Mindre mundhuggeri – flere nærværende øjeblikke

– Først og fremmest har jeg valgt et arbejdsliv som vikar, fordi det er blevet lettere for mig at koncentrere mig om min hovedopgave: at være socialpædagog, forklarer den 55-årige socialpædagog, som arbejder gennem forskellige vikarbureauer – og oftest i psykiatrien.

– Jeg får energi af at skifte scene. Når jeg er på én afdeling den ene dag, lever jeg mig ind i, hvordan det er at være der. Min opmærksomhed bliver rettet mod at være den bedste socialpædagog, jeg kan være dér. Næste dag er jeg på en anden afdeling, og det er et sceneskift med nye patienter, ny kultur og en ny stemning. Så koncentrerer jeg mig fuldstændig om det. Og hver dag går jeg hjem med en følelse af at have udrettet noget, siger Peter Guldhammer.

Faktisk føler han, at det gør ham bedre i både det professionelle og det private liv.

– På arbejdet hænger jeg ikke fast i interne møder, dårlig ledelse, handleplaner, vagtplaner og mundhuggeri mellem dagholdet og natholdet. Jeg går bare hjem og slipper det, og i morgen skal jeg noget nyt, siger han.

Ingen kaosrytter

Og så er der det med friheden. Til selv at planlægge, sige nej til vagter – eller ja til mange flere og i perioder arbejde 60 timer om ugen. Usikkerheden i det frie liv har Peter Guldhammer forholdt sig til og taget forbehold for – og ellers tænker han ikke så meget over det.

– Jeg har fundet ud af, hvad jeg er bedst til. Jeg er jo ingen kaosrytter, men det versatile og det uforudsigelige tiltaler mig. For mennesker er jo uforudsigelige, så det ligger jo allerede i jobbet. Og at være vikar understreger kun, at jeg i mødet med patienterne skal være klar til at lytte, observere, mærke efter og samstemme for at skabe kortvarige betydningsfulde øjeblikke, siger Peter Guldhammer.

Han er oprindeligt uddannet gartner og blev først uddannet socialpædagog i 2013 – og han har også prøvet livet som fastansat på et socialpsykiatrisk botilbud.

På arbejdet hænger jeg ikke fast i interne møder, dårlig ledelse, handleplaner, vagtplaner og mundhuggeri mellem dagholdet og natholdet. Jeg går bare hjem og slipper det, og i morgen skal jeg noget nyt.

Peter Guldhammer, socialpædagog og vikar

Relationen til borgerne

Men hvad så med patienterne? Er kontinuerlighed ikke også en stor del af en god relation, kan man indvende. Jo, medgiver han. Men der er fordele og ulemper ved begge dele.

– Jeg prøver altid at være positiv, når jeg møder patienterne, og altid lade dem spejle sig i mig. Og det, jeg udsender, får jeg oftest tilbage. Jeg har energien til at se det positive i patienterne, også dér, hvor destruktiv og tilsyneladende uforståelig adfærd skygger for det, siger han.

Men relationen til patienterne er ikke det eneste, Peter Guldhammer er opmærksom på. Han arbejder også med relationen til det faste personale, der – måske ubevidst – kan møde ham med modstand, fordi de er frustrerede over frafald hos kolleger eller en strukturel mangel på arbejdskraft.

Og dér har han efterhånden lært sig nogle succesfulde strategier, der bl.a. handler om at være proaktiv.

– Når klokken nærmer sig 12, spørger jeg, om jeg ikke skal starte på maden, for jeg er smaddergod til at lave mad. Eller jeg stiller faglige spørgsmål: Nu har du givet mig ansvar for to patienter, og jeg kan læse i deres journal, at de har det sådan og sådan – hvilken indvirkning har det på det og det? forklarer han.

Skal Peter Guldhammer pege på én ting, han kan savne ved det frie vikarliv, er det faglig sparring med jævnbyrdige kolleger.

– Men derudover jeg er meget tilfreds med mit arbejdsliv, og hvis jeg kan, fortsætter jeg, til jeg er 75 år.