Forbundsformand efter tv-dokumentar: 'Et kæmpe svigt'
I TV2-dokumentaren 'Sindssygt farligt arbejde' kæmper de ansatte på et socialpsykiatrisk bosted i Esbjerg forgæves for at få den nødvendige hjælp, når en borger bliver syg eller udadreagerende. Men hvad skal der til for at ændre på forholdene i psykiatrien? Det har vi bedt forbundsformand i Socialpædagogerne Benny Andersen forholde sig til
Hvad er din reaktion på udsendelsen?
– Først og fremmest: det, vi ser, er et kæmpe svigt. Et kæmpe svigt af de ansatte, deres sikkerhed og deres faglighed. Og ærligt talt blev jeg fortørnet over, at det skal være så svært at blive hørt og få hjælp, når man udfører sit arbejde. Vi ser jo sort på hvidt, at de forgæves forsøger at få både politi og læge til at tage affære overfor borgere med massive problemer – og som absolut har brug for en indlæggelse. Men det er jo desværre ikke kun virkeligheden i Esbjerg, ved jeg.
Vi kan se på reaktionerne, at det er et billede, flere medlemmer genkender. Hvorfor er det kommet så langt ud?
– Det er udtryk for en psykiatri, der er udsultet. Gennem årene er der kommet flere mennesker, som har brug for hjælp – og desværre er ressourcerne ikke fulgt med. Det presser systemet. Og en af konsekvenserne er, at alt for mange udskrives for tidligt. De er ganske enkelt ikke færdigbehandlede, når de kommer på bostederne. Samtidig står mange ledere måske i den situation, at der er svært at rekruttere de rette fagligheder – og vi hører også, at det nogle steder kan være svært at få kommuner og regioner til at forstå, at det er deres ansvar, at der fx ikke er alenearbejde, hvis der er en risiko for de ansatte.
Hvad har forbundet gjort for at ændre forholdene i psykiatrien?
– Meget. Det er selvfølgelig klart, at vores arbejde med at ændre vilkårene ikke er altid er synligt, for det er svært at vise, hvor tit vi snakker med politikere om emnet. Og det er også svært at vise, hvor meget det betyder, at vi har gode brede alliancer, hvor vi i årevis har arbejdet på netop denne dagsorden – fx i Psykiatrialliancen – ved at lave debatindlæg, fælleserklæringer og udspil. Men vi står også gerne selv på mål for netop jeres vilkår - bl.a. ved at lave forslag til løsninger og skabe synlighed omkring dem. Det gælder fx vores akutpakke og de politiske udspil om styrket kvalitet i socialpsykiatrien. Samtidig sidder vi med omkring bordet i forhold til at give input til den kommende 10 års psykiatriplan. Og det, vi bringer ind til bordet, er jo netop de erfaringer og input, vi får fra socialpædagoger, der arbejder på området. Vi får input fra en række møder med ansatte i psykiatrien, og mange af mine seneste arbejdspladsbesøg har netop været i psykiatrien eller socialpsykiatrien, hvor jeg får rigtig meget inspiration og vigtig viden fra medlemmerne.
Hvad gør I nu?
– Vi fortsætter. Vi gør alt, hvad vi kan, for at få politikerne til at tage ansvar. Og vi tager hul på en ny møderække med politikere og ordfører, hvor vi gentager vores budskaber og vores input til løsninger. For nu ved vi jo, at der snart kommer en 10-års plan, og her er det helt afgørende, at socialpsykiatrien prioriteres. Derfor er vi nu også gået i alliance med KL, der også har den dagsorden.
Kommer det her til at ændre sig ?
– Ja. For nu er det tydeligt. Det er nu, at beslutningstagere og ansvarlige har set, hvad det betyder, når rammerne for ens arbejde bare ganske enkelt ikke er i orden. De så også utrygheden hos de ansatte på Sjællandsgade i Esbjerg. Vi kører i hvert fald på, og vi minder om alle vores løsninger: Vi skal have et kapacitets- og kompetenceløft på området både i behandlingspsykiatrien og socialpsykiatrien. Der skal investeres flere ressourcer. Vi skal vi have en sammenhængende psykiatriplan. Og vi skal have et særskilt fokus på og et løft til socialpsykiatrien. For netop socialpsykiatrien og socialpædagogiske indsatser er afgørende for de 44.000 mennesker, der får støtte her. Og: Det er ikke sindssygt farlige mennesker. Det er syge mennesker, der har krav på behandling og sociale indsatser med inddragelse af det enkelte menneske. Samtidig er det socialpædagoger, der har krav på ordentlige rammer for at kunne arbejde. For det må aldrig være med livet som indsats, at man går på arbejde. Derfor er det helt afgørende, at der er nok kolleger, og at de er fagligt uddannede. Socialpædagogisk faglighed til socialpædagogisk arbejde. Det er kun omtrent halvdelen af medarbejderne på de sociale tilbud, der har en socialpædagogisk uddannelse. Det rækker ikke!