’A-kassen var med til at fastholde min identitet’

De havde ellers skabt varige forandringer for udsatte mennesker – nogle af borgerne var kommet i meningsfuld beskæftigelse efter mange års misbrug, og tilbuddet var på det parameter en succes. Men de havde ikke kunnet udbetale løn til medarbejderne længe, for der var nogle forhindringer på den forretningsmæssige side, som de ikke kunne overkomme. Og nu var det slut.

– Jeg havde en uge, hvor jeg ikke talte med nogle mennesker. Det var nogle svære dage, fortæller Tine Edel Salling i dag.

Første gang som ledig

Samtidig følte Tine Edel Salling sig også lettet. For det havde i lang tid været for presset, og nu mærkede hun pludselig, hvordan hendes skuldre sænkede sig.

Beslutningen var truffet. Nu skulle hun se fremad, og hun meldte sig ledig. Snart derefter havde hun Maibritt Kirk Kjær, der er jobkonsulent i Socialpædagogernes A-kasse, i røret – og et informationsmøde i a-kassen i kalenderen. Normalt ville nye ledige komme i kontakt med jobcentret, men som led i et forsøg, stod Socialpædagogernes A-kasse for den første kontakt.

– Men så mærkede jeg, at det kunne jeg slet ikke deltage i. Jeg kunne ikke se mig selv i et møde i den sammenhæng, for det hang slet ikke sammen med mit selvbillede. Jeg havde aldrig været ledig før, og jeg syntes ikke, det var noget, jeg kunne forlige mig med. Især ikke set i lyset af, at jeg jo havde arbejdet som socialkonsulent og gået med borgerne til møder i jobcentret som støtte, siger Tine Edel Salling.

En anden stemning

Konkursen, de bristede drømme og den nye status som ledig gav Tine Edel Salling en krise i arbejdsidentiteten. Med noget modstand og uden den store energi fik hun dog samlet sig til at deltage i mødet. Og heldigvis skabte jobkonsulenten en anden stemning end den, Tine Edel Salling havde forventet – og frygtet.

– Maibritts tilstedeværelse og imødekommenhed skabte en stemning, der fik folk til at fortælle om, hvor de var de var i deres arbejdsliv. Jeg kunne i overskrifter dele, hvor jeg var – uden at jeg fik lyst til at snige mig væk. Hun skabte en stemning på mødet, som var sådan, jeg selv ville have gjort det – nemlig at skabe et trygt og rart rum, hvor der er grobund for udvikling, siger hun.

Der var på mødet afsat tid til at fastholde og arbejde med den faglige identitet, og det var afgørende, husker Tine Edel Salling. Jobkonsulenten spottede hurtigt konkrete erfaringer og kompetencer og kunne spejle dem.

Langsomt gik det op for Tine Edel Salling, at Socialpædagogernes A-kasse kunne agere anderledes end de kommunale jobcentre, hvor hun selv havde været med udsatte borgere til samtaler.

Samtale dagen efter

De første ansøgninger til nye stillinger blev skrevet, og Tine Edel Salling fik jobkonsulenten til at læse med i starten, da det jo af gode grunde var mange år siden, hun sidst havde sendt ansøgninger afsted.

– Selvom jeg kom til en samtale på ansøgningen, så trak jeg alligevel den tilbage igen. Det var en svær proces at skulle til samtale på et job, som jeg ikke lige havde drømt om, nu hvor min bedste arbejdsplads netop var lukket ned, fortæller hun.

Men så ringede Maibritt Kirk Kjær igen. Der var vikartimer på Kompasset, et døgnbehandlingstilbud til forældre og børn, der tilbyder fx akutte anbringelser og forældreevneundersøgelser. Kunne det være noget?

– Jeg ringede derud og blev kaldt til samtale dagen efter. Jeg er sådan indrettet, at jeg altid har arbejdet. Jeg skulle ikke gå hjemme. Samtalen var rigtig god og varede to timer med god kontakt. Så havde jeg min første vagt dagen efter, og jeg har været der siden, fortæller Tine Edel Salling.

Arbejdspladsen har tilbudt længere ansættelser, men Tine Edel Salling har takket nej. Som vikar kan hun selv styre arbejdstiden og trække stikket og passe på sig selv, når det er nødvendigt. Og prioritere at give sig selv tid til at finde den rette hylde i sit arbejdsliv.

For sideløbende med vikarvagterne har hun klienter i sin egen praksis som gestaltterapeut og er ved at overveje, hvad det næste kapitel af hendes arbejdsliv som socialpædagog skal være.

– Jeg er 52 år, så jeg overvejer, hvad det næste sted skal være – for det skal være det sidste sted, siger hun.