icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Storstrøm,-artikeltop.gif
Generalforsamling

Styrk arbejdsmiljøet og fagligheden

Rekrutteringsudfordringen, arbejdsmiljøet og lave faglige normeringer på socialpædagogiske arbejdspladser, var højt på dagsordenen, da Socialpædagogerne Storstrøm holdt generalforsamling d. 7. oktober

Besatte stolepladser, kampvalg om bestyrelsesposterne og hyldest til jubilarmedlemmer gav generalforsamlingen 2021 i Socialpædagogerne Storstrøm et noget mere livligt præg, end det var tilfældet sidste år, hvor det fagpolitiske samvær, pga. corona, var henvist til digitale rammer bag computerskærmen.

Og det faktum, at socialpædagoger har leveret en særlig indsats, selvom pandemien trak hårde veksler på deres arbejdsliv - og liv i øvrigt – lagde kredsformand Lisbeth Schou heller ikke skjul på, da hun indledte sin mundtlige beretning i Vordingborg foran 54 stemmeberettigede:

– I har været nærværende på trods af vanskelige forhold og jer og jeres kollegers faglighed og styrke, har hjulpet vores arbejdsområde igennem denne periode.

– Så endnu en gang tak for jer og tak for at I igen har bevist, at medarbejdere på vores arbejdsområde er gjort af et særligt stof.

Arbejdsmiljøproblemer kræver politisk handling

Men corona eller ej, så er arbejdsmiljøet en af de helt store udfordringer på det socialpædagogiske felt, fortsatte Lisbeth Schou:

– Vi oplever mange steder et meget presset arbejdsmiljø. Ubalance mellem krav og ressourcer – og ubalance mellem opgaver og kompetencer, er nogle af de store syndere.

Og selvom der ifølge kredsformanden arbejdes intensivt på at forbedre problemerne gennem grundige introduktionsforløb, TRIO-samarbejder og kompetenceudvikling, er der også brug for, at man råber politikerne op, da ressourcerne ikke følger med det øgede antal borgere, der har brug for socialpædagogisk støtte.

– Det gør vi bl.a. med vores fokus på, at faglighed forandrer liv, og ved at medlemmerne fortæller de gode historier, hvor de gør en forskel - og at det er en god investering at forebygge med faglighed og et godt arbejdsmiljø.

Når socialpædagoger er en mangelvare

Men arbejdsmiljøproblemerne hænger også sammen med det lave antal socialpædagoger på nogle arbejdspladser. For der er mange steder for få faglærte ansat, og selv når viljen til at rekruttere dygtige socialpædagoger er til stede, kan det være svært at finde den rette faglighed, sagde Lisbeth Schou:

– Vi hører både medarbejdere og ledere fortælle om ubesatte stillinger og manglende kvalificerede ansøgere, både til vikariater og faste stillinger.

På voksenhandicapområdet i Storstrøm er der fx kun 36 pct. til 50 pct. uddannede socialpædagoger.

– Det er nedslående og uacceptabelt, sagde Lisbeth Schou.

– Det presser fagligheden på vores arbejdsområde, og det presser arbejdsmiljøet betydeligt. Så her har vi en fælles opgave, en kæmpe opgave, som kun kan lykkes, hvis vi arbejder sammen på mange fronter!

Derfor var ’rekruttering’ også et selvstændigt punkt på listen over fremtidigt arbejde, hvor generalforsamlingens stemmeberettigede besluttede, at kredsen skal i dialog med kommuner, regioner og uddannelsessteder for at indgå projekter, der kan imødekomme manglen på faguddannet personale.

Til det fremtidige arbejde blev kredsen rustet med to nye medlemmer i kredsbestyrelsen og flere suppleanter, så Socialpædagogerne Storstrøm i den kommende valgperiode har politiske poster med repræsentanter, der går på tværs af hele det socialpædagogiske felt.  

Fejring af fag og medlemmer

På årets generalforsamling blev der også sat ekstra fokus på de medlemmer og arbejdspladser, der havde gjort en særlig indsats for faget og det faglige fællesskab i kredsen.

Prisen for Den Gode Arbejdsplads gik i år til Center for Handicap Lolland for de mange initiativer, de havde igangsat ift. arbejdsmiljøet og opkvalificering af medarbejdere, mens afdelingsleder fra Autismecenter Storstrøm, Pernille Hove, modtog en pris for hendes evner til faglig formidling og smittende begejstring for faget.

Derudover modtog tidligere handicap- og psykiatriforstander Kurt Sørensen og socialpædagog og mangeårige TR på Kofoedsminde Vivi Henningsen en særlig jubilæumspris for deres mere end 40-årige medlemskab hos Socialpædagogerne. 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Generalforsamling