icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kasper Bonde.png
Karriere

Leder: Jobformidlingen hjalp os med rekruttering

I en tid hvor mange arbejdspladser oplever udfordringer med at rekruttere, kan du med fordel bruge Socialpædagogernes jobformidling. Det gjorde Kasper Bonde Petersen, da han akut manglede hænder på dagtilbuddet Værkstedet i Vodskov

Som leder kan du formentlig nikke genkendende til, at det for tiden kan være svært at finde en kvalificeret kandidat, når du slår en stilling op.

 

– Det er virkelig arbejdstagers marked lige nu. Som dagtilbud har vi i en lang periode ikke haft svært ved at rekruttere – men vi oplever her i 2021, at der er færre ansøgere til stillingerne, fortæller Kasper Bonde Petersen, assisterende leder i Værkstedet i Vodskov – et beskæftigelsestilbud for voksne med forskellige grader af fysiske og psykiske handicap.

Da en af Værkstedets faste vikarer pludselig fik nyt job, stod han med et akut behov for at besætte en ledig stilling. Og som noget nyt valgte Kasper Bonde Petersen at tage kontakt til Socialpædagogernes jobformidling.

– Jeg havde en rigtig god dialog med en jobkonsulent, hvor det hurtigt viste sig, at han havde nogle medlemmer, som var i gang med et forløb, og som matchede vores behov. Så aftalen blev, at de pågældende kandidater skulle kontakte mig – og efter en kort snak og udveksling af CV mm. havde vi en speedsamtalerunde i det team, der havde brug for en vikar, fortæller han.

Fagligt stempel og garanti

Faktisk endte alle fire jobsøgende socialpædagoger med at komme i spil til at arbejde på Værkstedet, lyder det fra Kasper Bonde Petersen.

– Den socialpædagog, vi ansatte i den ledige vikarstilling, er her stadig. Og de øvrige har vi haft glæde af som vikarer på forskellig vis. Så jeg er positivt overrasket over, hvor hurtigt jeg i samarbejde med jobkonsulenten fandt de rette kandidater, siger han og tilføjer, at han gerne anbefaler jobformidlingen til andre ledere:

– Jeg tænker, at der er en form for fagligt stempel og garanti, fordi det jo er uddannede folk, vi sættes i kontakt med gennem forbundets jobformidling. Det var måske lidt en prøvehandling for mit vedkommende, men det gik godt – så den vej vil jeg da gå igen, når vi står med en ledig vikarstilling

Værd at vide om jobformidlingen

Socialpædagogernes jobformidling hjælper dig som leder med at finde de rette kandidater til vikarstillinger eller fastansættelser.

Med et solidt kendskab til det socialpædagogiske arbejdsmarked sikrer jobformidlingens konsulenter en effektiv rekruttering af den rette socialpædagog.

Læs mere om jobformidlingen på sl.dk/nymedarbejder

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Job og karriere, Ledere