icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Anna-Kari Thomsen003_1128x600.jpg
Artiklen er en del af fagligt fokus
Anna Kari Thomsen er plejemor og samtidig støtteperson til forældre til anbragte børn. Det har skærpet hendes opmærksomhed på vigtigheden af forældreinddragelse – og på at få forældrene til at se børnenes perspektiv, fortæller hun.
Familieplejer

Anna-Kari er både plejemor og støtteperson

Ved siden af sit arbejde som familieplejer har Anna-Kari Thomsen i snart 20 år arbejdet som støtteperson for forældre til anbragte børn. De to jobs træner hende i at se anbringelserne fra flere sider

– Der er altid en sorg, når man har fået anbragt sit barn. Og min opgave er blandt andet at være åben og rumme den sorg. Og støtte forældrene i at tænke: Du gør det bedste for dit barn. Når du ikke selv kan tage vare på dit barn, gør du det bedste ved at lade en anden gøre det.

Sådan siger 60-årige Anna-Kari Thomsen, der i snart 20 år har haft to forskellige jobfunktioner på samme tid: Arbejdet som familieplejer, og arbejdet som støtteperson for forældre til anbragte børn.

– Kombinationen har givet mig en god træning i at se en anbringelse fra flere sider, selv om jeg selvfølgelig aldrig må have to kasketter på på samme tid. Jeg kan fx ikke være støtteperson for mit eget plejebarns forældre, siger Anna-Kari Thomsen, der er uddannet fritidspædagog og familieterapeut.

Skal være der for forældrene

Som støtteperson er hendes vigtigste opgave at være der for forældrene. Hun kommer gennemsnitligt på besøg 6-8 timer om måneden, og det er meget individuelt, hvad forældrene vil have hjælp til. Nogle gange handler det om at tale om samværet – før og efter.

– Mange forældre til anbragte børn føler sig mindreværdige og som nogle dårlige forældre. Så er det vigtigt at støtte dem i det, der går godt. At hjælpe dem til at se, at selv om de ikke kan klare 100 procent, er de på nogle punkter alligevel gode forældre, siger Anna-Kari Thomsen.

Andre gange handler det om at rumme forældrenes sorg og savn, og anerkende deres følelser: Ja, det er svært at miste sit barn! Og atter andre gange støtter hun dem i at opnå så godt et samarbejde som muligt med fx plejefamilie, kommune og sagsbehandler. Fx ved at deltage i møder og tale med forældrene før og efter. Det er også vigtigt at have kendskab til lovgivningen om anbringelser og forældrenes rettigheder.

– Jeg er ikke sagsbehandlerens forlængede arm. Jeg er der for forældrene, og jeg melder ikke noget tilbage til kommunen – medmindre jeg bliver opmærksom på omsorgssvigt af et barn. Vi har skærpet underretningspligt, siger hun.

Vores opgave er jo at sikre gode og trygge rammer, så vores plejebørn kan udvikle sig så godt som muligt – og det gør vi bedst, når vi har et godt forhold til forældrene.

Anna-Kari Thomsen, plejemor og støtteperson

En god kombination

Anna-Kari Thomsen søgte om at blive støtteperson, da hun for knap 20 år siden blev sat ned i vederlag. Hendes daværende plejedatter havde behov for, at Anna-Kari Thomsen var hjemme, når hun kom fra skole, så det var ikke så let at finde et andet arbejde ved siden af.

Men så hørte hun om støttepersonsordningen og tænkte, at det var en rigtig god kombination: Mange af de biologiske forældre var på kontanthjælp, så Anna-Kari Thomsen kunne typisk mødes med dem om formiddagen, mens plejedatteren var i skole.

– Men det er ikke kun det praktiske, der tiltaler mig. Det er også, fordi jeg brænder for forældrene til de anbragte børn, siger hun.

Arbejdet som støtteperson smitter af på hendes arbejde som plejemor – ligesom arbejdet som plejemor smitter af på arbejdet som støtteperson.

Andre perspektiver

Hendes erfaringer som støtteperson har gjort hende endnu mere opmærksom på at inddrage sine plejebørns forældre så meget som overhovedet muligt.

– Fx ved – når det kan lade sig gøre – at sørge for, at forældrene føler sig velkomne i plejefamiliens hjem, og ved altid at invitere, når der foregår noget på skolen. Vores opgave er jo at sikre gode og trygge rammer, så vores plejebørn kan udvikle sig så godt som muligt – og det gør vi bedst, når vi har et godt forhold til forældrene, siger hun.

Omvendt bruger hun også sine erfaringer som plejemor i samtalerne med forældrene.

– Fx prøver jeg tit at vende samtalen, så forældrene også ser barnets perspektiv. Fx ved at tale om, hvor vigtigt det er for barnet, at det ikke kommer i en loyalitetskonflikt mellem forældrene og plejeforældrene. Derudover kan jeg bruge nogle af de samme kompetencer i arbejdet som plejemor og støtteperson. Det allervigtigste er at skabe en god relation– og at vise empati og omsorg.

Fakta om støttepersoner

Servicelovens paragraf 54 giver forældre til anbragte børn ret til en støtteperson gennem hele anbringelsen. Der stilles ikke krav om, at støtten skal varetages af bestemte fagpersoner eller have et bestemt omfang. Det kan fx være familieplejere, der udfører opgaven.

Det er kommunen, der ansætter støttepersonen, og ordningen er gratis for forældrene. Støttepersonen skal varetage forældrenes interesser uden at referere til resten af det kommunale system. Støttepersonen har dog en skærpet underretningspligt i forhold til børn i mistrivsel.

En mulig indgang til arbejdet kan gå gennem foreningen for professionelle støttepersoner, PS-Foreningen. Der er en række forudsætninger for, at man kan blive medlem af foreningen.

Læs mere på www.psforeningen.dk

Bliv medlem og få tryghed, netværk og juridisk hjælp

Familieplejere hos Socialpædagogerne er en del af et fagligt fællesskab. Vi tilbyder et sikkerhedsnet og faglig udvikling gennem temadage og kurser. Få hjælp og rådgivning omkring ansættelsesretlige forhold.

5 KONTANTE FORDELE VED AT VÆRE MEDLEM

  • Billige forsikringer gennem Alka.
  • Fagforeningsfradrag: Du kan trække 6000 kr. årligt af dit kontingent fra i skat.
  • Rabatter på mange varer og services med LO Plus-kortet.
  • Rabatter og bonus gennem Forbrugsforeningen.
  • Lønforsikring, som dækker 80 % af din løn i op til 6 måneder, når du er medlem af Socialpædagogerne og Socialpædagogernes a-kasse.

Se den komplette liste af kontante medlemsfordele - og bliv medlem.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Familieplejere, Børn og unge