icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Christian Freund.png
Artiklen er en del af fagligt fokus
Da Christian Freund for et par år siden gennemførte Socialpædagogernes fagpolitiske uddannelse, fik han konkrete redskaber til at føre sine idéer ud i livet.
Portræt

Hvorfor gør vi ikke det her på en anden måde?

Med projektet ’Break the rules’ vil Christian Freund gøre op med dårlige vaner og uhensigtsmæssige måder at arbejde på. – Vi leder efter de små forandringer, der løfter vores faglighed og øger trivslen for borgerne, siger den 34-årige socialpædagog

Tænk engang at få en idé, der er så oplagt, at den bliver udbredt ikke bare i socialpsykiatrien i kommunen – men også i tandplejen, sygeplejen og sundhedsplejen.

Det skete for den 34-årige socialpædagog Christian Freund, da han for et par år siden luftede tanken om et nyt projekt i Aabenraa Kommune. Med ’Break the rules’ skulle der gøres op med dårlige vaner og fri­gives mere tid til kerneopgaven.

– Jeg er drevet af ambitionen om, at jeg gerne vil være med til at gøre tingene lidt bedre – både som socialpædagog, i mit faglige arbejde og gennem mit politiske engagement. Der er jo ingen grund til at holde sig tilbage, hvis man tror på, at man kan påvirke tingene i en positiv retning, siger han.

Man kan hurtigt miste pusten, når først Christian Freund går i gang med at remse op, hvad han får tiden til at gå med. For så får man smidt en liste af titler og initiativer i hovedet, der vidner om, at her er en mand, som har gang i rigtig mange ting.

Først og fremmest er han socialpædagog. Men en lang række tillidsposter fylder også godt på Christian Freunds CV, ligesom han er i gang med at skrive en bog og udvikle et helt nyt diplommodul.

– Jeg spilder ikke tiden. Det kan vi da godt blive enige om, griner han.

Som socialpædagog på Botilbud Bjerggade i Aabenraa arbejder han med 14 psykisk sårbare borgere, der tumler med udfordringer som skizofreni, borderline, spiseforstyrrelser og massivt omsorgssvigt. Og i rollen som fællestillidsrepræsentant for 288 socialpædagoger i Aabenraa Kommune har Christian Freund også sin faste gang på rådhuset, hvor han deler kontor med en række FTR’er fra andre fagforbund.

– På rådhuset er jeg socialpædagogen med de spidse sko. Ham, som man altid kan høre, længe inden jeg banker på døren med en ny idé, fordi jeg altid går i lædersko på de flisebelagte lange gange – det er ligesom blevet mit vartegn, griner Christian Freund.

Der blev tændt en ild

Det var, da Christian Freund for et par år siden gen­nem­førte Socialpædagogernes fagpolitiske uddan­nelse, at der for alvor blev tændt en ild i ham i forhold til at gå nye veje.

– Jeg har nok altid haft en trang til at gøre tingene anderledes og bedre. Måske er der lidt rebel i mig, fordi jeg ofte tænker, jamen hvorfor ikke gøre tingene på min egen måde? Jeg vil da helst stille mig forrest og være med til at bestemme vejen og komme med mine idéer og input. Og med de to uddannelsesforløb fik jeg pludselig nogle konkrete redskaber til at bruge de kompetencer, jeg har, fortæller han.

Så da hans områdechef vendte hjem fra en studietur og luftede et koncept ’Break the rules’, som man bl.a. har brugt som en del af arbejdet med kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet i Storbritannien, besluttede Christian Freund sig hurtigt for, at der skulle sparkes et par døre ind på ledelsesgangene.

– Dengang talte alle om velfærdsteknologi, og der kom jeg så og forsøgte at sælge idéen om et koncept, der handler om noget meget mere hverdagsagtigt og lavpraktisk. For ’Break the rules’ går i al sin enkelthed ud på at fjerne dårlige vaner og uhensigtsmæssige måder at arbejde på, så vi får mere tid og overskud til kerne­opgaven. Og det banebrydende i konceptet er, at man finder de små mikroforandringer ved at spørge dem, der ved bedst: borgerne, medarbejderne og de pårørende.

CV: Christian Freund, 34 år

  • Har arbejdet som socialpædagog på et bosted for udviklings­hæmmede i Vojens – og er nu ansat på det socialpsykiatriske Botilbud Bjerggade i Aabenraa.
  • Blev valgt som TR i 2017 – og blev efter et halvt år FTR for socialpædagoger ansat i Aabenraa Kommune.
  • Er netop genvalgt som kreds­bestyrelsesmedlem i Social­pædagogerne Sydjylland – og er kredsrepræsentant i koordinations­gruppen for fagligt selskab om mennesker med sindslidelser.
  • Er kasserer i Feriefonden – og bestyrelsesmedlem i den lokale håndboldklub.
  • Stillede for første gang op til kommunalvalget i 2021 for Socialdemokratiet, men blev ikke valgt ind.

Jeg spilder ikke tiden. Det kan vi da godt blive enige om. Men det er, fordi jeg er drevet af ambitionen om, at jeg gerne vil være med til at gøre tingene lidt bedre.

Christian Freund, socialpædagog og FTR

’Break the rules’

Konceptet handler om at finde frem til uhensigtsmæssige vaner og arbejdsgange, der ikke understøtter arbejdet med kerneopgaven.

Arbejdsmetoden i ’Break the rules’ er, at alle involverede på arbejdspladsen, dvs. medarbejdere, ledelse, borgere og pårørende, bidrager med forslag til, hvad de synes, der kunne gøres anderledes.

Målet er at skabe en forbedrings­kultur, hvor alle involverede opfordres til at være nysgerrige på vaner, arbejdsgange og -procedurer.

Balloner og flag

Der blev lyttet til den unge socialpædagog – og givet grønt lys til, at ’Break the rules’ skulle afprøves i efteråret 2019. I første omgang på to socialpsykiatriske bosteder, hvor beboere, pårørende, medarbejdere og ledere blev opfordret til at skrive deres forslag til forbedringer.

– Vi gav den fuld skrald første gang. Jeg pyntede op med balloner og flag og udloddede præmier – det skulle være en fest at være med til at forbedre vores hverdag, for ellers risikerede vi jo bare, at det endte som endnu en kommunal brokkasse, fortæller Christian Freund, som dengang modtog 34 konkrete forslag til ting, der kunne løfte hverdagen på bostederne.

– En medarbejder ønskede fx at få en ny printer, fordi den, vi havde på Bjerggade, virkelig var en tidsrøver. Vi havde bare vænnet os til en virkelig uhensigtsmæssig arbejdsgang. Et andet forslag kom fra beboere, som ønskede mere motion i hverdagen. Det har helt konkret ført til, at det nu i dag er en fast del af medarbejdernes kerneopgave at tilbyde beboerne gåture to gange om dagen. Et forslag, der ikke koster noget, men som der bare er så mange plusser ved, siger han.

En anden idé gik på, at beboerne gerne ville være tættere på deres sagsbehandlere. Det har betydet, at man nu arbejder med at have faste dage, hvor sags­behandleren har kontortid på bostedet.

– Det forslag betød, at vi fik øjnene op for, at mange borgere pga. deres angstlidelser ikke tør ringe til sagsbehandleren og bede om hjælp, hvis de fx skal til tandlægen eller til psykolog – og så vil det da løse mange problemer, hvis man på faste tidspunkter bare kan gå ned ad gangen og spørge sagsbehandleren direkte.

Christian Freund har slået sig ned i Krusmølle uden for Aabenraa. – Her er ro og fred, her kører ingen biler – og jeg har natur og dyreliv lige uden for døren.
Christian Freund har slået sig ned i Krusmølle uden for Aabenraa. – Her er ro og fred, her kører ingen biler – og jeg har natur og dyreliv lige uden for døren.

Mit bedste råd

– Når vi siger ’stolt socialpædagog’, så må vi altså godt vise den der stolthed lidt mere. Vi er så gode til at føle, men vi skal også huske at prale. For vi glemmer nogle gange, hvor stor en opgave vi egentlig løser som socialpædagoger. At vi ofte rykker mennesker, der har det virkeligt svært, så meget, at de kan klare sig selv resten af deres liv.
Det er jo fantastisk. Og det skal vi være stolte af. Vi giver mennesker med en dårlig fortid en bedre fremtid, og det kan altså godt side­stilles med den læge, der redder liv, lyder det fra Christian Freund.

Lidt af en Georg Gearløs

At bryde rutiner og tænke i nye måder at gøre tingene på ligger dybt lagret i Christian Freund – som menneske og som socialpædagog. Og behovet for at gå nye veje og se forandringerne i de små ting er nok en del af forklaringen på, at han stadig kan teksterne på mange Michael Learns to Rock-sange – og ved, hvor beroligende det kan være at se Tour de France:

– Jeg havde fx en beboer, der vandrede meget rundt, og som ofte slog sig, når han væltede pga. sin epilepsi. Men en sommer opdagede jeg, at han faldt fuldstændig til ro, hvis der kørte Tour de France på tv. En anden beboer, som havde mange spasmer, når hun var i bad, sang jeg Michael Learns to Rock med, for det gav hende ro og nærvær. Pointen med begge oplevelser er, at man aldrig skal være bange for at prøve noget nyt og bruge sig selv, også selvom det ikke lige står i den faglige manual, siger Christian Freund.

Selv betegner han sig som lidt af en Georg Gearløs, som aldrig er bange for at smide ’plejer’ langt væk og gå nye veje.

– Jeg kan ikke selv finde ud af at bygge noget – men jeg er til gengæld god til at bygge videre på og udvikle folks idéer. Og jeg tror fuldt og fast på, at man kommer længere ved nogle gange at være lidt flabet og sige ’fuck janteloven’. Hvorfor skal vi holde os tilbage? Hvis man vitterlig tænker, at man har en bedre idé end dem, der laver reglerne, så skal man da frem i bussen og være med. Det er sådan, man får indflydelse på tingene og er med til at forbedre de beslutninger og tiltag, der ellers ofte risikerer at ende som meningsløse forandringer.

Et helt nyt samserum tager form på Botilbud Bjerggade. – Vi har købt udstyr med alt, hvad der bimler og bamler – og det bygger på et konkret ’Break the rules’-forslag, siger Christian Freund.
Et helt nyt samserum tager form på Botilbud Bjerggade. – Vi har købt udstyr med alt, hvad der bimler og bamler – og det bygger på et konkret ’Break the rules’-forslag, siger Christian Freund.

En del af virksomhedsplanen

De små tiltag, der bidrager til nye og bedre arbejdsgange, er grundstenen i ’Break the rules’-konceptet, som Christian Freund i dag er stolt over at have fået bredt ud til flere matrikler i Aabenraa Kommune.

– Efter den første gang fik vi så mange positive tilbagemeldinger, at det året efter blev bredt ud til endnu flere arbejdspladser – og vi fik 190 postkort med forbedringsforslag pænt fordelt mellem først og fremmest borgere og medarbejdere. Tendensen er helt tydelig – rigtig mange føler sig set og hørt på en helt anden måde end hidtil, siger han.

Konceptet er nu skrevet ind i virksomhedsplanen, hvilket betyder, at også mange andre arbejdspladser end dem i socialpsykiatrien skal arbejde med ’Break the rules’. Det gælder fx tandplejen, sygeplejen og sundhedsplejen.

– Jeg ved da godt, at det er uvant for mange ledere at involvere både medarbejdere og borgere på den måde, og jeg er også godt klar over, at langtfra alle idéer og forslag kan føres ud i livet. Men vi lærer altså noget, når vi opfordrer alle til lige at stoppe op og tænke over, hvordan vi arbejder – og om der måske er noget, der kan gøres på en lidt bedre måde. Det giver faglig stolthed, trivsel og en følelse af, at man rent faktisk betyder noget og har indflydelse på tingene.

For at andre også kan få glæde af konceptet, er Christian Freund sammen med sin områdechef og en ekstern tovholder gået i gang med at samle og strukturere de gode erfaringer, så det efter planen munder ud i en bog eller en form for manual. Samtidig er han ved at lave en hjemmeside om konceptet og udvikle et diplommodul, som vil give fx socialpædagoger mulighed for at efteruddanne sig til at arbejde med ’Break the rules’.

– For mig er det en måde at tænke på, som med fordel kan forplante sig på rigtig mange arbejdspladser. Det med at ændre hele vores mindset, så vi i stedet for at brokke os over alt det, vi ikke har indflydelse på og ikke har ønsket, går ned til chefen og siger, hvorfor gør vi ikke det her på en anden måde? Nu skal du bare høre …

Jeg kan ikke selv finde ud af at bygge noget – men jeg er til gengæld god til at bygge videre på og udvikle folks idéer.

Christian Freund, socialpædagog og FTR

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis, Marginaliserede, Sindslidelser, TR og AMR