Eksperter i samarbejde: Sådan arbejder I på tværs
Opgaverne inden for socialområdet er så komplekse og sammensatte, at alle involverede fagpersoner må arbejde sammen for at lykkes, mener to eksperter i tværfagligt samarbejde. Her får du deres råd til, hvordan du gør
Morten Ejrnæs
Lektor ved Aalborg Universitet, forfatter til bøgerne ’Faglighed og tværfaglighed’ og ’Tværfaglighed i socialt arbejde’:
– Uenighed er et grundvilkår i alt socialpædagogisk arbejde. Det kan være uenighed om et problems alvor, problemets årsag og endelig valget af indsats eller metode.
Den uenighed skal man turde være i ved at diskutere den fordomsfrit med hinanden i personalegruppen.
– Det kan man fx gøre på personalemøder ud fra fiktive cases, der omhandler nogle af de problematikker, man ofte oplever går igen – fx omkring sengetider, specialhensyn til mad eller udadreagerende adfærd. Tal åbent om, hvad I hver især ville gøre i den situation, og hvad jeres fag fortæller jer.
– Resultatet er ikke en ensartet handlingsanvisning, men en bevidsthed om, at der er mange synspunkter og veje at gå – den ene er ikke bedre end den anden. En pædagog kan være bedst til at bruge én metode, mens en anden får et bedre resultat med en anden metode. I nogle situationer er I dog nødt til at handle ens. Så må I stemme om det, eller en leder må skære igennem.
Andy Højholdt
Lektor ved Københavns Professionshøjskole, hvor han bl.a. underviser på pædagoguddannelsens tværprofessionelle modul:
– Det kan være svært at beskrive sin praksis så detaljeret, at en anden kan rådgive ud fra det, ligesom man kan være fastlåst i nogle problematikker, man ikke selv har øje for. Derfor er jeg meget optaget af det, man kalder praksisnært samarbejde. Her er man sammen ’på gulvet’ om at ændre praksis.
– Det gør man ved at gøre sig umage med at finde ud af, hvad problemet egentlig er ud fra en kollektiv, undersøgende proces. Derfra kan man igangsætte nogle prøvehandlinger og i fællesskab evaluere effekten.
– Det kan fx være en afdeling på et bosted, hvor der er meget udadreagerende adfærd, hvor man finder ud af, at det er organiseringen af arbejdet, der er problemet, og så arbejder man med at få lavet en anden struktur for dagen.
– Det kræver, at man er åben for at lukke andre ind i sin praksis og tør tvivle i fællesskab. Og det kræver, at den, der skal hjælpe en, er villig til at være med ’på gulvet’ og derudfra kan komme med bud på løsninger.