icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
benny_2_farve_1128x600.jpg
Socialpædagogerne mener

Stort dyk i søgning til pædagoguddannelsen slår revner i velfærdssamfundets fundament

Antallet af ansøgere til pædagoguddannelsen via kvote 2 var i år faldet med 21 pct. sammenlignet med sidste år. Udfordringen med for få ansøgere på Danmarks velfærdsuddannelser må og skal være et fælles ansvar, mener Socialpædagogerne

Det var ikke fornøjelig læsning, der tikkede ind om professionshøjskolerne ved middagstid tirsdag 15. marts. Her var der deadline for de kommende studerende, der ville søge ind på videregående uddannelser via kvote 2-ansøgninger.

De tørre tal var desværre ikke til at tage fejl af. Faldet i ansøgere til pædagoguddannelsen lød på hele 21 pct. sammenlignet med sidste år. Under coronapandemien har der ganske vist været tale om en unormal høj søgning til uddannelser, da unge var begrænset i deres muligheder for at tage på rejser og højskoleophold. Men det kan langt fra alene forklare det store fald. Sandheden er desværre, at søgningen har været faldende i en årrække.

Vi må se i øjnene, at der her ligger en betydelig udfordring for vores fag i de næste år. Og det, der gør det særligt bekymrende, er, at vi netop står i en tid, hvor landets sociale tilbud skriger efter uddannede socialpædagoger med høj faglighed. En undersøgelse fra Rambøll viste for nyligt, at kun omkring halvdelen af de ansatte på landets bosteder er uddannede socialpædagoger. Samtidig kunne undersøgelsen dokumentere, at høj faglighed har positive effekter for både medarbejdere og borgere på tilbuddene.

For det er værd at huske på, hvem der i sidste ende betaler prisen, når selve fundamentet for vores velfærdssamfund begynder at slå revner. På det socialpædagogiske område er det det anbragte barn, der ikke bliver mødt med den rette faglighed, når en svær barndom eller ungdom gør ekstra ondt. Det er den voksne med autisme, hvis behov ikke kan rummes, fordi der mangler faglighed på bostedet. Eller det er de pårørende, som frustreret mangler den professionelle socialpædagog at sparre med om deres nære familiemedlems udfordringer.

Men udfordringen med for få ansøgere på Danmarks velfærdsuddannelser må og skal være et fælles ansvar. Vi socialpædagoger står på samme hold som en række andre velfærdsprofessioner, når vi siger, at vi vil have denne tendens knækket. Faktisk bør vi som samfund alle have interesse i at handle på denne dagsorden. For det bør minde os om, at vi ikke bare kan tage vores velfærdssamfund for givet. Det sikkerhedsnet, som de fleste danskere sætter deres lid til, afhænger af, at vi har tilstrækkelig mange fagprofessionelle med en uddannelse af høj kvalitet fra landets professionshøjskoler.

Derfor er løsningen både at vise, at velfærdsfagene er blandt de bedste og mest meningsfulde job, man kan tænke sig, så vi kan tænde gnisten hos unge, der overvejer retningen for deres arbejdsliv. At kæmpe for bedre arbejdsvilkår, herunder og ikke mindst lønforholdene, så vi kan skabe et livsgrundlag, der appellerer til dygtige kommende medarbejdere med høj faglighed. Og at skabe attraktive uddannelser, hvor de studerende får flere timer, mere feedback og bedre praktik. Det professions- og praksisfaglige fokus skal ganske enkelt være langt stærkere end i dag. Det gælder for socialpædagoguddannelsen såvel som for flere øvrige velfærdsuddannelser.

Så lad os stå sammen fagligt og politisk og få ansøgningskurven til at vende opad igen – helst allerede fra næste år!

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Uddannelse, Socialpædagogerne mener, Forbundsnyheder, Socialpolitik