icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
benny_3_high.gif
Socialpædagogernes hovedbestyrelse har besluttet at betale for, at i alt 32 socialpædagoger fra Danmark kommer med til verdenskongres i Schweiz. Men for de socialpædagoger, der ikke skal med, har Aiejis arbejde også en væsentlig betydning, understreger forbundsformand Benny Andersen.
Aieji 2022

Hvad har socialpædagoger fra Rio, Rom og Randers til fælles?

Selvom socialpædagogers rammer og vilkår er vidt forskellige på tværs af verdens lande, er der meget at lære af hinanden. Derfor mødes socialpædagoger fra hele verden til Aiejis verdenskongres – og bringer viden med hjem til danske arbejdspladser, fortæller forbundsformand og Aieji-præsident Benny Andersen

 ‘Yes, we have the finest job in the world’.

Sådan siger op mod 600 socialpædagoger fra hele verden i kor, når de hvert fjerde år tager hul på deres verdenskongres. Og til september, hvor den internationale organisation for socialpædagoger Aieji afholder kongressen i Schweiz, er ingen undtagelse.

Her mødes socialpædagoger på tværs af kulturer og landegrænser for at dele deres faglighed – og tage ny viden og inspiration med hjem, fortæller forbundsformand Benny Andersen, der har været præsident for Aieji siden 2005.

– På en verdenskongres opdager man det vilde og fantastiske, at uanset hvor i verden, man er socialpædagog, har man det samme udgangspunkt: Vi er det fag, der altid har menneskeperspektivet. Og uanset om du arbejder med mennesker med udviklingshæmning, ældre med demens, anbragte børn eller noget helt fjerde, vil du kunne møde socialpædagoger, der arbejder med samme målgruppe, og lære af det, de gør. Det er ret enestående at opleve det faglige fællesskab, siger han

Læs nyheden: Socialpædagogerne sender 32 medlemmer på verdenskongres

Vi er jo et forbund, der kigger ud i verden, og derfor er det naturligt, at vi også at være der, hvor andre socialpædagoger i verden er.

Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne

Et fagligt boost

Men verdenskongressen handler om mere og andet end fagligt rygklapperi, forsikrer Benny Andersen.

Kongressen har hver gang et overordnet tema – denne gang er det ’Temporality in educational action’, som i dansk kontekst kan oversættes til kontinuitet og behovet for faglighed i en omskiftelig tid.

Ud over oplæg med førende fagfolk og arbejdspladsbesøg er kongressen spækket med workshops, hvor socialpædagoger deler viden om, hvad der virker. Og den læring kan bruges hjemme på botilbuddet eller værestedet, fortæller Benny Andersen.

– Det er berigende og giver masser af refleksion og inspiration med hjem. Samtidig skærper det ens egen faglighed at fortælle andre om, hvad man selv laver – fordi man så også bliver tvunget til at forholde sig mere analytisk til det. Resultaterne af socialpædagogers arbejde kommer jo ikke af sig selv, men har baggrund i vores faglighed og metode.

Vi kigger ud i verden

Socialpædagogernes hovedbestyrelse har besluttet at betale for, at i alt 32 socialpædagoger fra Danmark kommer med til Schweiz. Men for de socialpædagoger, der ikke skal med, har Aiejis arbejde også en væsentlig betydning, understreger Benny Andersen.

Organisationen er den eneste i verden, der har fokus på socialpædagoger som fag og profession og startede efter Anden Verdenskrig, hvor mange lande havde store sociale problemer, og det derfor var oplagt at udveksle erfaringer.

Og det er det stadig, understreger Benny Andersen og henviser til organisationens arbejde med bl.a. psykiatriområdet, etik i socialpædagogikken, demensområdet og FN’s handicap- og børnekonvention, som har smittet direkte af på Socialpædagogernes kurs.

– Vi er jo et forbund, der kigger ud i verden, og derfor er det naturligt, at vi også at være der, hvor andre socialpædagoger i verden er. Aieji er en organisation, der har fokus på faget, og det kan vi som forbund lære af og trække på gode eksempler fra. Og så er det selvfølgelig vigtigt med international solidaritet, siger han.

Det handler om dig

På hver verdenskongres bliver det kommende arbejdsprogram vedtaget. Fx har Aieji arbejdet med at definere og udgive materiale, der beskriver socialpædagogers rolle i forhold til FN’s handicap- og børnekonventioner – målrettet socialpædagogiske arbejdspladser.

Fremadrettet kommer Aieji til at arbejde på en verdensomspændende kompetenceprofil for socialpædagoger, som Socialpædagogerne bl.a. kan bruge i det videre arbejde for at få ansat flere uddannede socialpædagoger på det sociale område.

– Det er jo alt sammen vældig aktuelt set i en dansk kontekst, siger Benny Andersen.

Vil du med? Sådan gør du

Arbejdspladser
Socialpædagogerne inviterer fem arbejdspladser (to medlemmer fra hver arbejdsplads) til at komme med på verdenskongressen og holde en workshop, hvor I præsenterer den faglighed, I arbejder med hver dag. Det kan fx være, at I arbejder med en særlig borgergruppe, har opnået unikke resultater ved en styrket indsats eller har ændret arbejdsgange i forbindelse med corona.

Send en kort ansøgning (på engelsk) direkte til Aieji senest den 15. marts 2022. Et ansøgningsudvalg ved Aieji udvælger da deltagere. Socialpædagogerne vælger derefter hvilke af de arbejdspladser, der inviteres med inden for forbundets budget.

Har I brug for hjælp – fx med at skærpe ansøgningen – så kontakt organisationskonsulent Terese Hougaard på teh@sl.dk eller 2572 3862.

Informationsmøde
Den 2. februar holdt Socialpædagogerne et digitalt informationsmøde for alle interesserede. Forbundsformand og Aeiji-præsident Benny Andersen svarede på spørgsmål, ligesom man kunne møde socialpædagog og tidligere deltager og workshopholder Flemming Klein.

Se optagelsen her

Medlemmer og faglige selskabers koordinationsgrupper
Socialpædagogerne inviterer 10 medlemmer og desuden 12 medlemmer af de faglige selskabers koordinationsgrupper med på verdenskongressen. De 22 medlemmer skal ikke holde workshop.

Du kan søge om at komme med på sl.dk/verdenskongres2022.

Ansøgningsfristen er den 1. april.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Boenheder, Kognitiv, Marginaliserede, Sindslidelser

Relaterede artikler