Socialpædagog i spidsen for plejecenter
Som leder af et plejecenter står socialpædagog Tania Nansen Fledelius i spidsen for ca. 69 medarbejdere - primært sundhedsfaglige. – Det er et helt andet mindset end det, jeg kommer fra, men her er også brug for socialpædagogik, siger hun
Er jeg som socialpædagogisk leder kvalificeret til at lede en personalegruppe af sundhedsfaglige medarbejdere? Og kan jeg bruge mine kompetencer og erfaringer fra psykiatrien til at lede på ældreområdet, som jeg ikke har nogen erfaring med?
De spørgsmål rumsterede i hovedet på Tania Nansen Fledelius, da hun sidste år så stillingsopslaget, hvor plejecentret Bakkegården i Hørve søgte en centerleder.
– Jeg nærmede mig de 50 og tænkte, at skulle jeg prøve noget andet, var det nu. Men jeg var helt ærlig, da jeg ringede på stillingen og meldte klart ud, at jeg ikke gad at spilde deres tid, så hvis min profil var uinteressant, ville jeg ikke søge. Men det gav så god mening, fornemmede jeg – så jeg søgte og fik jobbet, fortæller Tania Nansen Fledelius, som er 51 år og kom fra en lederstilling i socialpsykiatrien i Holbæk Kommune.
Jeg gør meget ud af at være den, der rummer medarbejderes følelser og hjælper dem med at lande alt det, der er svært
Tania Nansen Fledelius, centerleder Bakkegården
Corona kaldte på ekspertise
Tania Nansen Fledelius tiltrådte som centerleder på det tidspunkt, hvor corona ændrede hverdagen og arbejdsgangene – og hun valgte fra dag ét at rette ind i forhold til en kritisk situation, hvor der var brug for sundhedsfaglig ekspertise.
– Jeg stod med en medarbejdergruppe, som var toptrænede i forhold til at håndtere sygdom og virus, og som havde styr på hele den der sundhedsfaglige maskine, der går i gang, når corona lukker os ned. Så jeg var ikke den leder, der tog nogle chancer – jeg fulgte dem, der vidste bedre, fortæller hun.
Men siden har hun i den grad sat sine socialpædagogiske kompetencer i spil som leder.
– Som socialpædagog er jeg optaget af relationer – både mellem medarbejderne og i forhold til vores beboere. Jeg har fx meget fokus på pårørendesamarbejdet, på gruppedynamikker, medarbejderudvikling og på, hvordan vi bliver bedre til at forstå de mennesker, vi arbejder med – for det er jo ikke altid, medicin er den bedste løsning. Og så gør jeg meget ud af at være den, der rummer medarbejderes følelser og hjælper dem med at lande alt det, der er svært.
Kvæler dem i kærlighed
Netop det relationelle fokus er det, der adskiller Tania Nansen Fledelius måde at være leder på fra den typiske sundhedsfaglige leder, lyder det fra Henriette Juhl:
– Jeg siger gerne, at hun kvæler medarbejderne i kærlighed. Og med det, mener jeg, at Tania hele tiden har fokus på, at medarbejderne skal trives, og de skal kunne samarbejde, for ellers fungerer fagligheden og hverdagen ikke. Samtidig er hun supergod til at udfordre den sundhedsfaglige tilgang ved at stille spørgsmål: Hvorfor gør vi sådan? Og hvad er meningen med det, vi gør?
Et andet tydeligt aftryk fra den socialpædagogiske leder er, at supervision, konflikthåndtering og faste trivselsrunder er blevet en fast del af hverdagen på Bakkegården.
– Jeg er meget optaget af, at medarbejderne har det godt sammen og er i balance, og derfor prioriterer jeg fx supervision og debriefing højt. Hvis man har stået i en svær situation eller haft en konflikt med en borger eller en pårørende, så er det vigtigt for mig at hjælpe medarbejderen med at få det afmonteret og bearbejdet, så man ikke bærer tingene med sig. Og det er jo nok mit socialpædagogiske blik, der spiller ind her, siger Tania Nansen Fledelius.
To sygeplejersker om at have en socialpædagogisk leder
Jeanette Christensen og Tine Schulz er begge sygeplejersker på Bakkegården – og har altid haft sygeplejersker som ledere. Her sætter de ord på, hvad der har ændret sig, siden de fik socialpædagog Tania Nansen Fledelius som leder.
Tine Schulz: Det er lidt et paradigmeskifte. Som sundhedsfaglige er vi så vant til at løse alting med grundlæggende sygepleje og medicin, og nu har vi en leder, som udfordrer den tankegang. Vi mærker det særligt i forhold til de borgere med demens, som vi arbejder med, hvor den neuropædagogiske tilgang nu er rettesnoren for os, og hvor vi nu mere prøver at afdække alt omkring beboeren, inden vi tyr til antipsykotisk medicin.
Jeanette Christensen: Tania ser nok mere ledelse som en profession. Hun er god til at mærke stemningen og fornemme relationerne mellem os og giver os gode værktøjer til at løse konflikter i teamet. Vi har nu fået en fast struktur med teammøder hver måned, hvor en trivselsrunde giver mulighed for, at alle får sagt, hvad der rør sig i teamet. Det har givet os en mere harmonisk og positiv arbejdsplads, hvor der ikke er så meget skyllerumssnak.
Tine Schulz: Nogle gange kan det godt føles lidt langhåret med al den pædagogiske snak, når man nu er skolet i at se alt med sundhedsfaglige briller. Men vi kan jo se, at det gør noget godt for arbejdsmiljøet, at Tania ser anderledes på tingene. Det tværfaglige blomstrer, og der sker udvikling, fordi vi får nye øjne på vores praksis. Og så vil også lige pointere, at den tværfaglige udvikling er sket på halvandet år – stærkt presset af COVID19, og det er da ret vildt, at udvikling kan foregå under disse omstændigheder.
Jeanette Christensen: Tania er meget nysgerrig og respektfuld overfor vores faglighed, så det er alt det, hun lægger oveni, der gør forskellen. Hendes blik for vores trivsel, hendes insisteren på debriefing og supervision og hendes evne til at fange alle de små nuancer i hverdagen. Det gør, at vi har fået et bedre arbejdsmiljø.
