icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Jørgen familieplejer_1128x600.jpg
Familieplejer

Jørgen fik 3 ekstra vederlag

Med hjælp fra Socialpædagogerne fik 'Jørgen' forhandlet sine vederlag op fra fem til otte – og fik dermed en lønstigning på mere end 13.000 kroner

Du kan lige så godt opgive. Den kommune er hverken til at hugge eller stikke i. Du får ikke en krone. Sådan lød det fra nogle af Jørgens familieplejekollegaer, da han sidste år bad om en vederlagsforhandling. For hans ene plejesøn havde vist sig at være en langt større udfordring, end det fremgik af papirerne, da Jørgen og hans kone sagde ja til at tage ham i pleje.

– Mikkel skal være under overvågning 24 timer i døgnet, og når han er i specialskolen, skal jeg altid være klar på, at han kan blive ringet hjem, så jeg skal smide alt, hvad jeg har i hænderne. Og på den måde er det helt umuligt at løse andre arbejdsopgaver ved siden af arbejdet som plejefar, siger Jørgen.

Jørgen fik fem vederlag, altså godt 22.000 kr., for plejeopgaven, men da han havde skrevet til kommunen og bedt om en vederlagsforhandling, måtte han væbne sig med tålmodighed. For der gik ca. et halvt år før, kommunen var klar til at forhandle.

Forinden var Jørgen temmelig nervøs.

– Jeg havde erfaring med at gå ind til en arbejdsgiver og bede om lønforhøjelse, men det her er noget helt andet. Du skal redegøre for barnets adfærd som begrundelse for, at du skal have højere vederlag. Og der er meget mere på spil. Hvis vederlagsforhandlingen ikke faldt på plads, skulle vi sige farvel til Mikkel.

Psykolograpporten underbyggede alt, hvad jeg sagde, og uden den havde jeg nok ikke fået så mange vederlag – men jeg tror faktisk heller ikke, at jeg havde fået det, hvis jeg var kommet alene.

'Jørgen', familieplejer

Hjælp fra Socialpædagogerne

Inden forhandlingen tog Jørgen kontakt til Socialpædagogerne, hvor en konsulent kom på sagen. Hun skulle med som bisidder og hjalp også Jørgen med forberedelsen.

– Jeg havde spillet ud med ti vederlag, selv om jeg godt vidste, at det var for meget. Så tænkte jeg, at der var noget at forhandle med, men hun sagde, at det var bedre at være realistisk. Hun lagde også vægt på, at jeg skulle forklare, hvorfor Mikkel skal overvåges konstant – og hvad det betyder for vores hverdag, fortæller Jørgen, der fx er nødt til at hente Mikkel på specialskolen, selv om der er mulighed for taxakørsel.

– Jeg kan ikke være sikker på, at en taxachauffør kan håndtere en situation, hvor Mikkel bliver udadreagerende. Og jeg kan heller ikke lade ham være sammen med andre børn på bagsædet uden opsyn.

Jørgen havde også en psykolograpport, der underbyggede hans opfattelse af Mikkels udfordringer, og under forhandlingen sagde kommunen ja til otte vederlag. Præcis det antal Jørgen og konsulenten havde vurderet som realistisk.

Indvendig jubel

– Så jublede jeg jo indeni, selv om jeg prøvede at skjule det. Og i den situation tænker man måske ikke helt klart. Så var det virkelig godt, at konsulenten var med som min bisidder. Fx var det hende, der sagde: ’Og så skal det jo være fra den dato, hvor Jørgen ansøgte om en vederlagsforhandling, det er vi enige om, ikke?’ Det havde jeg nemlig ret til, og nu blev det skrevet ind i referatet. Det var også konsulenten, der påpegede, at jeg også skulle have dækket kørselsudgifterne til specialskolen. Det havde jeg selv glemt i situationen, siger Jørgen.

Han er virkelig glad for hjælpen fra Socialpædagogernes konsulent.

– Psykolograpporten underbyggede alt, hvad jeg sagde, og uden den havde jeg nok ikke fået så mange vederlag – men jeg tror faktisk heller ikke, at jeg havde fået det, hvis jeg var kommet alene eller havde taget min gamle mor med som bisidder. Så kunne jeg nemt være blevet kørt over af kommunen.

Jørgen hedder noget andet i virkeligheden. Sagen er anonymiseret for at sikre plejebarnets anonymitet.

Få hjælp og rådgivning om din ansættelse

Som familieplejemedlem hos Socialpædagogerne får du en stærk partner i ryggen, hvis du får brug for hjælp og rådgivning omkring din ansættelse.

Du får bistand af faglige konsulenter i din lokale kreds. Her kan du se, hvad du er berettiget til.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Familieplejere, Børn og unge