icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
20211029MBR5157.gif
Et overfald på jobbet resulterede i, at Helle Fogh først blev langtidssygemelding - og siden fyret fra sit arbejde. Hun har efterfølgende været i behandling for PTSD.
Arbejdsskade

Overfaldet af fejlplaceret borger

For tre år siden blev Helle Fogh overfaldet af en beboer på det botilbud, hvor hun arbejdede. Socialpædagogerne gik ind i sagen – og nu har kommunen betalt 430.000 kr. i erstatning, fordi botilbuddet ikke var godkendt til beboeren

  • Henrik Jensen / Foto: Michael Bo Rasmussen / Baghuset
  • 11-2021 /

Søndag den 24. juni 2018 blev Helle Foghs sidste arbejdsdag som socialpædagog. Den dag blev hun overfaldet på sin arbejdsplads Under Bøgen – et kommunalt bofællesskab for voksne med udviklingshæmning i den nordjyske by Aalestrup i Vesthimmerlands Kommune.

Først fik hun slynget tallerkener og kaffekopper med varm kaffe mod sig. Herefter blev hun angrebet med slag i ansigtet og spark mod kroppen – og endnu flere slag, da hun forsøgte at komme væk.

Overfaldet resulterede i, at Helle Fogh først blev langtidssyge­meldt og siden fyret fra sit arbejde. Hun har efterfølgende været i behandling for PTSD, og hun har for længst erkendt, at hun aldrig kommer til at arbejde som socialpædagog igen.

– Jeg er stolt af mit fag, og jeg elskede at arbejde som socialpædagog. Men efter overfaldet kommer jeg desværre aldrig til at arbejde med mennesker igen, siger 49-årige Helle Fogh.

Erkender ansvar

Selvom selve overfaldet blev begået af en beboer på Under Bøgen, har Vesthimmerlands Kommune nu tre år efter episoden erkendt, at det er kommunen, der bærer ansvaret for den skade, som Helle Fogh blev påført på sit arbejde.

Efterfølgende er det nemlig kommet frem, at Vesthimmerlands Kommune bevidst havde fejlvisiteret den dengang 39-årige mand med udviklingshæmning, som overfaldt Helle Fogh.

– Kommunen havde placeret en meget udadreagerende kompleks borger i bofællesskabet, som vi slet ikke var godkendt til at have boende. Dermed udsatte de både beboere og ansatte for fare, og det endte med at gå ud over mig, siger hun.  

Sammen med Socialpædagogerne Nordjylland anlagde Helle Fogh i november sidste år et civilt søgsmål mod Vesthimmerlands Kommune. Og efter en del juridiske tovtrækkerier er kommunen nu gået med til at indgå forlig med Helle Fogh og betaler hende en erstatning på 430.000 kr.

I forligsteksten står der kort og godt, at ’Vesthimmerlands Kommune anerkender ansvaret for skaden den 24. juni 2018 og udbetaler kr. 430.101,60, tillagt renter fra den 27. november 2020, til betaling sker.’

– Jeg husker ikke, at der tidligere er kommuner, som har anerkendt, at det er ansvarspådragende, hvis de indskriver borgere i tilbud, som ikke er godkendt til dem. Dermed kan sagen bruges, hvis der opstår lignende sager andre steder i landet, siger Peter H. S. Kristensen, der er formand for Socialpædagogerne Nordjylland.

Helle Fogh har  i dag erkendt,  at hun ikke skal  arbejde som socialpædagog  igen – og er nu i  arbejdsprøvning  på et golfcenter.
Helle Fogh har i dag erkendt, at hun ikke skal arbejde som socialpædagog igen – og er nu i arbejdsprøvning på et golfcenter.

Det gik meget stærkt

Helle Fogh var den eneste ansatte til stede på Under Bøgen, da den 39-årige beboer pludselig gik amok.

Hun fortæller, at det hele gik meget stærkt.

– Jeg sad på en stol presset op mod en væg, da han pludselig eksploderede og begyndte at slå mig hårdt og råbe højt. Han er en meget stor og stærk mand, og jeg kunne ikke slippe væk. Til sidst lykkedes det mig at flygte ud af huset og ud på en parkeringsplads, hvor jeg rystede og hyperventilerede, og hvor det hele bare sortnede. Siden har jeg ikke været mig selv, siger Helle Fogh.

Den 39-årige beboer flyttede ind på Under Bøgen næsten samtidig med, at Helle Fogh blev ansat 1. oktober 2017. Inden da boede han i et enkeltmandstilbud i en nabokommune.

For Helle Fogh og hendes kolleger stod det hurtigt klart, at den nye beboer havde en langt voldsommere adfærd end de andre beboere i bofællesskabet.

– Vi forsøgte at gøre vores leder opmærksom på problemet, men hun affærdigede os bare og sagde, at vi var dårlige socialpædagoger, hvis vi ikke kunne håndtere ham, siger Helle Fogh.

Hun har stadig tæt kontakt med sine tidligere gode kolleger på Under Bøgen, som har bakket hende op i sagen mod Vesthimmer­lands Kommune.

– Problemet var, at der på det tidspunkt var nogle chefer og ledere i kommunen, som formentlig for at spare penge bevidst placerede borgere i tilbud, hvor de ikke hørte hjemme, siger Helle Fogh.

Jeg er stolt af mit fag, og jeg elskede at arbejde som socialpædagog. Men efter overfaldet kommer jeg desværre aldrig til at arbejde med mennesker igen

Helle Fogh, socialpædagog

Flere fejlplacerede

Efter overfaldet var både Social­tilsyn Nord og Arbejdstilsynet ude med alvorlig kritik af Vest­himmerlands Kommune for at have fejlplaceret den 39-årige mand. Kritikken fik kommunen til at lave en intern undersøgelse, som afslørede, at den 39-årige langtfra var den eneste borger, som var blevet placeret på et botilbud i strid med reglerne.

Alene i Aalestrup blev der på fem kommunale bofællesskaber for voksne med udviklingshæmning fundet seks borgere, som bofællesskaberne ikke var godkendt til. Borgerne er nu blevet placeret i botilbud, som er godkendt til dem.

Afsløringerne har fået konsekvenser internt i Vesthimmerlands Kommune, hvor både kommunens handicap- og psykiatrichef og myndighedschef er fratrådt deres stillinger. Det samme gælder Helle Foghs tidligere leder på Under Bøgen.

– Det er min oplevelse, at Vesthimmerlands Kommune har lært af sagen og godt ved, at det er fuldstændig uacceptabelt, hvad de har udsat Helle og hendes kolleger for. Jeg er tilfreds med, at kommunen har accepteret at betale erstatning og anerkender sit ansvar, selvom det desværre ikke fjerner alle Helles problemer, siger kredsformand Peter H. S. Kristensen.

Helle Fogh er i dag i arbejdsprøvning på et golfcenter, hvor hun lige nu kan klare at arbejde to-tre timer tre dage om ugen.

Få hjælp, hvis du er kommet til skade på jobbet

Hvad er en arbejdsskade? Hvem skal anmelde en arbejdsskade? Hvornår skal skaden anmeldes? Hvilken erstatning kan du få? Og hvad kan Socialpædagogernes arbejdsskadeteam gøre for dig?

Vi har samlet alt det, der er værd at vide om arbejdsskader på sl.dk

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse, Arbejdsmiljø