Faglighed overskygger alt

– Naja stråler. Ja, hun skraldgriner faktisk, når hun fortæller om alt, hvad hun oplever. Det er en meget forandret datter, vi har fået. Og det skyldes, at fagligheden absolut er på plads. Og sådan skal det være. Personalet på bostederne skal være fra øverste hylde, siger Christian Holm.

Sådan har han imidlertid langtfra altid oplevet, at det var.

Christian Holm fortæller om dengang, folkeskolen stillede en container op i skolegården for at undervise Naja der, fordi man ikke havde et bedre tilbud til hende. Om udmattende kampe med kommunen, der på et tidspunkt foreslog det lokale plejehjem, men ændrede det til et privatpsykiatrisk hospital, da Naja skulle flytte hjemmefra. Og om forglemmelser, forråelse og mangel på faglighed.

Alt sammen oplevelser, Christian Holm har samlet i bogen ’Mellem to stole’, som han udgav i år for at give sine 33 års dyrt købte erfaringer videre til andre pårørende og fagfolk.

– I dag er mine skuldre begyndt at sænke sig, men de kommer aldrig helt ned. Jeg føler mig af og til som Hamborg efter afslutningen af 2. verdenskrig. Helt udbombet, fortæller Christian Holm, der i 2020 fik tilkendt ’tab af erhvervsevne’, ligesom hans hustru syv år forinden gik på førtidspension.

– Som pårørende er det vigtigt at komme derhen, hvor man har tillid. Det har vi i dag, fordi Naja bliver mødt med forudsigelighed og tryghed. Socialpædagogerne ved, hun skal have adspredelse og nogle gange skærmes med høreværn. De ved, at hun ikke forstår ironi, og at deres kropssprog skal være tydeligt for, at hun ikke bliver forvirret og dermed frustreret, siger han og fortsætter:

– I det arbejde er der behov for faglighed. Og på det specialiserede område er det socialpædagoger, der er brug for. Så kan du lægge talent og menneskesyn oven i det.

Faglighed og stabilitet

Dermed står Christian Holm samme sted som mange andre pårørende. En ny undersøgelse blandt pårørende til mennesker i sociale tilbud viser, at der er en klar sammenhæng mellem de pårørendes opfattelse af de ansattes faglighed og tilbuddets kvalitet.

I undersøgelsen, som Socialpædagogerne står bag, svarer 405 pårørende på, hvordan de oplever kvaliteten og fagligheden af de socialpædagogiske tilbud, som deres pårørende modtager. De er bl.a. blevet bedt om at vælge, hvad de mener er vigtigst for at sikre høj kvalitet på sociale tilbud. Her peger flest på en ’stabil gruppe af ansatte med få vikarer og udskiftninger’, og ’at de ansatte har en specialiseret uddannelse til at arbejde med målgruppen’.

En fortvivlet kamp

At de pårørende vægter faglighed så højt, overrasker ikke Ida Schwartz. Hun er lektor, cand.psych. og ph.d. i socialpædagogik på Center for Anvendt Velfærdsforskning på UCL og en del af en forsknings­cirkel, der arbejder for at styrke fokus på pårørendesamarbejde på grunduddannelserne.

Hun ser de pårørendes svar som et udtryk for, at de i kampen mod ’systemet’ ikke har følt sig forstået eller taget vare på.

– Området har været nedprioriteret voldsomt, og rigtig mange forældre har kæmpet en fortvivlet kamp for at finde et sted, hvor deres barn kan føle sig hjemme, blive udfordret på den rigtige måde og være en del af et fællesskab. Så det at møde nogen, der ved noget om de vanskeligheder, som deres barn har, er selvfølgelig enormt vigtigt for dem. Ikke-uddannede kan være gode og dygtige. Men selvfølgelig er det et område, man skal have viden om, siger Ida Schwartz.

Desuden hører det med til de pårørendes forståelse af faglighed, at personalet også er interesserede i at forstå de pårørendes perspektiv og inddrager dem i at finde løsninger, vurderer hun.

– Der er sket et markant skift fra, at pårørende førhen nærmest fik at vide, at de skulle glemme deres børn, for dem havde man anstalter til at tage sig af. I takt med at mennesker med handicap har fået ret til et liv som alle andre – med familie, relationer og netværk – ser man også, at pårørende spiller en helt anden og livslang rolle, forklarer Ida Schwartz.

Hvis du møder en, der har fagligheden i orden, bliver du mødt anerkendende. Du bliver ikke negligeret, og det giver en tro på, at dit barn heller ikke gør.

Kathe Johansen, formand Autismeforeningen

Dybt bekymrende

De pårørendes svar overrasker heller ikke formand for Autisme­foreningen Kathe Johansen.

– Som pårørende kan man mærke det, når man møder personalet og fortæller om sine bekymringer – uanset om ens barn er syv år eller 57. For hvis du møder en, der har fagligheden i orden, bliver du mødt anerkendende. Du bliver ikke negligeret, og det giver en tro på, at dit barn heller ikke gør, siger hun.

Desværre oplever Kathe Johansen, at der er sket en afspecialisering inden for socialområdet gennem flere år og dermed en udvanding af fagligheden mange steder.

– Socialpædagoger er hamrende dygtige, men de har ikke rammerne til at udfolde sig, fordi de er for få. Og det er dybt bekymrende, for faglighed er bare altoverskyggende vigtig i samarbejdet om et levet liv, siger hun.

Krav om uddannelse

Samme billede tegner de pårørende i den nye undersøgelse. Kun 54 pct. af dem er enige eller helt enige i, at ’de ansatte har den fornødne faglighed’.

Den seneste opgørelse fra Socialpædagogerne viser da også, at kun godt hver anden medarbejder på sociale tilbud er socialpædagog, og op mod hver fjerde er ufaglært. Derfor arbejder forbundet for, at der indføres et uddannelseskrav på socialområdet: På socialpædagogiske arbejdspladser skal de ansatte være socialpædagoger. Det skal være en forudsætning for at kunne godkende og drive opholdssteder og døgntilbud for børn og unge og botilbud til voksne. Og ansættelse af andre fagligheder skal ske på baggrund af en konkret faglig vurdering.

Det krav bakker to ud af tre af de pårørende op om. En af dem er Christian Holm.

Gør mig ked af det

Han mindes selv, da han spurgte til pædagogikken på det privatpsykiatriske hospital, hans datter var blevet visiteret til som 23-årig – og fik at vide, at her skulle de ikke have pædagoger ansat, da de mente, at billetsælgeren fra færgen var dygtigere.

Og han husker, hvordan hans datters epilepsi og funktionelle anfaldslidelse PNES tog til med råb og kramper i de to år, hun boede der.

– På et tidspunkt var hun udadreagerende over for en ikke-uddannet ansat. Det endte med, at hun fik en voldsdom. Jeg er sikker på, at hændelsen ikke var sket, hvis det havde været en socialpædagog. Da hun blev visiteret til et bosted og flyttede fra det privatpsykiatriske hospital, var hun en smadret person. Det tog tre år at bringe hende tilbage, og først nu, syv år senere, er hun stort set ude af al den medicin, de fyldte hende med, fortæller han.

På bostedet mødte han i den tidlige periode på et tidspunkt medarbejdere, der sad med vat i ørerne, fordi hans datter lå og bankede hænderne i gulvet, mens hun råbte uafbrudt og havde gjort det i to timer. Det var også i denne periode, at Naja blev udsat for en af de værste magtanvendelser, Christian Holm husker.

– Medarbejderen var tømrer og manglede den pædagogiske værktøjskasse, når hun var kørt op i arousal. Det gjorde mig ked af det, for jeg kunne jo ikke gøre noget ved det, siger han.

Faglighed nok

Andelen af pårørende, der har oplevet, at fagligheden ikke var tilstrækkelig, varierer mellem forskellige typer af socialpædagogiske tilbud. Mens det er 15 pct. af de pårørende til anbragte børn og unge, der mener, at kvaliteten er dårlig, er det blandt de pårørende til en voksen med sinds­lidelse, der bor på et bosted, helt op mod hver tredje.

Det skyldes bl.a., at socialpsykiatrien i dag rummer borgere, der i perioder bliver rigtig syge, men enten ikke får lov at blive indlagt eller bliver udskrevet alt for hurtigt, mener Mia Kristina Hansen, socialpædagog og formand for Sind.

– Så opstår der situationer, hvor de her mennesker er til fare for sig selv eller andre. Det medfører, at personalet sygemelder sig, og så er vi inde i den onde spiral med mange vikarer og ingen kontinuitet i fagligheden. Det har jeg selv oplevet, fortæller Mia Kristina Hansen, som tidligere arbejdede på Lindegården, hvor en kollega blev dræbt.

– Vi blev beskyldt for ikke at være klædt godt nok på fagligt. Og jeg blev så vred, for vi havde høj faglighed, men vi var ikke nok uddannede til, at den kunne udspille sig, siger hun.

Den kritik deler Kathe Johansen fra Autismeforeningen.

– Ledelsen har et ansvar for at lytte til de pårørendes perspektiv, men det har politikerne også. Og jeg er enig i, at der skal være krav om uddannelse i sociale tilbud – frem for som i dag, hvor du kan hyre hvem som helst til at passe på mennesker med svære udfordringer. Selvfølgelige findes der dygtige ikke-uddannede. Men der var jo ikke noget forgjort i at tilbyde dem en merituddannelse, siger hun.

Det rette menneskesyn

Tilbage hos Christian Holm lykkedes det omsider at finde et nyt bosted til Naja. Men efter et år kom det tilsynet for øre, at bl.a. stedets ikke-uddannede leder havde sendt krænkende SMS’er om hans datter til private mobiltelefoner, ligesom Christian Holm blev bekendt med, at hans datter var blevet omtalt i ekstremt nedladende vendinger.

Medarbejdere og leder blev enten fyret eller bortvist og erstattet med uddannet personale. Og stedet fik både nyt navn, ny tilgang og en ny godkendelse fra tilsynet – med socialpædagog Kim Jørgensen ved roret.

– Hos os skal 80 pct. af personalet være uddannede socialpædagoger. Og så er medarbejdernes menneskesyn noget af det vigtigste – dvs. at de forstår, at vi er et tilbud om støtte, ikke styring, af mennesker. Vi har ikke magten over dem, men skal have et samspil med borgerne, der kan hjælpe dem, siger han.

Desuden arbejder Kim Jørgensen og personalet systematisk med at dokumentere deres arbejde for dermed at kunne evaluere, hvad der virker – og hvad der ikke gør. Og så kommer alle medarbejdere på et tidages specialiseringskursus i bl.a. metoderne low arousal og TEACCH (Treatment and Education of Autistic and related Communication handicapped CHildren, red.).

– Det sikrer, at alle står på samme platform af viden og metoder, som er kendte komponenter i arbejdet med personer med autisme. Dertil kommer forståelsen for de individuelle behov, som når Christians datter bliver forvirret af mange ord og derfor har brug for at få dagligdagen skitseret med piktogrammer, siger Kim Jørgensen.

Faglighed koster

Kim Jørgensen er bevidst om, at der følger en regning med både uddannet personale og efteruddannelse. Men den regning er han mere end villig til at betale.

– Alle vores borgere er normeret til 1:1-støtte døgnet rundt og har store udfordringer i deres liv. Den opgave skal man simpelthen have socialpædagogisk indsigt for at løfte. Selvfølgelig er et eksamensbevis ikke et kvalitetsstempel i sig selv, og vi har også et par medhjælpere, der løfter opgaven rigtig fint. Men når man diskuterer pædagogik og tilgange, kræver det en vis baggrundsviden. Ligesom jeg har svært ved at se, hvordan jeg som leder skulle kunne sparre og sætte retningen uden selv at være socialpædagog, siger han.

Derudover er det selvfølgelig helt afgørende at lytte til de pårørende, som kender deres børn allerbedst, tilføjer Kim Jørgensen.

Christian Holm og hans hustru samarbejdede bl.a. med stedet om Najas daglige telefonkontakt til dem, som i perioder kunne løbe op i 30 opkald. I dag har hun faste telefontider af en times varighed hver dag – en tilpas struktureret og forudsigelig model for hende og en lettelse for forældrene.

– I starten var det selvfølgelig hårdt for os, fordi har hun det nu godt i de timer, hvor hun ikke kan ringe? Så er vi tilbage til tilliden. Tilliden til, at vores guld er i de rette hænder.