icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Plejeforældre_9_Ricky Molloy.jpg
Kronik

Kronik: Plejefamilien under corona

’Gad vide om det vil lykkes at få børnene af sted – efter lang tids nedlukning.’ Sådan tænkte plejemor ’Merete’, da plejebørnene skulle tilbage i skole efter seneste coronanedlukning. Læs hendes tanker om at være plejefamilie under corona

  • 'Merete', familieplejer / Foto: Ricky John Molloy

’Godmorgen, du skal op nu, det er blevet tid til at komme i skole.’

Jeg går ind i det sovende barns værelse og laver lidt uro ved at tænde lys og trække gardiner fra.

’Årh, det mener du ikke,’ lyder det lidt efter fra dynens dyb, stemmen er træt, træt.

Jeg lå og tænkte på det, inden jeg selv stod op. Om det ville lykkes for børnene og den unge at komme afsted. Den første rigtige dag ud af huset efter lang tids nedlukning og en stemning af ro og balance.

Vi har grinet meget mere, end vi har grædt i corona-tiden. Vores lidt frygtsomme plejebarn har vi set blive mere robust, mere nærværende og mere rolig, faktisk, under corona.

'Merete', plejemor

Alt var ændret

Da samfundet første gang blev lukket ned, blev vores hverdag forandret. Bare det bankede på døren, var det en opgave at få lagt ro på:

’Hør nu, det er mig, der lukker op. I skal være søde at respektere, at I ikke må gå tæt på andre,’ sagt med en let skinger tone, fordi jeg dengang ikke vidste, hvor forsigtige vi måtte og skulle være.

Og:

’Ja, jeg har aftalt med Malous mor, at I ikke har legeaftalen alligevel. Vi skal lige holde lidt afstand.’

Jeg forventede et brøl af skuffelse fra Munni, men det kom ikke. Vi var alle forsigtigt forventningsfulde, der var ikke tegn på frygt eller ængstelse her. Bare en følelse af at det var nye tider.

Som dage blev til uger og til måneder, blev jeg sendt tilbage i en retro-tilstand, der mindede om, da jeg var nybagt mor. Og jeg indså, at der ikke var nogen som helst måde, hvor jeg kunne fortsætte i bare en mild udgave af livet før moderskabet. Alt var ændret, og mit jeg-liv blev et vi.

Vi blev bundet sammen

Sådan blev det her i plejefamilien under corona. Vi blev bundet sammen hjemme hele tiden. En stor forskel fra dengang for tredive-fyrre år siden og til i dag er, at jeg i dag ikke føler det som et tab af frihed. Nu var det bare en ændring. Fra at skulle afsted til statusmøde, til supervision, til kursusdag, til mentorsamtale – til at holde hele menagen hjemmefra digitalt.

Vi har grinet meget mere, end vi har grædt i corona-tiden. Vores lidt frygtsomme plejebarn har vi set blive mere robust, mere nærværende og mere rolig, faktisk, under corona.

Der er ikke alle de skift, vi plejer at have i hverdagen. På et tidspunkt var der ikke engang samvær med pårørende, det blev afløst af Facetime-samvær i et par måneder. Jamen altså, hvor nedlukket kunne det blive og stadig i gode trygge former?

Hassan spurgte næsten dagligt, om vi havde styr på forrådet – om der var nok på hylderne og i fryseren. Han tog den nemlig med til næste stadie, som hvis en isvinter ramte os. Hvilket jo ikke var så tænkeligt i det spæde forår af 2020, hvor lyset dukkede op igen, og naturen begyndte at grønnes. Man kan jo aldrig vide, sagde Hassan og så fiffigt på alle konservesdåserne i depotrummet; her i huset ville vi ikke lide sultedøden den første lange tid.

Synspunkt

Vi bringer 'Synspunkt' / kronikker på vores hjemmeside samt i vores nyhedsbreve efter en redaktionel vurdering.

Et Synspunkt må højst fylde 8.000 anslag og skal sendes til nyhedsrum@sl.dk

Det halvårlige maraton kaldet jul var også nedtonet, så jeg for én gangs skyld ikke tabte et par kilo, men tværtimod tog dem på. Det har jeg ikke oplevet før i den tid, vi har været plejefamilie.

'Merete', plejemor

Alternative børnefødselsdage

Så var der børnefødselsdagene. Frygteligt for mig at skulle undvære alle de skønne lege og aktiviteter, man byder et selskab på ti-femten ellevilde ni-årige på en kold vinterdag for ikke at tale om forberedelser, oprydning samt opsamling af et sindsforstyrret fødselsdagsbarn bagefter! Not.

Barnet var egentlig godt tilfreds med de bonus’er og trøste-rewards, hun fik som plaster for at måtte undvære det store kalas: Gavekort til Lalandia med selvvalgt veninde og hele familien herfra. Selvvalg på diner transportable fra pizza-paletten. Lov til at komme på skøjtebanen i sæsonen med en veninde.

Nu kan jeg så bare gruble over, hvordan vi lander tilbage på den mere ordinære udgave med bare vennerne på besøg på dagen, men den tid den glæde.

En jul uden hækkeløb

Det halvårlige maraton kaldet jul var også nedtonet, så jeg for én gangs skyld ikke tabte et par kilo, men tværtimod tog dem på. Det har jeg ikke oplevet før i den tid, vi har været plejefamilie.

Netop julen plejer at trække i så mange behov og undertrykte følelser, fordi der skal fordeles af både ting og opmærksomhed i ét væk.

Juleaften fejrede vi på grund af corona med kun vores plejebørn. For mig som ’chefen for det hele’ blev det en oplevelse af hvert barns udtryk og følelse omkring juletraditionen, hvor det ellers før har haft karakter af et hækkeløb, et maraton eller en slags fernisering med kort åbningstid.

Så i dag hvor alle tog afsted, og jeg sad tilbage med en følelse af, at jeg burde nå en hel masse, som jeg normalt ikke kan med ungerne omkring mig; dér har jeg alligevel bare siddet og løst sudoku i et par timer, kigget lidt ud af vinduet og set ’Kender du typen’ i en gammel udgave. Ahh!

Forfatteren til denne kronik har af hensyn til plejebørnene valgt at fremstå anonymt, men redaktionen er bekendt med hendes rigtige navn.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Familiepleje