icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Socialpaedagogen#3-2022_•Dilemma_web.jpg
Dilemma

Må man arbejde så meget, man har lyst til?

På det socialpædagogiske arbejdsmarked er der mulighed for at tage rigtig mange timer, hvis man fx er vikar. Det givere frihed til et fleksibelt arbejdsliv. Men er det godt eller skidt for den enkelte og for arbejdspladsen? Socialpædagogerne Kirstine Jacobsen og Helene Lynøe har hvert deres synspunkt

JA

Kirstine Jacobsen, socialpædagog, Bo- og værestedet Hjørnet på Langeland

Jeg synes, det skal være op til den enkelte. Så længe det ikke går ud over ens arbejdsindsats, ser jeg ikke noget problem i, at man selv bestemmer, hvor meget man arbejder. Jeg værdsætter den frihed, der er i, at jeg selv kan vælge, hvor meget mit arbejdsliv skal fylde. I nogle perioder kan jeg arbejde meget og spare penge op og så holde helt fri i andre. Jeg har arbejdet som vikar tre forskellige steder samtidig, og det har både givet mig lærerige erfaringer og perspektiver fra forskellige arbejdspladser. 

Samtidig betyder skiftene, at jeg aldrig kører sur i det, fordi der er afveksling i mit arbejdsliv. Når jeg arbejder mange timer på en uge, er det jo, fordi jeg kan lide det! Jeg har været i flow og haft masser af energi. Jeg kan give mig selv rigtig meget, når jeg ikke skal levere det samme hver eneste dag. Det er ikke altid antallet af timer, der afgør, om man bliver udbrændt. Jeg fik fx stress, da jeg var i en 37-timers stilling. Og for mig giver det arbejdsglæde, at det er mig, der styrer slagets gang, og ikke arbejdet. Jeg kan selv mærke, hvornår jeg har brug for at trække stikket et par dage og give min krop ro til at blive frisk igen.

GIVER FRIHED

  • Afveksling i arbejdslivet
  • Arbejdsglæde ved selv at tilrettelægge

NEJ

Helene Lynøe, socialpædagog i børne- og ungepsykiatrien, Skejby

Det er ikke små møtrikker, vi samler. Det er mennesker med udfordringer. Derfor skal vi bruge vores faglighed i vores arbejde, og den kan blive flosset. Man bliver træt både mentalt og fysisk, ens lunte bliver kortere, og så bliver man dårligere til at se muligheder. Jeg kender det fra mig selv, hvis jeg fx har haft en dagvagt og går videre i aftenvagt pga. sygdom. Så kan jeg have svært ved at se løsninger, når der opstår konflikter, og jeg kan komme til at sige nej i stedet for ja, fordi jeg ikke har overskuddet i situationen efter mange timer på job. Det handler også om, at man skal kunne holde til sit arbejde i mange år. Vi har alle et ansvar for at holde fast i en sund arbejdstidskultur. Hos os drøfter vi ofte arbejdstid, fx på personalemøder, og når vi kan se, at nogle tager for mange vagter, går vi til AMR eller ledelsen. Nogle kolleger bliver utilfredse, men det hjælper på forståelsen af problemet, når vi drøfter bekymringer i forhold til udtrætning, eller at de sætter fagligheden på standby. Man kan måske godt klare at tage mange vagter, når man er ung. Men i det lange løb kan man ikke holde til det.

SKADER KVALITETEN

  • Giver træthed mentalt og fysisk
  • Fagligheden bliver flosset

Vær med

På facebook udveksler socialpædagoger synspunkter og deler viden og erfaring i gruppen 'socialpædagog til socialpædagog'. Du kan deltage i debatten på facebook