icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Billeder til artikler.png (1)
Portræt

Få øje på det, der ikke virker

Hvad gør man, når et udsat barn eller en borger ikke vil samarbejde? Pædagog og psykolog Lars Rasborg mener, at socialpædagoger er hjulpet godt på vej, hvis de arbejder metode­bevidst, skærper fokus på egen pædagogiske praksis og skifter spor, hvis konflikten truer

Et barn på et behandlingshjem gør modstand. Hun har flere gange fået at vide, at der er aftensmad, men hun vil ikke komme. Socialpædagogen har ellers sagt det mange gange – der er mad, nu skal hun komme og spise. Men lige lidt hjælper det. Til sidst bliver stemmen hævet. Først hos den voksne. Så hos barnet. Det hele ender i en højrøstet konflikt.

Men hvad sker der, hvis socialpædagogen gør noget andet? Hvis hun frem for at holde hårdt mod hårdt ændrer strategi og forholder sig nysgerrigt til barnet? Måske er konflikten afværget, og barn og voksen finder sammen en løsning, fordi socialpædagogen laver et skift i sin pædagogiske metode.

Eksemplet stammer fra psykolog Lars Rasborg, som genfortæller det på baggrund af erfaringer fra sin egen og kollegers praksis. Inden han blev psykolog, arbejdede han i mange år som socialpædagog med behandlingskrævende børn og unge. Dengang var han gentagne gange i situationer, hvor skrappe formaninger kun ville have gjort en vanskelig situation vanskeligere.

– Som fagpersoner har vi et ønske om, at vores vilje sker. Det er såre menneskeligt, og det gælder os alle sammen. I mange situationer udtrykker vi vores egenvilje uden tanke på, at den, vi står over for, også har en egenvilje. Men ofte fremmer det ikke udvikling, siger han.

Socialpædagogen har ansvaret

Sidste år udkom Lars Rasborgs bog ’Metodevalg i en dynamisk pædagogisk praksis’. En bog, der skal skabe overblik over alle pædagogiske metoder og gøre opmærksom på, at man som socialpædagog har brug for dem alle i ar­bejdet med børn og unge såvel som med andre borgere.

– Bogen er en opfordring til at udvikle større opmærksomhed over for, om en metode virker efter hensigten – og en opfordring til at gøre os mere parate til at skifte til en anden metode, når dette ikke er tilfældet, i stedet for at gøre mere af det samme, siger han.

Med bogen ønsker Lars Rasborg, at alle, der arbejder med børn, bliver mere opmærksomme på egen praksis og bevidste om, at man som fagperson har ansvaret for at undgå ufrugtbare konflikter.

Og for at vende tilbage til eksemplet med barnet, der ikke vil komme og spise, så sammenligner Lars Rasborg den slags episoder med en lampe, der ikke vil lyse. Pæren er skiftet, og kontakten er tjekket, men der sker ikke noget. På et tidspunkt bliver vi nødt til at overveje grundene til, at den ikke virker, og gå i gang med at undersøge dem.

– Tænk på barnet som en lampe, der ikke vil lyse. Den er ikke selv i stand til at redegøre for hvorfor. Et barn kan man spørge om grunden, når det ikke gør, som man ønsker. Men hvis barnet ikke svarer, er man nødt til selv at finde ud af hvorfor, hvis man da ikke vil være i kamp med barnet hele tiden. Det indebærer, at man må acceptere, at der findes situationer med børn, hvor det – ligesom med lampen – alene er os, der har ansvaret for at finde ud af, hvad der er galt, siger han.

Tre typer pædagogik

I sin bog præsenterer Lars Rasborg det, han kalder ’enhedsmodellen’ (se nederst i denne artikel). Modellen skaber et overblik over pædagogiske metoder i praksis og bidrager desuden til at skærpe bevidstheden om, hvilken metode man bruger, og blikket for, om metoden virker efter hensigten.

Hvis ikke det er tilfældet, peger enhedsmodellen på, hvilke metoder man så kan skifte til.

I korte træk organiserer enhedsmodellen alle pædagogiske metoder i tre forskellige måder, man som socialpædagog kan møde et barn eller enhver anden borger på: som alvidende, ikke-vidende eller delvist vidende pædagog.

Det er de tre måder, man kan skifte imellem, hvis der opstår knas i en situation, hvor fx et barn ikke vil samarbejde, siger Lars Rasborg:

– Den alvidende pædagog er den, der siger: ’Kom, vi skal spise.’ Det er en direkte instruks, som vi kender den i helt almindelig pædagogik. Hvis barnet er med på den, så er alt jo fint. Hvis barnet derimod ikke vil samarbejde, kan det være væsentligt at sadle om og spørge barnet, hvorfor det ikke gør, som man beder det om, forklarer han.

Ved at gøre det forsøger man som ikke-vidende pædagog at trække på barnets ressourcer og kan ad den vej måske få viden af barnet om, hvad problemet er, og finde en løsning sammen med barnet. 

Hvis barnet ikke svarer og dermed afviser at tale for sig selv og indgå i den fælles problemløsning, foreslår enhedsmodellen, at man som socialpædagog skifter til den tredje metodegruppe, hvor man er delvist vidende. Her kan man bruge metoderne spejling og jeg-støtte.

– Gennem en spejling forsøger man at vide noget om barnet ved at komme med gode bud på, hvorfor det ikke kommer og spiser. Måske er barnet ikke sultent? Måske har barnet travlt med noget andet? Man ser på barnets reaktioner, om man har ramt rigtigt, og når det lykkes, får man grundlag for at finde frem til, hvad man så gør. I jeg-støtte guider man bl.a. barnet fysisk gennem det, som det har modvilje mod at gøre, siger Lars Rasborg.

Tænk på barnet som en lampe, der ikke vil lyse. Den er ikke selv i stand til at redegøre for hvorfor.

Lars Rasborg, pædagog og psykolog
Når du er bevidst om, hvilken type pædagogisk metode du bruger, bidrager du ifølge psykolog Lars Rasborg til barnets eller borgerens udvikling.
Når du er bevidst om, hvilken type pædagogisk metode du bruger, bidrager du ifølge psykolog Lars Rasborg til barnets eller borgerens udvikling.

Advarselslampen:

Her kan du skifte metode

Hvis den metode, du anvender, ikke virker efter hensigten allerede første eller anden gang, er der ifølge enhedsmodellen grund til at skifte metode.

Det er oftest ikke tilstrækkeligt at skifte til en metode, som ligner. Der er brug for at skifte til en metode fra en anden af modellens metodegrupper.

Hvis du ikke skifter, men gør mere af det samme, er der stor risiko for at skabe en konflikt, hvor barnet eller borgeren oplever dig som modstander frem for som hjælper.

Metodebevidsthed en fordel

Alle kender almindelig pædagogik, langt de fleste også narrativ pædagogik eller andre ressourceorienterede metoder. Spejling og jeg-støtte er derimod mindre velkendte metoder, mener Lars Rasborg.

Men også når der kun er tale om de to velkendte metodegrupper, oplever han, når han afholder kurser og oplæg for bl.a. socialpædagoger, at det er nyt for de fleste at være bevidste om, hvilken gruppe de befinder sig i, og vurdere, om den er velvalgt i det pågældende øjeblik.

Ofte er socialpædagogers samspil med børn mere intuitivt, og de er ikke vant til at tænke over, hvad man kan gøre i stedet, når en situation med et barn går i hårknude, lyder det fra Lars Rasborg, som derfor peger på, at det kan være en fordel at udvikle metodebevidsthed, hvis man vil undgå konflikt­optrapning og bidrage til udvikling.

– Man arbejder metodebevidst, når man gør sig klart, hvilken pædagogisk metode man bruger i den konkrete situation og hvorfor. Og når man træner sine færdigheder i både at kunne fortsætte med at bruge en bestemt metode, så længe den virker efter hensigten, og i at skifte metode, når det er velbegrundet, siger han.

Godt at kunne skifte retning

Da Lars Rasborg var socialpædagog på et behandlingshjem, blev han opmærksom på, at især børn, der havde oplevet svigt, gav modstand. Både mod at gøre, hvad de blev bedt om, men også mod at have noget med problemet at gøre.

– Hvis jeg bad et barn om at tage støvler på, sagde hun nej. Men barnet ville heller ikke indgå i en dialog om hvorfor og svarede ’fuck dig’. Der var tale om en dobbelt modstand, hvor barnet ikke gjorde det, jeg bad om, men heller ikke ville tale om det problem, der derved opstod, fortæller han. Lars Rasborg peger på, at man ofte med omsorgssvigtede børn ser, at metodegrupperne almindelig og ressourceorienteret pædagogik ikke virker. Almindelig pædagogik virker kun, når barnet er villigt til at samarbejde og gøre, hvad de voksne ønsker. Og ressourceorienteret pædagogik virker kun, når barnets modstand er begrænset til enkelt modstand.

Derfor blev det nærliggende for ham at forsøge at sige det, børnene ikke selv formåede, og komme med bud på, hvorfor de ikke ville samarbejde. Det blev til metoden spejling.

– I spejling bruger man sin intuition, erfaringer og viden om barnet som grundlag for at forsøge at sætte ord på de tanker og følelser, som kan ligge bag barnets modstand. Det er denne metode samt jeg-støtte, der kan være brugbar at skifte til, når hverken almindelig eller ressourceorienteret pædagogik virker, siger Lars Rasborg.

Styrker tilliden

Fordelen ved at kunne skifte mellem pædagogiske metoder handler ikke kun om at undgå konflikter. For når en voksen får øje på barnets behov for eksempelvis spejling og møder et sårbart barn eller en ung med nysgerrighed og lydhørhed, kan det øge tilliden mellem de to.

Det kan også være tilfældet med metoder, hvor man er ikke-vidende.

– Typisk har de omsorgssvigtede børn lært at have mistillid til voksne. Spejling og jeg-støtte kan være indledningen til, at de oplever, at der findes voksne, der er interesserede i at forstå dem, siger Lars Rasborg.

Spejlinger er tillidsskabende og dermed relationsudviklende, idet de er renset for kritik, ros og krav. I stedet er det et forsøg på at se med barnets øjne. Jeg-støtte, hvor socialpædagogen sænker krav, øger hjælp, guider barnet og tager ansvar for det, der går galt, virker i samme retning, idet støtten gør hverdagens handlinger overkommelige for barnet, som det aktuelt har det.

Når barnet begynder at tale for sig selv og efterhånden også at leve op til de sociale normer, er det godt på vej til ikke længere at have brug for spejling og jeg-støtte og få en tilværelse på linje med sine jævnaldrende.

– På den måde kan man sige, at man ifølge enhedsmodellen ofte må anvende forskellige metoder i en sammenhængende og dynamisk vekslen, hvis man skal opfylde formålet med den socialpædagogiske indsats, siger Lars Rasborg.

Lars Rasborg har formuleret metoderne spejling og jeg-støtte, som kan støtte udviklingen hos omsorgssvigtede børn.
Lars Rasborg har formuleret metoderne spejling og jeg-støtte, som kan støtte udviklingen hos omsorgssvigtede børn.

Typisk har de omsorgssvigtede børn lært at have mistillid til voksne. Spejling og jeg-støtte kan være indledningen til, at de oplever, at der findes voksne, der er interesserede i at forstå dem.

Lars Rasborg, pædagog og psykolog

Enhedsmodellen

Enhedsmodellen organiserer alle pædagogiske metoder i tre forskellige måder, man som socialpædagog kan møde et barn eller enhver anden borger på: som alvidende, ikke-vidende eller delvist vidende pædagog. Her kan du se, hvad de forskellige metoder indebærer, og hvornår man kan anvende dem

Metodegruppe 1

Metodeeksempel: almindelig pædagogik.

Almindelig pædagogik er det sædvanlige førstevalg.

Her er pædagogen alvidende. Hun ved, hvad der er bedst for barnet, og udtrykker det direkte ved fx at sige: ’Kom, vi skal spise nu.’

Metoden virker efter hensigten, når barnet reagerer ved at samarbejde og gøre, hvad pædagogen siger. Hvis barnet ikke kommer og deltager i måltidet, virker metoden ikke efter hensigten, og der er grund til at skifte metodegruppe.

Metodegruppe 2

Metodeeksempel: ressourceorienteret pædagogik, fx narrativ pædagogik.

Her er pædagogen ikke-vidende og spørger fx barnet: ’Hvad er du i gang med?’, ’hvornår kan du være klar, eller er du ikke sulten?’ Derved lægges op til, at barnet anvender sine ressourcer i en fælles problemløsning.

Metoden virker efter hensigten, når barnet svarer på spørgsmål og derved indgår i en fælles problemløsning. Hvis barnet ikke gør dette, men fx er tavs eller siger: ’Bland dig uden om!’, virker metoden ikke efter hensigten – og der er grund til at skifte metodegruppe.

Metodegruppe 3

Metodeeksempel: spejling og jeg-støtte.

Her er pædagogen delvist vidende og udvikler formodninger om, hvordan barnets adfærd kan forstås, og fortæller dem til barnet i spejlinger: ’Måske er du ikke sulten eller bare så optaget af det, du er i gang med, at du ikke mærker sult.’

Spejling ledsages meget ofte af jeg-støtte, som bl.a. består i at sænke krav, øge hjælp, guide barnet med enkle ord og fysisk. Fx ved at sige: ’Nu kan du komme og sidde lidt med ved bordet. Så kan du jo se, om du får lyst til at spise. Bagefter kan du lege videre’ og ved at lægge en hånd på barnets skulder og føre det i retning af bordet.

Kilde: ’Metodevalg i en dynamisk pædagogisk praksis’ af Lars Rasborg

Sådan bruger du metoderne

sl.dk/fagligtfokus kan du blive klogere på, hvordan du som socialpædagog kan arbejde med metoderne spejling og jeg-støtte.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis