icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Refleksion_CB_40185828_1128x600.png
Kronik

Refleksion er et af de vigtigste værktøjer

Selvom jeg altid har været i besiddelse af en udmærket evne til at reflektere, var det først under uddannelsen til social- og specialpædagog, at det for alvor gik op for mig, at refleksion er en evne, der skal læres og trænes.

  • Thorbjørn Wagner-August

På grund af min turbulente opvækst har jeg tidligt måttet begynde at reflektere meget over mit liv for at klare mig. Jeg fik derfor ofte ros i skolen, på uddannelser og på arbejdspladser for have en god refleksionsevne.

Da jeg i min sidste praktik som social- og specialpædagog stødte på en vejleder, der mente, at jeg ikke selv var i stand til at definere, hvilke refleksioner der er relevante, gik jeg først i baglås.

Jeg brystede mig med, at jeg lige præcis var god til at vurdere, hvilke refleksioner der var relevante at arbejde videre med. Sagt på en anden måde, så var jeg vant til at få lov til at definere, hvad der er relevant viden for mig selv såvel som andre. Set i bakspejlet en naiv og arrogant holdning at bære rundt på.

Irriteret gik jeg med på præmissen, at jeg skulle fylde min observations- og refleksionslog med alle observationer og refleksioner, som jeg kunne finde i mit daglige arbejde. Jeg var overbevist om, at det ville være spild af min tid, og at jeg hurtigt ville gøre det klart for min vejleder, at han tog fejl i at diktere min arbejdsproces.

Virkeligheden blev dog en anden.

Set med andres øjne

Efter få dage gik det op for mig, at jeg tidligere faktisk havde sorteret observationer og dermed refleksioner fra, som viste sig at have stor betydning for mit pædagogiske virke. Med min model var jeg gået glip af muligheden for at se mønstre, som jeg kunne bruge til at hjælpe borgeren til at udvikle sig.

Det var en stor læring for mig. Og det gik for alvor op for mig, at refleksion ikke bare var noget, som nogen kunne – men at det er en evne, der skal trænes.

Det var starten til, at jeg fik løftet mine refleksioner fra et ego-perspektiv til et meta-perspektiv. Med tiden fik jeg udvidet min evne til at sætte mig ind i andres sted – til at løfte mig ud af mit eget virkelighedsperspektiv og se virkeligheden, med andres øjne.

Refleksion er limen

I dag, som praktiserende socialpædagog, er refleksion et af mine stærkeste og mest brugte værktøjer. Refleksion i forhold til mig selv, mit liv og min praksis. Refleksion i forhold til de borgere, jeg arbejder med, det samfund, vi lever i, de rammer, der er sat for pædagogikken, og den måde, vi som professionelle indgår i opgaven på. Listen er så meget længere, da der nærmest ikke er et område, en tilgang eller et forhold, der ikke fortjener at blive reflekteret over.

For mig er refleksion det værktøj, der binder forskellige felter, perspektiver eller tilgange sammen. Det er gennem refleksion, at vi kan skabe koblingen mellem teori og praksis. Eller skabe sammenhæng mellem krav og behov i forhold til borgeren. For at nævne nogle få indsatsmuligheder for en refleksiv praksis.

Refleksion er limen, der omdanner korthuset til en solid konstruktion.

Burde stå på skemaet

Som pædagoger er vi heldige. Vi bliver under uddannelsen konstant opfordret til at øve os i at reflektere. Desværre oplevede jeg det på en måde, at formen gjorde, at det var tilfældigt, hvem der fik udviklet sine refleksive evner.

Jeg var selv ved at falde ned mellem to stole, fordi jeg var overbevist om, at jeg havde styr på at reflektere. Det var udelukkende, fordi jeg blev forstyrret i min overbevisning, at jeg endte, hvor jeg er i dag.

Derfor er jeg også af den overbevisning, at refleksion burde stå på skemaet. Ikke kun på pædagoguddannelsen, eller andre lignende uddannelser, såsom lærer, socialrådgiver og sygeplejerske. Men faktisk burde vi allerede fra folkeskolen have et fag, der lærer eleverne et reflektere.

Glemmer borgerens virkelighed

Når vi øver os i at reflektere, øver vi os i at løfte os ud af egne overbevisninger og værdier. Vi forsøger at bryde ud af vores eget virkelighedsperspektiv, som vi til dagligt bruger som kompas. Et kompas, der i dagligdagen giver os en form for ro til at indgå i vores hverdag.

Vi kan dog hurtigt stirre os blinde på, at den virkelighed, vi oplever – dvs. de værdier og normer, vi repræsenterer – ikke er gældende for alle. Jeg har især oplevet det i praksis, når der i en personalegruppe skal defineres, hvad et værdigt liv er – eller hvilke kriterier der skal til for, at en borger mestrer eget liv.

Uden at tænke over det bruger mange af os vores egen habitus til at definere, hvad livsmestring er. Vi kan faktisk blive så fanget i vores eget perspektiv, at vi fuldstændig glemmer at forholde os til borgerens – hovedpersonens – virkelighed.

Andre får sikkert også tæv

På det personlige plan oplevede jeg, hvor svært det kan være at se sig ud af, at egen virkelighed ikke nødvendigvis repræsenterer normen. Det tog mig mange år at finde ud af, eller nærmere at erkende, at min barndom ikke var et eksempel på normen.

Alligevel gik jeg mange år og var overbevist om, at de andre i klassen sikkert også fik tæv med bælte, når de ikke havde lavet lektier. Eller at det var normen, at når papfar blev sur, blev man låst inde i skabet i nogle timer.

Senere i livet var jeg overbevist om, at det var normen, at man som 16-årig drak sig fuld fire dage om ugen. At det var normen, at man efter de fleste drukture, ikke kunne huske noget – for jeg kunne jo i forvejen kun huske brøkdele fra min barndom.

Jeg var overbevist om, at det var normen, at forældre lod deres små børn være alene om natten, fordi de skulle arbejde. At det var normen, at man som storebror skulle sørge for at opdrage ens tre år yngre lillebror.

For selvom jeg inderst inde godt vidste, at jeg var anderledes, havde jeg ikke evnerne til at forstå, hvorfor.

Kan kun gå for langsomt

Ved at sætte refleksion på skemaet allerede i folkeskolen vil det bidrage til at skabe generationer af selvstændige og selvtænkende individer. Det vil bidrage til opsporing og mulighed for at implementere en tidlig indsats.

På længere sigt, kan det også nedbringe tiden, som unge bruger på at finde deres vej i livet. Ved at udfordre og fremme evnen til at tænke selv, sætte sig ud over egen virkelighed og åbne mulighederne for, at der findes andre måder at leve på, skaber vi grobund for en proces, hvor det enkelte individ mentalt kan lære at stå på egne ben. Langt før, at de unge går fra en virkelighed, hvor alt bliver serveret og dikteret, til pludselig at blive kastet ud på dybt vand.

Selv i et større samfundsperspektiv, kan det kun fremme kvaliteten af vores arbejdskraft at skabe reflekterende individer. Om man arbejder med mennesker, salg, landbrug eller noget helt fjerde, så vil evnen til at reflektere skabe fundamentet for individer, der tænker innovativt, selvstændigt og udviklingsorienteret.

Danmark har brug for kloge hoveder – innovative og
selvstændigt tænkende individer – for at holdes os konkurrencedygtige på et voksende verdensmarked. Så ud fra mit lille virkelighedsperspektiv kan det kun gå for langsomt, med at få sat refleksion på skemaet!

Uden at tænke over det bruger mange af os vores egen habitus til at definere, hvad livsmestring er. Vi kan faktisk blive så fanget i vores eget perspektiv, at vi fuldstændig glemmer at forholde os til borgerens – hovedpersonens – virkelighed.

Thorbjørn Wagner-August, socialpædagog