Plejemor: Det betyder alt, at jeg ikke står alene

– Det kan vi glæde os over – og andre gange vil det være andre følelser, der presser sig på. Kan I huske figuren med pilene, der illustrerede, hvordan børns følelser går op og ned, og at det er vores opgave at være med dem i det ved at låne ud af vores nervesystem? tilføjer Carina Hauge Jensen.

En del af det her projekt har også været, at vi lærer af hinanden – i stedet for at vi arbejder som to planeter langt fra hinanden.

Maiken Toftegaard, familieplejer

Vi har værdi

Familieplejerne er blevet undervist af Carina Hauge Jensen i forældreprogrammet Tryghedscirklen. Hun har også gennem de sidste par år lavet individuel, faglig sparring med dem efter behov – og gruppen samles fire til seks gange om året til netværksmøde.

Samarbejdet mellem den lokale døgninstitution og plejefamilierne i Middelfart Kommune er en del af et større projekt, som Socialstyrelsen søsatte for tre år siden i erkendelse af, at plejefamilier har brug for øget faglig støtte.

Da Maiken Toftegaard, der er godkendt som forstærket plejefamilie til tre og har været familieplejer i mere end et årti, fik tilbuddet om at være med i projektet, sagde hun ja med det samme.

– Når man får et nyt barn ind ad døren, åbner der sig en helt ny verden. Derfor har vi pligt til at følge med og ikke lade os låse fast. Og vi har jo ikke kolleger, vi kan sparre med. Så jeg tager imod alt, hvad vi kan få, siger hun og fortsætter:

– Vi er ikke bare bondekoner med store hjerter, der mødes til kaffe. Det kan godt være, vores arbejde er svært at definere, men det gør det ikke mindre vigtigt. Og jeg tænker i dag mere over den værdi, vores indsats skaber.

Læs også: Samarbejdsprojekt er et skridt i den rigtige retning

Luft og lyttende ører

Tilbage i sommerhuset er turen nået til Jan Povlsen. Han og hustruen måtte for kort tid siden sige farvel til deres to plejebørn, fordi hans hustru er blevet syg.

– Vi har sagt det til dem, som det er – at det er pga. sygdom og ikke har noget med dem at gøre. De siger, vi er den bedste plejefamilie, de har været i. Vi var nummer tre eller fire. Men vi er kommet så godt ud af det, som vi kan. Det håber jeg også børnene er, siger han og griber ud efter et lommetørklæde.

Carina Hauge Jensen bekræfter ham i, at den tid, der er gået godt, aldrig kommer skidt igen.

Når gruppen er samlet, gælder det for familieplejerne om at vende det, der fylder, og blive lyttet til, fortæller Maiken Toftegaard. Undervejs inviterer socialpædagogen dem til at dele erfaringer og refleksioner og skyder selv en faglig betragtning, et begreb eller en teoretisk reference ind.

Noget af det har Maiken Toftegaard hørt før. Men det skader aldrig at få det gentaget, mener hun.

– Jeg kan da godt følge de familieplejere, der kunne tænke, at en socialpædagog fra en døgninstitution ikke ved noget om at være plejemor. Men en del af det her projekt har også været, at vi lærer af hinanden – i stedet for at vi arbejder som to planeter langt fra hinanden. Og noget af det vigtigste, jeg har fået ud af det, er måske i virkeligheden en bekræftelse af min egen faglighed. Det kan man godt glemme, når der ikke er nogen kolleger til at sige ’hold kæft, det var godt, det, du gjorde’.

Socialpædagog Lene Fantassi fra Vejle Kommune superviserer plejefamilier: 'Vi er blevet kolleger'

Nye tilgange

Desuden har den individuelle, faglige sparring inspireret Maiken Toftegaard og hendes mand til nye tilgange, når en problematik er kørt i hårdknude. Fx da et plejebarn i perioder, hvor hun havde det skidt, reagerede ved at kaste op.

– Vi talte med Carina om at adskille problemet fra barnet ved at tale om det på en ny måde – omtale det som, at vi fik besøg af Bræk-lise, fordi det gør det nemmere for hende at tale om. I dag kan hun selv komme og sige, at ’der er en følelse i maven, og nu kommer Bræk-lise – jeg vil ikke have hende på besøg’. Og så åbner vi døren og lader, som om vi smider Bræk-lise ud i skraldespanden og smækker låget i, så det kan høres i hele nabolaget. 7-9-13 har vi ikke haft Bræk-lise på besøg siden december. Det er fantastisk, når man får idéer til at gøre tingene anderledes, siger hun.

Nogle gange kan de teoretiske og metodiske referencer dog også blive ’for langhårede’, som Maiken Toftegaard udtrykker det.

– En ting er at implementere en metode 100 pct. på en døgninstitution, men det kan altså blive for kunstigt i ens eget hjem. Men så bruger vi jo bare elementer af det. Og så giver det følelsen af ikke at stå alene med det. Jeg har fået kolleger. Det har givet tryghed, siger hun.

Hvad gør I?

Emnerne for den fælles faglige sparring i gruppen varierer mellem alt fra børns seksualitet og selvskade til forældresamarbejde og brug af sociale medier. Denne gang har en fra gruppen ønsket sparring om, hvordan de taler med deres børn om krigen i Ukraine.

– En aften lå et af plejebørnene på gulvet bag sofaen og nussede hunden, mens jeg så nyhederne – jeg havde hverken set eller hørt hende. Pludselig sagde hun: ’Jeg vil ikke dø nu.’ Hvordan håndterer vi det, og hvor meget skal vi gå i dybden og forklare? spørger familieplejeren.

Carina Hauge Jensen sender spørgsmålet videre ud i gruppen. Nogle taler åbent med deres børn om krigen. Andre er varsomme med at opsøge emnet for ikke at skræmme dem.

– Jeg har lyst til at udfordre det med ikke at tale med børnene. For hvad sker der så, når I tænder for radioen, og de hører ordet krig? Man behøver måske ikke bruge begrebet krig, men sige, at ’der er voksne langt herfra, der er blevet uvenner’. Og så er der de universelle råd om at lytte, undgå unødvendige detaljer og lade være med at lyve, siger Carina Hauge Jensen.

Det sætter tanker i gang hos Maiken Toftegaard.

– Måske skal vi prøve at være mere opmærksomme på, om de rent faktisk har brug for at tale om det. Det skal min mand og jeg have en snak om. 

Da gruppens bekymringer, erfaringer og faglige råd er vendt og drejet, bryder den lille gruppe op og træder ud af sommerhusets fortrolige rum igen.

Efter projektets afslutning har Middelfart Kommune valgt at fortsætte med at tilbyde plejefamilierne undervisningsforløb og netværksgrupper i samarbejde med døgninstitutionen.

En ting er at implementere en metode 100 pct. på en døgninstitution, men det kan altså blive for kunstigt i ens eget hjem.

Maiken Toftegaard, familieplejer