icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
IMG_1906.gif
På Bostedet Neptunvej i Randers er både socialpædagog Gitte Iversen Bager (tv) og hendes leder Gitte Grill Hansen begejstrede for arbejdspladsens nye trivselspanel, som bruges til at sætte fokus på, hvordan det står til med trivslen.
Arbejdsmiljø

Sådan fik vi kickstartet vores arbejdsmiljø

En fælles indsats fra ledelse, medarbejdere og fagforbund har vendt udviklingen på bostedet Neptunvej i Randers, der var plaget af dårlig trivsel og stor frustration blandt medarbejderne. Et trivselspanel bidrager nu til at holde fokus på arbejdsmiljø og faglighed

Socialpædagog Gitte Iversen Bager husker tydeligt det møde, der i hendes øjne blev startskuddet til store forandringer på hendes arbejdsplads, bostedet Neptunvej i Randers.
– Der var sådan en stemning af at: Nu! Nu skal der ske noget, fortæller hun.

Det var Socialpædagogerne og FOA, der i fællesskab havde indkaldt til medlemsmødet, efter at Socialpædagogernes tillidsrepræsentant havde henvendt sig til Socialpædagogerne Østjylland med et nødråb: Det stod virkelig skidt til med trivslen blandt medarbejderne, og var der ikke noget, fagforeningen kunne gøre for at hjælpe?

Efter medlemsmødet holdt Socialpædagogerne og FOA et møde med blandt andre Gitte Grill Hansen, der er leder af botilbuddene i Center for voksenhandicap i Randers Kommune. Her fortalte fagforeningerne om medlemmernes frustration, der bl.a. gik på, at der var utrolig stor udskiftning i medarbejdergruppen, og at der generelt var for få ressourcer til at give borgerne det rette tilbud.

Mit motto er, at man skal bedrive ledelse på et oplyst grundlag. Man skal inddrage medarbejderne og forstå de udfordringer, de møder på gulvet.

Gitte Grill Hansen, botilbudsleder

Nedsatte et trivselspanel

Gitte Grill Hansen var tiltrådt et par måneder forinden og besluttede med det samme at gøre noget.

– Mit motto er, at man skal bedrive ledelse på et oplyst grundlag. Man skal inddrage medarbejderne og forstå de udfordringer, de møder på gulvet. Derfor nedsatte jeg et ’Trivselspanel’ med repræsentanter for såvel ledelse som medarbejdere fra alle teams. Og jeg inviterede fagforeningerne med om bord, fordi jeg ønskede at skabe tillid blandt medarbejderne. Som ledelse havde vi skam tænkt os at behandle dem ordentligt, men det skulle de også føle sig helt sikre på, fortæller hun.

Nu er der gået godt et år, hvor Trivselspanelet har mødtes ca. hver anden måned. Altid med samme dagsorden: Hvordan går det med trivslen? Og hvad kan vi gøre for at gøre det endnu bedre?

Det har medført mange små og store forandringer, der spænder fra mere faglig udvikling med supervision og oplæg udefra til ansættelse af faste weekendvagter, så medarbejderne kan være forvissede om, at en friweekend er en friweekend. Før skabte det nemlig stress og frustration, at man tit kunne risikere at blive kaldt ind på arbejde med kort varsel.

Hjælp til daglig planlægning

Der er også kommet en ekstra medarbejder på i spidsbelastningen, ligesom der i en periode blev skabt luft og overskud med en midlertidig ansættelse af en koordinator, der hjalp med alt den praktiske planlægning i hverdagen - fx når kalenderen skal gå op, og en borger både skal på besøg hos pårørende og have en tid hos læge, tandlæge og frisør.

Medarbejderne har også fået større selvbestemmelse og råderum, så de i nogle situationer fx kan vælge at tage en overarbejdstime uden at bede om lov til det.

Derudover har ledelsen imødekommet et stort ønske hos medarbejderne, så dem, der ønsker det, har fået mulighed for at gå op i tid – og man derved undgår, at de måske skifter job for at få flere timer.

Investering i arbejdsmiljøet

Som leder betragter Gitte Grill Hansen de nye tiltag som afgørende investeringer.

– Selv om det på kort sigt koster penge at betale for en ekstra overarbejdstime til et bedre overlap, er det hurtigt tjent ind, hvis det giver en meget bedre dag, og man fx undgår, at en medarbejder bliver så udmattet, at han eller hun melder sig syg næste dag, siger hun og tilføjer:

– Jeg har et stort samlet budget for mange botilbud, så der er mulighed for at rykke rundt på nogle poster. Hvis jeg ikke havde investeret i Neptunvej, ville det på sigt være blevet endnu dyrere, fx på grund af et større sygefravær. Nu er sygefraværet derimod faldet markant, så vi allerede høster frugter af investeringen.

Trivselspanel giver os tryghed

For socialpædagog Gitte Iversen Bager har det allervigtigste i hele processen været oplevelsen af at blive anerkendt og inddraget som medarbejder.

– Før følte vi os enormt pressede uden at blive lyttet til. Sådan er det ikke længere. Og selv om man selvfølgelig altid godt kunne ønske sig, at det blev endnu bedre, er jeg blevet meget gladere for mit arbejde, siger hun.

Som menigt medlem af Trivselspaneler er hun glad for, at både Socialpædagogerne og FOA også sidder med ved bordet.

– Det giver en tryghed, så medarbejderne bedre kan komme frem med deres kritik. Og det er også med til at skabe fremdrift, for når fagforeningerne lytter med, er det sværere at love en hel masse uden at gøre noget.

Det er faglig sekretær Sara Ellesøe Hansen, der deltager i Trivselspanelet som repræsentant for Socialpædagogerne Østjylland. Hun fortæller, at kredsen også deltager i trivselspaneler på andre arbejdspladser.

– Det giver også den fordel, at vi kommer tæt på vores medlemmer og ser, hvad der sker ude på arbejdspladserne. Og så kan vi også byde ind med inspiration til, hvad andre har gjort.

Socialpædagogernes rolle

Som menigt medlem af Trivselspanelet er Gitte Bager Iversen glad for, at Socialpædagogerne og FOA også sidder med ved bordet:

  • Det giver en tryghed, så medarbejderne bedre kan komme frem med deres kritik.

  • Det er med til at skabe fremdrift for når fagforeningerne lytter med, er det sværere at love en hel masse uden at gøre noget.

  • Der er mulighed for, at Socialpædagogernes repræsentant taler medlemmernes sag og fx siger noget af det, den enkelte har svært ved at stå frem med.

Kort om arbejdspladsen

Bostedet Neptunvej i Randers er hjem for 48 borgere med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.

Foruden lejlighederne er der også en kulturcafé og et internt aktivitetstilbud.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Boenheder, Ledere, TR og AMR, Arbejdsmiljø