Familieplejere: Vi har altid sparret med hinanden
Berit Løkken Andersen har været plejemor på fuldtid i 20 år og oplevet fagets udvikling. I dag giver hun erfaringerne videre til sin datter, Sofie Løkken Henriksen, der nu også er familieplejer
Berit:
Jeg har aldrig fortrudt at blive plejemor. At se den lille, vi har nu, der kun kunne gå i skole få timer om ugen, og som i dag tager glad af sted hver dag, det er simpelthen en fornøjelse. Det er helt sikkert også et andet fag, end da jeg startede for 20 år siden.
Sofie:
I har skullet aflevere til samvær, hvor I vidste, at børnene kom til at være alene hele weekenden. Jeg husker som barn at være med til at hente dem. Jeg husker også, at jeg tit sagde ’nej tak’, fordi det var for barsk. Dér så jeg, at børn kan have meget forskellige vilkår og vidste, at jeg selv ville være plejemor.
Berit:
Man er gået fra, at forældrene havde ret til deres børn, til, at børnene i dag har ret til deres forældre. Det er meget skønnere at navigere i. Desuden er det fantastisk, at der nu er grundkurser og uddannelsesdage for familieplejere. Det fandtes ikke de første ti år. Og i perioder anede vi ikke, om vi havde en rådgiver.
Sofie:
Men selvom det på nogle måder var sværere og gav dig søvnløse nætter, har du altid været fantastisk til at tage børnenes kampe i forhold til systemet og deres rettigheder. Det har du lært mig også at gøre.
Berit:
Ja, vi havde bl.a. en dreng, der tit blev fastholdt i skolen. Det ville jeg ikke se på. Det endte med, at jeg måtte supervisere lærerne i forhold til at forstå ham og omlægge deres tilgang. Vi har generelt haft meget tætte samarbejder med børnenes skoler. Det kan lærerne måske synes er lidt træls en gang imellem, men det er sådan, mine børn skal have det.
Sofie:
Vi har altid delt det synspunkt, at med et nyt barn starter man fra nul. Selvfølgelig sætter vi os ind i, hvilket barn der kommer, men vi laver også vores egne observationer. Og vi har altid sparret med hinanden – jeg og min mand, der er socialpædagog på et opholdssted, er kommet med vores blik.
Berit:
Vi havde bl.a. en ung, der syntes, at det var en god idé at videresende billeder. Det var rart at vende med jer, for det kan være svært for os at forstå, hvor hurtigt den her teknologiske verden går, og hvorfor unge mennesker gør sådan noget. Bagefter kunne vi se på det her problem med lidt andre øjne.
Sofie:
Du har lært mig at få lavet nogle ret faste aftaler med fx sagsbehandler og de biologiske forældre fra starten. Jeg har brugt meget energi på det samarbejde, fordi jeg har kunnet se, hvor vigtigt det er – og også, hvor svært det er.
Berit:
Det allervigtigste er at blive ved med at være rummelig og omstillingsparat – så man ikke kommer ind i en rille, hvor man tænker ’det kan heller ikke lade sig gøre, og det kan heller ikke lade sig gøre.’ Og så prøver jeg hele tiden at være to skridt foran: Hvad er mon den næste udfordring, vi støder på?
Har du en særlig relation til en borger, kollega, din leder eller en anden i dit
arbejdsliv, som du gerne vil fortælle om, så skriv til: nyhedsrum@sl.dk