icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
pædagogstuderende i østjylland.jpg
De to pædagogstuderende Camilla Wittorff og Julie Nedergaard Pedersen synes, at de nye specialiseringsforløb er et godt tilbud til at gøre overgangen til arbejdsmarkedet god.
Faglighed

Nyuddannede får en ekstra varm modtagelse i Østjylland

For at sikre den rette specialiserede viden hos nyuddannede socialpædagoger investerer Landsbyen Sølund – i samarbejde med Socialpædagogerne – i faglighed og tilbyder et specialiseringsforløb med løn, hvor nyuddannede i fire måneder skal veksle mellem undervisning, arbejde og supervision

– Har du hørt om vores nye specialiseringsforløb?

Spørgsmålet er til en af de pædagogstuderende, der er til jobmesse på VIA Horsens. Jobmessen er for de pædagogstuderende, der til januar bliver færdige som pædagoger.

Anne-Marie Kruse, der er leder af Landsbyen Sølund, har i dag ti særlige stillinger til nyuddannede med på jobmessen. Det er faste stillinger, der indeholder en fire måneders introduktion til arbejdspladsen, så de nyuddannede bliver specialiseret i arbejdet på Sølund.

– Introduktionsforløbene bygger bro fra grunduddannelsen til det specialiserede område, siger Anne-Marie Kruse fra Landsbyen Sølund, som er et bo- og aktivitetstilbud med over 800 ansatte i Skanderborg Kommune for mennesker med betydelig og varigt nedsat psykisk og fysisk funktionsniveau.

Masser af undervisning og supervision
Specialiseringsforløbet varer fire måneder og er udviklet i samarbejde mellem Landsbyen Sølund, Bostederne Skanderborg og Socialpædagogerne Østjylland. Halvdelen af tiden er i praksis, mens en fjerdedel af tiden består af relevant undervisning, og i den resterende tid indgår den ansatte i et fagligt netværk, modtager supervision og har sparring med mentor. For Anne-Marie Kruse er det vigtigt, at de som arbejdsplads påtager sig ansvaret for en ordentlig oplæring.  

– Det kræver en specialiseret viden at arbejde på vores område, og har man de rette kompetencer, er det en væsentlig beskyttelsesfaktor ind i et godt arbejdsmiljø. Og det er vigtigt, at vi som specialiseret område påtager os det ansvar overfor medarbejderne, siger hun.

Specialiseringsforløbene er udviklet sammen med Socialpædagogerne Østjylland.

– At lave gode liv for beboerne og gode arbejdsliv for medarbejderne, kan vi ikke gøre alene. Vi har et kæmpe ansvar for begge dele på sådan en stor arbejdsplads, som Landsbyen Sølund er. Skal vi lykkes med det, har vi brug for sparring og nogle at spille bold med, som er uden for Sølund, og der udgør Socialpædagogerne en rigtig vigtig samarbejdspartner, siger Anne-Marie Kruse.

Nyuddannede i risiko for arbejdsskader
Gert Landergren Due, der er formand for Socialpædagogerne Østjylland, ser gerne, at flere arbejdspladser gør som Sølund. 

– Vi håber, at det her kan inspirere andre til at gøre lignende tiltag. Det er ambitiøst, men det er også vigtigt, for de nyuddannede har en større risiko for arbejdsskader, og nogle af dem vender hurtigt i døren. Det går jo ikke, siger han og fortsætter.

– Vi er ikke arbejdsgiver, men vi er som fagforening stærkt optaget af driften, for høj faglighed giver også et godt arbejdsmiljø, og faglighed forandrer liv. Begge dele går hånd i hånd.

Praksis kan være angstprovokerende
På jobmessen er de to pædagogstuderende Camilla Wittorff og Julie Nedergaard Pedersen netop blevet introduceret til specialiseringsforløbet.

– Jeg synes, det er et rigtig godt tiltag, for når man kommer fra uddannelsen, så er det lidt angstprovokerende at give slip på ens sikre base, som den har været i 3,5 år. At man kommer ud og får en hjælpende hånd, det er et rigtig godt tiltag, som vil gavne mange, siger Camilla Wittorff.

 Hendes medstuderende Julie Nedergaard Pedersen supplerer:

– Det er lidt intimiderende at komme ud og få en ny jobbeskrivelse og møde ny verden, hvor du ikke bare er studerende. Så er det godt at blive hjulpet lidt på vej til at lære den nye verden at kende. Altså hjælp til strukturer, metoder, den pædagogiske tænkning og hvordan man arbejder, siger hun.

Modet til at tænke langt
Anne-Marie Kruse er glad for, at de studerende tager godt imod tiltaget, og hun er sikker på, at initiativet vil øge kvaliteten på Sølund, fordi medarbejderne bliver specialiseret til opgaven, og det vil påvirke arbejdsmiljøet positivt.

– Der er også en investering i det, men vi bruger også penge, hvis vi rammer skævt i andre sammenhænge. Vi skal have modet til at være visionære og til at tænke langsigtet, siger hun.