Kalder på tværfaglig indsats
Når en beboer ændrer adfærd, vil det i mange tilfælde skyldes sundhedsmæssige årsager. Derfor skal både de somatiske, sociale og kognitive forhold afdækkes ved mistanke om demens – og det kræver et stærkt tværfagligt samarbejde
På botilbuddet Højbo på Sødisbakke i Mariager supplerer socialpædagog Lotte Mostrup Pedersen og sosu-assistent Tanja Tonsberg hinandens faglige kompetencer i arbejdet med borgerne, der har betydeligt og varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Begge har taget uddannelsen som demenskoordinator – og som team bliver de booket af andre enheder, hvor de fungerer som rådgivere.
Deres erfaring er, at et større detektivarbejde venter, når man skal afklare, om det er en demenssygdom, der ligger bag en adfærdsændring hos en beboer med udviklingshæmning.
– Vi er rundt om hele spektret. Er det noget somatisk som fx en urinvejsinfektion, dehydrering eller høretab? Er der forandring i miljøet som fx sommerferie eller nyt personale? Vi stiller spørgsmål til alt muligt, der kunne lægge bag den ændrede adfærd, siger Tanja Tonsberg.
De to kolleger samarbejder også med en sygeplejerske, som bl.a. via en blodprøvepakke afdækker, om der er fysiske årsager til adfærden. Og så benytter de ’Dansk Pædagogisk Udviklingsbeskrivelse’, DPU, som er et observations- og dokumentationsværktøj – samt Trinvold, et udvidet demensskema.
Hvis afdækningen viser, at beboeren har demens, tager pædagogikken udgangspunkt i den anerkendte socialpædagogiske metode Gentle Teaching.
– Det går i bund og grund ud på at se det hele menneske, så man føler sig anerkendt og inkluderet. At se mennesket i stedet for sygdommen og så finde ud af, hvordan vi kan hjælpe, siger Lotte Mostrup Pedersen og uddyber:
– Vi møder beboerne i den tilstand, de nu er. Nogle gange er de tilbage, hvor de er 20 år, eller de er måske til 60-års fødselsdag. Det er vigtigt ikke at korrigere dem, for det vil give skuffelser. Så vi anerkender det, der er deres opfattelse.
Det er en afvikling
De to går ikke af vejen for at kalde demensprocessen for en afvikling. Det begreb kan dog vække modstand, da terminologien omkring botilbuddet tager afsæt i udvikling.
Men afvikling skal ikke forstås som resignation. Opgaven bliver blot en anden, forklarer Lotte Mostrup Pedersen.
– Vi kommer ikke til at udvikle de borgere, der har demens. Der er tale om vedligehold og om afvikling af livet, som det var. Men man kan godt have glæde ved livet, selvom der er tale om afvikling.
På Højbo er medarbejderne indforstået med perspektivet og bruger hinanden i opgaven.
– Vi er gode til at huske hinanden på, at det er kærlighed og omsorg, der er altafgørende, siger Tanja Tonsberg.
Vi kommer ikke til at udvikle de borgere, der har demens. Der er tale om vedligehold og om afvikling af livet, som det var.
Lotte Mostrup Pedersen, socialpædagog Sødisbakke
Tre tip fra demenskoordinatorerne:
- Brug livshistorier.
Hvad synes beboerne var sjovt før? Hvad er deres interesser? Genbesøg disse, fx gennem musik. - Udforsk velfærdsteknologi.
Vær nysgerrig, og prøv ting af. Der er mange velfærdstekno-logiske muligheder. Man skal ikke være bange for at prøve noget af – det kan ikke fejle. - Husk pusterum.
Demensramte har brug for flere pauser. De bliver hurtigt fyldt op sansemæssigt.
Socialpædagogernes podcast
I Socialpædagogernes podcast 'Demens hos mennesker med udviklingshæmning', kan du blive klogere på demens, tidlig opsporing og arbejdet med at skabe tryghed hos ældre
mennesker med udviklingshæmning.
Find podcasten ved at søge på 'Socialpædagogerne' i din foretrukne podcast-app, fx Apple Podcasts, Google Podcasts, Spotify eller Podimo.
Du kan også finde mere viden og inspiration om det socialpædagogiske arbejde med mennesker med udviklingshæmning og demens i dette tema på Fagligt Fokus.