Man skal løfte mere selv

Sådan fortæller socialpædagog Nanna Andresen Egidiussen om den tid, hun arbejdede på et døgntilbud. I dag er hun ansat i et dag- og beskæftigelsestilbud i Aalborg, hvor det ikke er svært at tiltrække hverken uddannede medarbejdere – eller fagligt kompetente vikarer.

– Vi ansætter ikke uuddannede vikarer hos os, og mange af vores vikarer er tidligere studerende, som kender huset, siger hun, men medgiver samtidig, at situationen er en helt anden på arbejdspladser, hvor weekend- og aftenvagter er en del af hverdagen.

– I en tid, hvor ledigheden er lav, og hvor man vist godt kan sige, at specialområdet generelt er udsultet, er det svært at tiltrække socialpædagoger til døgnområdet – og det betyder, at man er mere afhængig af vikarer.

Men selv de mest dedikerede og dygtige vikarer påvirker hver­dagen, mener Nanna Andresen Egidiussen.

– Da jeg var på døgn, var der opgaver, som vikarer ikke måtte løse, fx omkring medicinhåndtering, og der var møder, som vikarer ikke deltog i. Så noget går tabt i en hverdag med mange vikarer, hvor man som fast medarbejder må påtage sig et større ansvar.

Rammer det faglige niveau

Da Socialpædagogerne som optakt til efterårets kommunalvalg modtog flere hundrede historier fra medlemmerne om betydningen af socialpædagogisk faglighed, kredsede flere af bidragene om prisen ved at bruge mange vikarer – bl.a. en fortælling fra ’Hanne’ om en døgninstitution for traumatiserede børn og unge, hvor ufaglærte og timelønnede vikarer var en stor del af hverdagen.

Her beskriver hun, hvordan brugen af mange ufaglærte og vikarer har konsekvenser for det faglige niveau og dermed for børnene.

– Vi havde en lille fyr, der boksede helt vildt, fordi han hele tiden blev udsat for nye personaler og ufaglærte. De tror, at sådan en som ham skal sendes ind på sit værelse, hvis han ikke ’opfører sig ordentligt’. Og det med vold og magt, fortæller hun og fortsætter:

– De giver de unge lov til at drikke alkohol og være ude til kl. et om natten. De kender ikke vores behandlingsplaner og er ikke indført i konsekvenserne ved, at traumatiserede børn spiller computer dagen lang – at deres hjerne koger, de går i affekt og bliver destruktive. Frem for at motivere barnet til at slukke zapper de rundt i deres egne mobiltelefoner, fordi ’sådan gjorde vi også, da jeg arbejdede i fritteren’.

Noget går tabt i en hverdag med mange vikarer, hvor man som fast medarbejder må påtage sig
et større ansvar.

Nanna Andresen Egidiussen, socialpædagog

Faglig uenighed

Også socialpædagog Pernille Marie Stamm Hansen har oplevet en hverdag med mange ufaglærte vikarer på det botilbud, hvor hun fik job som næsten nyuddannet. 

– Efterhånden som jeg fik min faglighed i spil og begyndte at forlange det samme af mine kolleger, så blev det tydeligt. Jeg stillede spørgsmål ved, om det var pædagogik, vi udførte, fordi jeg så flere vikarer end uddannede. Og det betød, at situationer lynhurtigt eskalerede, siger hun.

Det kunne være situationer med udadreagerende adfærd, der ikke blev forebygget eller håndteret korrekt, kontakt til lægen, der ikke blev taget i tide eller med borgerens historik in mente – eller forkert medicinhåndtering.

– Vi havde en beboer uden talesprog, der kørte hen og slog hovedet ind i væggen, når han blev frustreret. Jeg så en reagerende adfærd, der skulle adresseres, og jeg ville som fagperson reagere ved at trække mig, lade ham reagere og så forsøge at hjælpe ham med frustrationerne efter lidt tid, fortæller Pernille Marie Stamm Hansen.

Men i stedet så hun en vikar låse borgerens kørestol og på den måde begrænse hans bevægelsesfrihed og ret til selvbestemmelse, lyder hendes observation. Da hun påpegede over for det uddannede personale, at denne og lignende episoder skulle indberettes som magtanvendelse, blev hun tysset på.

En ond spiral

De mange vikarer blev til endnu flere vikarer i det lille år, hvor Pernille Marie Stamm Hansen var ansat. For når borgerne ikke blev mødt med den rette faglighed i fx en weekend vagtsat af vikarer, så var det en helt anden stemning, man mødte ind til.

– Så var der råben og skrigen og vaser, der blev kastet med. Og så skulle vi slukke ildebrande og få ro på. Men så kom der jo vikarer igen. Det blev en ond spiral, for vi socialpædagoger fik ikke lov at lave pædagogisk arbejde og støtte borgernes udvikling, fortæller hun og tilføjer, at hun ikke ønsker at fortælle historien for at pege fingre ad nogen eller udstille et botilbud. Det er ikke vikarernes problem, for de bliver blot påvirket af den arbejdspladskultur, de træder ind i.

I artiklen har fagbladet Social­pædagogen valgt at anonymisere socialpædagogen Hanne samt den arbejdsplads, Pernille Marie Stamm Hansen omtaler. Oplysningerne er redaktionen bekendt.