icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
LarsRasborg_FF_RickyMolloy_1128x600.png
Guide

Guide: Brug ’Spejling’ og ’Jeg-støtte’ til omsorgssvigtede børn

Hvordan hjælper du et omsorgssvigtet barn på vej mod en sund udvikling? Metoderne ’Spejling’ og ’Jeg-støtte’ handler om at italesætte de tanker og følelser, der ligger bag et barns adfærd – og om, hvordan du som socialpædagog bedst hjælper barnet med at gøre fysiske handlinger mere succesfulde. Bliv klogere på, hvordan du bruger metoderne

De pædagogiske metoder Spejling og Jeg-støtte har rod i den helt almindelige omsorg vi har for spæd- og småbørn. En spejling af et spædbarn kan være, når den voksne taler for barnet, og fortæller, hvad det føler, oplever eller mener – fx at forældrene siger til barnet: ”Du er nok træt nu og har brug for at sove, men er så opkørt, så det er svært at finde ro og falde i søvn”.
Jeg-støtten er den fysiske hjælp, vi spontant giver et lille barn, når vi fx guider det uden om varm kaffe eller trapper, man kan falde ned af, og derved tager det fulde ansvar for, at det ikke kommer galt af sted.

På den måde er Spejling og Jeg-støtte medvirkende til, at den voksne kan møde barnets behov og hensigter, og også frustrere barnet tilpas til at det udvikler sig frem mod gradvist at kunne klare mere, fortæller psykolog Lars Rasborg, der har formuleret metoderne.

- Hvis man bruger Spejling og Jeg-støtte, oplever børn, at der er lys for enden af tunnelen. De får oplevelsen af, at det bliver godt igen, selvom man skal gennem noget ondt først, fx når de falder og slår sig, men får trøst og bliver spejlet. På den måde udvikler barnet sig på en sund og normal måde, siger han.

Omsorgssvigtede børn har dog en anden erfaring med deres primære omsorgspersoner. De har mødt voksne, der ikke kunne leve sig ind i deres tanker og følelser. Voksne, som ikke har mødt deres basale følelsesmæssige behov. Og det har konsekvenser for deres udvikling.

- En omsorgssvigtet 12-årig kan følelsesmæssigt set godt befinde sig på samme udviklingstrin som et helt lille barn, siger Lars Rasborg.

Arbejder du med omsorgssvigtede børn, kan det derfor være gavnligt at bruge Spejling og Jeg-støtte til at fremme den udvikling, som børnene er gået glip af i den tidlige barndom.

Sådan arbejder du med ’Spejling’:

1. Her er spejling en god idé:

Der er en god grund til at bruge Spejling, hvis du erfarer, at dine spørgsmål ofte bliver afvist og ikke besvaret, eller hvis det virker som om barnet svarer det, du gerne vil høre – såkaldt ’overtilpasning’. Børn, der har været udsat for svigt, reagerer ofte på disse måder, fx fordi de kan have en forventning om, at de voksne alligevel ikke vil tage svaret alvorligt.

Eksempel:
Line på 14-år bor på et opholdssted. Hver aften plejer hun at tage med på en aftenløbetur, men i aften vil hun ikke med. Socialpædagogen, der også er miljøterapeut, siger: ’Kom nu, det er jo ikke nogen lang tur!’ Line reagerer ved at løbe ned på sit værelse og smække døren i (fortsættes).

2. Selve spejlingen

Der er en række krav til en spejling, for at metoden kan virke efter hensigten:

  • En spejling er et eller flere forslag til, hvordan barnet kan forstås. Det signalerer en åbenhed overfor, at andet end det foreslåede kan gøre sig gældende.
  • En spejling er altid et udsagn, aldrig et spørgsmål. Et spørgsmål indebærer en forventning om, at barnet svarer, og da spejlinger bruges til børn, der ikke fortæller om sig selv, er det vigtigt at spejlingen er renset for spørgsmål.
  • Spejlingen indeholder altid mindst én god grund til adfærden, altså et ’fordi’. Fx ’Du ser vred ud, måske fordi jeg sagde nej til dig’. Hvis du som socialpædagog blot siger: ’Du ser vred ud’, vil barnet let kunne opleve det som en kritik; som om det er forkert at se vred ud.
  • En spejling indeholder næsten altid et forbehold, ofte udtrykt ved ’måske’, fx: ’måske fordi jeg sagde nej’. For vi kan ikke vide, men kun formode og fornemme, hvad barnet tænker og føler.

Eksempel (fortsat):
Socialpædagogen tænker, at Lines reaktion kunne have noget at gøre med væremåden hos Stephanie, en ny pige, der er flyttet ind på opholdsstedet. Line og andre piger har givet udtryk for, at de synes at Stephanie er sej, og de ser op til hende. De virker ængstelige for, at hun ser ned på dem. Derfor påbegynder socialpædagogen en spejling:

’Når du ikke vil med på løbeturen, har det måske noget at gøre med, at Stephanie er flyttet ind, eller måske er det noget andet, som jeg ikke lige har tænkt på'.

3. Nedtrapning af spejling

Når barnet begynder at kunne tale for sig selv, er det et tegn på, at man kan begynde at nedtrappe spejlingen. Hvis et barn taler om sig selv, er det fordi det har noget, det gerne vil dele, og så vil det typisk også gerne besvare spørgsmål og fortælle om sig selv på eget initiativ. Når det er tilfældet, kan man stille og roligt nedtrappe spejlingen og bruge spørgsmål i stedet for.

I nedtrapningen kan der være brug for at skifte mellem spejling og spørgsmål, indtil barnet er helt klar til at svare på socialpædagogens spørgsmål og selv tage initiativ til at fortælle.

Eksempel (afslutning):
Spejlingen har med det samme en effekt på Line, der åbner for sine tanker overfor socialpædagogen og siger: ’Hun tror hun er noget, bare fordi hendes far bor i New York.’

Socialpædagogen: ’Okay, så du tror, at hun vil se ned på dig, hvis du tager med på løbeturen?’

Line: ’Hun siger garanteret, at mit løbetøj er nederen.’

Socialpædagogen: ’Okay, så du kritiserer hende for, at hun tror, at hun er noget. Men samtidig giver du hende magt til at afgøre, om dit løbetøj er ok. Så du er imod, at hun skal have magt over dig, samtidig med at du lader dig styre af hende.’

Line: ’Hun skal ikke styre mig, jeg tager med!’

Sådan arbejder du med ’Jeg-støtte’

1. Her er Jeg-støtte en god idé.

Hvor Spejling retter opmærksomheden mod barnets tanker og følelser, er det overordnede formål med Jeg-støtten, at barnets handlingsliv bliver mere succesfuldt. Svigtede børn har ofte erfaringer med, at deres handlinger går i hårknude. De kommer nemt til at ødelægge ting, og kommer let i konflikt med andre børn.

Eksempel:
Alberte bor på et opholdssted. Hun er et kaotisk barn, og hendes hverdag falder ofte fra hinanden, hvis hun ikke får jeg-støtte. . Ved morgenbordet beder Alberte om juice, som på den pågældende dag ikke er kommet på bordet. Socialpædagogen rejser sig, siger: ’Kom, vi henter det’, tager Alberte i hånden og går hen til køleskabet sammen med hende. På den måde hjælper socialpædagogen Alberte med at regulere sin ganghastighed og afstand til andre børn, så det går godt (fortsættes).

2. Selve jeg-støtten

Den voksne har ansvaret for situationen. Jeg-støtten er et markant modspil til den kritik, som barnet har oplevet i det svigtende miljø, og hensigten med jeg-støtte er at gøre det muligt for barnet at opleve de voksne som hjælpere. Barnet skal føle sig imødekommet og mindst muligt kritiseret og forkert.

Eksempel (fortsat):
Henne ved køleskabet stiller socialpædagogen et lille krav om, at Alberte skal åbne døren, mens socialpædagogen er parat med sin frie hånd til eventuelt at tage fra, fordi Albertes bevægelser er med stor kraft.
Det næste lille krav er at bede hende tage juicekartonen fra køleskabet. Alberte tager den med en hurtig, løs hånd, og den falder på gulvet og juicen flyder ud. Her manglede socialpædagogens hjælpende hånd, men det er kun godt i Jeg-støtte, at der sker små fejl, for det er dér socialpædagogen kan tage ansvar og derved vise, at essensen af jeg-støtten er at friholde barnet fra kritik. Socialpædagogen tager ansvaret ved at sige: 'Hov, der var jeg ikke hurtig nok med en hånd. Så kan du tage en af de uåbnede kartoner, som ligger i bunden af skabet.' En anden pædagog tørrer gulvet op
.  

3. Nedtrapning af Jeg-støtten

Tegnet på at du kan begynde at nedtrappe Jeg-støtten, er, at den er blevet velfungerende, og at barnet mærker fordelene ved den. Det kan fx være at kunne mestre at gå i svømmehallen eller i butikker.

Man aftrapper Jeg-støtten et skridt ad gangen. Hvis det går galt, tager den voksne ansvaret, og genetablerer kortvarigt Jeg-støtten. Derefter en ny, lille aftrapning. Når blot skridtene frem er lidt flere end skridtene tilbage, går det den rigtige vej, og der sker en udvikling i barnets selvhjulpenhed.         

Eksempel (afslutning):

Aftrapningen af Albertes Jeg-støtte indeholdt disse skridt fremad: Fra at gå med hende i hånden hen til køleskabet, til at have en hånd på hendes skulder. Og videre til at gå ved siden af hende uden berøring, til at blive siddende og guide hende alene med ord, og frem til at besvare hendes ønske om juice på alderssvarende måde: ’Du kan hente den i køleskabet. Der står en åben karton i døren.’

Relaterede artikler