icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kronikfoto colourbox.jpg
Kronik

Mit resiliente plejebarn

Mindet om den største strandtur med plejebarnet Hegge sidder fast i plejemor ’Merete’ på den gode måde, fordi omsorgen i det øjeblik måske dannede grundlaget for barnets resiliens senere i livet. De hårde minder med gråd og hulken er sværere at genkalde, men de er mindst lige så vigtige

  • 'Merete', familieplejer / Foto: Colourbox

Jeg har et særligt, tidligt minde om mit plejebarn. Hvor jeg ser barnets ansigt udstråle lige dele lykke og overraskelse. Ansigtet er tæt ved mit, vi sidder i det lave lune vand ved stranden. Det er første gang, barnet er med mig i vandet, og jeg holder det tæt ind til mig. Dette minde har jeg bevaret, og det vil for evigt minde mig om, hvordan jeg har fået mulighed for at møde et barn, give det omsorg og måske – kun måske – give det et varigt fundament for resiliens, for modstandskraft og styrke videre i livet.

Rustet til det moderne liv

I dag er barnet blevet en ung og spirende voksen, der kører rundt i sin egen bil og bruger meget tid væk fra mig og fra vores familie. Bestandigt vender Hegge tilbage. Kommer hjem og putter sig i sin store, trygge seng med det virvar af rod og sager, der er samlet sammen gennem en lang barndom hos os. Jeg sikrer, at de ting, der som minimum skal ordnes, med tøjvask, rengøring og andre vartegn i det normale liv bliver klaret. Den unge har lært alt, der hører det moderne liv til – NemID, bankadgang, login til alt muligt og en hverdag med ungdomsuddannelse.

Alligevel er der indimellem små tegn på, at dette unge menneske har særligt brug for mig og vores familie. Og brug for os på en anden måde end eksempelvis vores voksne bio-børn havde brug for os. Vi var heldige at få et terapi-forløb på et tidspunkt, hvor man kunne have frygtet, at der blev lukket af. Både fra anbringende instans og fra den unge selv. Men begge parter sagde ja, og det betød meget i netop dette unge menneskes udvikling af resiliens, vil jeg mene.

En lang vandring

Det er så sårbart for et barn at komme til en ny familie, til en plejefamilie. Hele processen med at knytte sig til de nye forældre og deres øvrige familiemedlemmer er en lang vandring i udfordringer.

Med lige så stor glæde som jeg bærer mindet om barnet ved stranden med mig, bærer jeg også på et smerteligt minde fra ankomsten til vores familie. Her sad det lille barn i en sofa og græd, hulkede, og vi ikke kunne trøste det på andre måder, end ved at tage det i favnen og holde fast.

Dette smertelige minde er svagere – ja meget sværere for mig at genkalde end det første, jeg fortalte om. Men det hører med, for jeg ønsker også at være bevidst om de svære tider, og jeg har fortalt Hegge om det ved flere lejligheder. Ligesom vi taler om de biologiske familiemedlemmer, der er døde.

Respekt for bioforældrene

– De siger, jeg ligner min far så meget, siger Hegge.

Den far, der ikke blev særlig gammel, men som huskes med vemodig kærlighed for de små ting, han dog nåede at give og gøre for sit barn.

Et vigtigt element i at være anbragt væk fra sine biologiske forældre må være, at barnet over tid får forklaret og dermed bibragt en forståelse af anbringelsen. Det bør ikke være en anklage eller en dårlig følelse af, at barnets forældre har fejlet og gjort noget dårligt. De har jo fået dette dejlige barn, som vi plejeforældre nu drager omsorg for. Og jeg har aldrig hørt om eller mødt et menneske, der forsætligt ønskede at påføre sit barn dårlige vilkår eller smerte.

Lad os derfor være respektfulde overfor de mennesker, der ofte under store sorger må afgive deres børn til os plejefamilier.

Opvækst i et krydsfelt

Vores plejebarns resiliens bygger på at være opvokset i et krydsfelt og under udsatte forhold. Og så komme til en ny familie, hvor der var et godt match. Vi har knyttet os til hinanden. Det har ikke været let. Der har været tider, hvor jeg virkelig tænkte, ’går det mon’? Men vi er kommet videre.

Og henover tid vokser kærligheden. Vi kan ikke andet end elske dette unge menneske, som vi har haft i vores varetægt i alle de år - siden det var ganske lille.

Jeg skal stadig være i stand til at rumme de små clashes, som jeg indimellem rammes af, fordi den unge har en ambivalent eller utryg tilknytning til mig. Men det har hjulpet med viden om netop dette og så alle de skønne glæder, når den unge klarer en ny udfordring. Her bliver vi gamle plejeforældre stolte.  Vi er så stolte, når vi ser, hvordan barnet er vokset op og er blevet en fantastisk dejlig ung person med energi, humor – og god modstandskraft.

Yubii!

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Familiepleje