiske indsats, er det borgerne, der taber

’Jeg er den eneste socialpædagog i min gruppe, resten er sundhedsfagligt uddannede eller uden uddannelse. Og jeg er taknemlig for hver og en, men Gud hvor jeg savner at kunne sparre mere pædagogisk om det enkelte individ og ikke tale om det somatiske.’

Sådan skriver ’Louise’. Hun er en blandt flere hundrede socialpædagoger, der har sendt sin historie ind til Socialpædagogerne – om betydningen af den socialpædagogiske faglighed og konsekvenserne af, at fagligheden er presset mange steder.

For på de kommunale tilbud til børn, unge og voksne med særlige behov er kun 57 pct. af personalet uddannede socialpædagoger, mens hele 26 pct. er ikke-uddannede. Det viser en undersøgelse, Socialpædagogerne har lavet. Og Louises arbejdsplads er en af dem, der trækker statistikken i den gale retning.

Se kortet: Er fagligheden også presset i din kommune?

En socialpædagogisk indsats

På bostedet bor 10 borgere i alderen 37 til 80 år med psykiatriske lidelser som skizofreni, psykoser og bipolare lidelser. Beboerne har en medicinsk behandlingsdom og er potentielt udadreagerende, så medarbejderne går med overfaldsalarmer og skal altid have visuel eller auditiv kontakt med hinanden.

Beboerne har brug for støtte til at tage deres medicin, få spist, komme i bad, holde styr på økonomien – ja alt, hvad der skal til for opretholde en hverdag med mest mulig trivsel, udvikling og selvbestemmelse, fortæller Louise.

– Det er en borgergruppe, der ofte er vokset op under kummerlige forhold og er blevet tabt hele livet. Min fornemmeste opgave er at guide og motivere dem til at gøre alt det, de kan. Det giver livskvalitet frem for, at de ender med ikke at kunne smøre en rugbrødsmad eller trille ud med deres tallerken selv, siger hun.

Louise arbejder desuden med at genopbygge tillid til verden og troen på, at beboerne har værdi.

– Vi har en beboer, der tidligere er blevet misbrugt, og som de færreste må berøre – for hende føles det, som om det brænder. Det var vigtigt for mig at kunne give hende et kram, når hun var ked af det, og det kan jeg i dag. Det er måske en lillebitte ting, men det har kæmpe værdi, fordi jeg har fået rykket hende hen til, at det er trygt at få et kram, og at det er et udtryk for, at jeg oprigtigt gerne vil hende. Det er sgu fedt, siger hun og fortsætter:

– Men jeg kan føle, at vi svigter de svageste, når vi ikke rummer at se, hvor de er mentalt og kognitivt.

Når jeg går hjem, tænker jeg sgu, at vi svigter. Og jeg føler, at jeg burde sætte foden ned. Men socialpædagogen i mig siger, at jeg ikke kan være den sidste, der smutter.

'Louise', socialpædagog

Menneske før medicin

For afdelingens øvrige syv fastansatte har i modsætning til Louise deres primære fokus på medicinhåndtering og diagnoser. På personalemøderne drøfter de fejlmedicinering og kontakt til psykiatrisk afdeling – som er nok så vigtigt, understreger Louise. Det er bare langt fra det eneste vigtige i den socialfaglige indsats, som tilbuddet på papiret er. Tværtimod.

– Der har altid manglet socialpædagoger, og tilsynet har også påpeget det. Man glemmer at se mennesket, siger hun og fortæller om en beboer på stedet, der på papiret er en voksen mand med en bipolar lidelse.

– Mentalt svarer han til en 5-6-årig. Han køber Anders And hver uge, selvom han ikke kan læse, og har børnebøger liggende ved siden af sengen, fordi han gerne vil have den læst højt, når han skal sove. Men mine kollegaer ser en voksen mand. Og ham vil de ’fandme ikke læse børnebøger for’. Det gør mig ked af det. Vi er i deres hjem og skal rumme dem, som de er. Vi behøver ikke minde dem om, at de ikke er som dig og mig. Det har de fået at vide hele deres liv, siger hun.

Klik på kortet og se, hvordan det står til med fagligheden i din kommune:

Uddannet personale på det sociale område

Socialpædagogerne har afdækket personalesammensætningen på kommunale og regionale indsatser for børn, unge og voksne med særlige behov. Data kommer fra både egne træk og et særtræk fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL).

Her fremgår det, at andelen af socialpædagoger og ikke-uddannede varierer betydeligt mellem kommunerne, og at kun lidt mere end hver anden ansat på området er en socialpædagog.

Læs hele undersøgelsen her

Glemmer sin faglighed

Konsekvensen er mistrivsel – at beboeren er mere sengeliggende og modsætter sig medarbejdernes guidning.

– Det er jo, fordi han ikke bliver mødt. Vi skal se bagom. Ligesom man skal se bagom og forebygge udadreagerende adfærd frem for at give dem beroligende medicin. Der er bare ikke den socialpædagogiske sparring og tilgang til det. Og nogle gange begynder jeg selv at se medicinen før mennesket. Så må jeg hanke op i mig selv, siger hun.

På bostedets anden afdeling er der også en enkelt socialpædagog ansat. De tre socialpædagoger, herunder en teamleder, der tidligere også har været ansat, er rejst – ifølge Louise fordi det socialfaglige fokus manglede.

Og sådan er det ikke kun her.

Hele kommunen ramt

Socialpædagogen har talt med to tillidsrepræsentanter fra arbejdspladser i andre dele af kommunen, hvor historien er den samme: Når der bliver slået nye stillinger op, søger man bredt efter socialpædagoger, social- og sundhedsassistenter eller ergoterapeuter. Og som regel er der få eller ingen socialpædagoger i bunken af ansøgere. Ledelsen har desuden typisk en sundhedsfaglig baggrund og prioriterer, at der ansættes sundhedsfagligt personale.

– Det er dybt problematisk. Vi hænger jo ikke på træerne. Men det kunne da tiltrække flere, hvis man fx tilbød noget efteruddannelse, signalerede at man har blik for mennesket og er indstillet på at sætte nogle aktiviteter i gang frem for bare at opbevare dem, siger Louise.

I dag har hun været socialpædagog i seks år. Fordi hun for alt i verden gerne vil give netop denne her borgergruppe et liv med muligheder.

– Men når jeg går hjem, tænker jeg sgu, at vi svigter. Og jeg føler, at jeg burde sætte foden ned. Men socialpædagogen i mig siger, at jeg ikke kan være den sidste, der smutter, selvom jeg ikke kan stå inde for det, vi gør. Men det bliver jo ikke bedre af, at jeg siger op. Borgerne går jo bare tabt, siger hun.

Louise er ikke socialpædagogens rigtige navn, ligesom vi har valgt ikke at oplyse arbejdspladsens og kommunens navn af hensyn til hendes videre ansættelse. Oplysningerne er redaktionen bekendt.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik, Socialpædagogisk praksis