icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Nick.jpg
Nick Andkjær Olsen er TR og tænker sig selv som kollegaernes stødpude, så mange frustrationer og konflikter kan tages i opløbet.
Private arbejdspladser

TR i privat tilbud: Jeg kommer langt med dialog

Nick Andkjær Jensen taler kollegaernes sag, mens den nye overenskomst forhandles på den private arbejdsplads Sovi – og så er han kollegaernes stødpude mod ledelsen og forebygger konflikter og problemer

Det gamle billede af en tillidsrepræsentant i evig krig med ledelsen holder ikke. Nick Andkjær Jensen betræder en anden vej, når han taler socialpædagogernes sag i beskæftigelsestilbuddet Sovi i Søborg.

- Jeg tror ikke på den konfrontation, fagforeningerne anvendte i gamle dage, så da jeg blev tillidsmand for to år siden, sagde jeg til mine kolleger, at vi skal samarbejde med ledelsen om at få de bedste vilkår, fortæller 33-årige Nick Andkjær Jensen.

Sovi tilbyder beskyttet og meningsfuld beskæftigelse til voksne med autisme, som er på førtidspension. Den socialøkonomiske virksomhed har fem afdelinger og 25 medarbejdere. 19 af dem er medlemmer af Socialpædagogerne, heriblandt Nick Andkjær Jensen. Han er ikke selv uddannet socialpædagog, men han har været ansat i syv år og bruger sin kokkeuddannelse til at arbejde pædagogisk i køkkenafdelingen.

Ny overenskomst på vej

Nick Andkjær Jensen begyndte som tillidsrepræsentant en måned før, Danmark lukkede ned på grund af corona i marts 2020. Hans første opgave blev derfor at forhandle en lokalaftale, som afkortede den normale varsling af arbejdstiden på fem uger.

- Det havde jeg det dårligt med, men vi var nødt til at kunne planlægge mere fleksibelt. Hvis vi sagde nej, holdt kommunerne måske op med at bruge Sovi. Det var en lortesituation her og nu, men ikke i forhold til et langt arbejdsliv, siger tillidsrepræsentanten.

Lige nu sidder han med en anden stor opgave. Arbejdsgiveren har meldt sig ind i Dansk Erhverv, og det medfører forhandlinger om en ny overenskomst.

- Det tager tid at formulere overenskomsten, men flere kolleger har sagt til mig, at de tror på, at jeg gør det så godt, jeg kan, siger Nick Andkjær Jensen.

Han betegner ellers sig selv som spejlblank på 90 procent af forhandlingerne.

- Jeg er overmatchet, men jeg er omgivet af dygtige mennesker, som er betydeligt mere inde i jura, end jeg er. Men jeg sidder med ved bordet og hører, hvad der bliver sagt, og jeg holder øje med, at vi får aftalt det, kollegerne kan leve med, siger Nick Andkjær Jensen, som både får bistand af en faglig sekretær fra kreds Storkøbenhavn og en fra Socialpædagogernes hovedkontor i København.

Stødpude for kollegernes frustrationer

Udover en ny lokalaftale og de aktuelle forhandlinger om en ny overenskomst har Nick Andkjær Jensen svært ved at pege på konkrete resultater, han har opnået. Det skyldes, at han tager mange konflikter i opløbet ved at lytte, vurderer han.

- Når en kollega har brug for at læsse frustrationer af til mig, lytter jeg. Nogle gange har folk brug for at puste ud, og så er det nemmere at gå til mig end til ledelsen. Samtidig ved de, at jeg kan tage en problemstilling med opad i systemet, så vi kan gøre noget ved den.

Da Nick Andkjær Jensen begyndte som tillidsrepræsentant, gik han til direktøren for at få sat tid af til funktionen. Hun svarede, at det ville være ærgerligt med kontortid hver tirsdag, hvis det viste sig, at der var brug for ham om torsdagen. Derfor kan han mødes med sine kolleger, når de har behov for det.

- Direktøren stoler på, at jeg prioriterer min tid, så jeg også kan nå at passe mit arbejde. Uden det spillerum kunne jeg ikke være den tillidsmand, jeg gerne vil være. Jeg er nysgerrig på det, jeg fornemmer: Hvorfor taler vi meget om, at vi har travlt? Passer det, og hvordan kan jeg bidrage til at løse det? Jeg prøver at være undersøgende og gå i dialog, siger han.

Som tillidsrepræsentant sidder Nick Andkjær Jensen i samarbejdsudvalget, og han repræsenterer desuden medarbejderne i virksomhedens bestyrelse. Derfor er der sjældent noget, som kommer bag på ham.

- Det tror jeg, kollegerne kan mærke. Jeg tror, de kan mærke, at når jeg går ind i noget, så kæmper jeg for det. Alligevel er jeg spændt på, om de vælger mig igen, for jeg har lyst til at prøve en periode uden overenskomstforhandlinger og så meget corona, siger Nick Andkjær Jensen.

Sådan blev Nick Andkjær Jensen TR:

Det lå ikke i kortene, at Nick Andkjær Jensen skulle være tillidsrepræsentant. I hvert fald ikke ifølge ham selv.

- Selv om jeg aldrig har været god til at holde min kæft, har det ikke ligget til mig, at jeg skulle være tillidsmand. Eller jo, måske har det, men det har aldrig været i mine tanker, siger Nick Andkjær Jensen.

Der skulle hjælp til, før han opdagede, at det var noget for ham. Den daværende tillidsrepræsentant blev forfremmet til teamleder, og hun spurgte, om Nick Andkjær Jensen ikke havde lyst til at tage over.

- Jeg svarede, at hun måtte være sindssyg, men nej, hun mente det seriøst. To dage senere spurgte en kollega om det samme, og det fik mig til spørge mig selv: Hvad ser de, som jeg ikke selv ser? Derfor gik jeg til en tredje kollega, som var enig i, at jeg burde stille op, fortæller Nick Andkjær Jensen, som ikke har fortrudt, at han sagde ja.

- Det er fedt at hjælpe kollegerne til at få en god hverdag. De fleste kan lære at være tillidsmand, men man skal have lyst til at gøre noget, som ikke bare er for ens eget bedste. Til gengæld behøver man ikke være verdensmester fra dag et. Jeg lærte på et kursus, at jeg ikke skal vide alt, men jeg skal vide, hvor jeg kan finde ud af det. Derfor svarer jeg åbent, at jeg undersøger det, når kollegerne spørger om noget, jeg ikke ved.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Privatansat, Forbund og a-kasse, TR og AMR, Overenskomst