icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Webbanner_KV21_1128x600px_v2.png
Uddannelseskrav

Se kortet: Er fagligheden også presset i din kommune?

Kun fem ud af ti ansatte på sociale tilbud er socialpædagoger. Og socialpædagoger landet over fortæller om rekrutteringsproblemer og faglighed under pres. Se, hvordan det står til i din kommune

’Borgerne var ofre for de ansattes famlen efter kompetent faglighed. Det havde ofte alvorlige konsekvenser for borgerne, at personalet var inkompetent. Jeg har det rigtig skidt over at vide, hvad der foregår på det bosted.’

Sådan skriver en socialpædagog fra Midtjylland. Hun er en blandt flere hundrede socialpædagoger, der har fortalt deres historier om betydningen af den socialpædagogiske faglighed – og konsekvenserne af, at fagligheden er presset mange steder.

Se hvordan det står til i din kommune

Kun 5 ud af 10

For på de kommunale tilbud til børn, unge og voksne med særlige behov er kun godt halvdelen af personalet uddannede socialpædagoger, mens op mod hver fjerde er ikke-uddannede.  Det viser en undersøgelse og et nyt danmarkskort, Socialpædagogerne har lavet.

Her fortæller socialpædagoger desuden om, hvad den socialpædagogiske faglighed kan – og om konsekvenserne, når borgerne ikke bliver mødt med den faglighed, det kræver inden for det specialiserede socialområde. Som en regionalt ansat socialpædagog skriver:

’Den specifikke viden vi har om udvikling, traumer og interventioner er præcis den, der gør forskellen – det gode hjerte har vi forhåbentlig allesammen.’

Læs også om Louise, der er helt alene med sin faglighed

Forbundet stiller krav om uddannelse

Både tallene og socialpædagogernes beretninger gør stort indtryk på forbundsformand Benny Andersen.

– Når jeg er ude på arbejdspladsbesøg, møder jeg vanvittigt dygtige socialpædagoger. Jeg kan se, hvilken forskel netop socialpædagoger gør – og hvilken forskel det gør, når udsatte mennesker mødes af den rette og målrettede faglighed. Men en rejse rundt på det danmarkskort viser jo med al tydelighed, at fagligheden er alt for presset mange steder. Hvis vi skal tale om faglig kvalitet og specialiserede indsatser, er det en forudsætning, at medarbejderne har de rigtige kompetencer til at kunne støtte borgerne, siger han.

Derfor arbejder forbundet for, at der indføres et uddannelseskrav på socialområdet: På socialpædagogiske arbejdspladser skal de ansatte være socialpædagoger. Og ansættelse af andre fagligheder skal ske på baggrund af en konkret faglig vurdering.

Læs mere om, hvorfor Socialpædagogerne stiller et uddannelseskrav

Giv erfarne kolleger en merit

Det er et mål, der ikke er nemt at nå, tilføjer Forbundsformand Benny Andersen. For der mangler uddannede socialpædagoger.

– Og når de faglige miljøer halter, forstærkes rekrutteringsudfordringerne. Det er derfor, vi bl.a. foreslår, at man merituddanner nogle af de 13.000 engagerede og erfarne ufaglærte medarbejdere, der i forvejen findes på området. Det betaler sig – også for arbejdsmiljøet og samfundsøkonomien, siger han.

Helt konkret foreslår Socialpædagogerne at løfte andelen af uddannede socialpædagoger med 10 procentpoint ved at merituddanne ufaglærte medarbejdere på området.

– Vi ved jo godt, at socialpædagoger ikke hænger på træerne, og at vi ikke bare kan skaffe en arbejdskraft, der ikke er der, men lad os da så starte med de ufaglærte, der er på området og give dem en rigtig uddannelse som socialpædagog. Det er en win-win situation både for kommunen og for fagligheden og for de borgere, det handler om, siger Benny Andersen.

Klik på kortet og se, hvordan det står til med fagligheden i din kommune:

UDDANNET PERSONALE PÅ DET SOCIALE OMRÅDE

Socialpædagogerne har afdækket personalesammensætningen på kommunale og regionale indsatser for børn, unge og voksne med særlige behov. Data kommer fra både egne træk og et særtræk fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL).

Her fremgår det, at andelen af socialpædagoger og ikke-uddannede varierer betydeligt mellem kommunerne, og at kun lidt mere end hver anden ansat på området er en socialpædagog.

Læs hele undersøgelsen her.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik, Forbundsnyheder, Socialpædagogisk praksis