icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
AMR konf.png
Arbejdsmiljøkonference

Arbejdsmiljø forandrer liv

Inspiration, løsningsforslag og kollegial sparring var ingredienserne, da Socialpædagogerne samlede over 600 tillidsvalgte og ledere til arbejdsmiljøkonference. Formålet var at skabe rum til at udveksle og udvikle de gode ideer, som findes ude på arbejdspladserne

Rammerne for en inspirationsrig dag var sat i de store messesale i Fredericia: Kulørte lamper, street food-boder, uhøjtidelige pallemøbler, levende lys på bordene og et kirsebærtræ i blomst dannede baggrundtæppe, da Socialpædagogerne samlede 600 tillidsvalgte og ledere til arbejdsmiljøkonference torsdag den 28. april.

Konferencen, som var den største i Socialpædagogernes historie, har længe været fuldt booket, og den store tilslutning afspejler, hvor højt arbejdsmiljøet står på dagsordenen på de socialpædagogiske arbejdspladser, understregede forbundsformand Benny Andersen i sin velkomsttale:

– Et godt arbejdsmiljø er fundamentet for, at I kan levere den faglighed, der er er brug for. Alt for mange steder er det for psykisk belastende at gå på arbejde. Det er ikke i orden, det er også derfor, vi er samlet her i dag.

Blandt deltagerne var der forventninger om at bruge dagen på at få drøftet hverdagens ofte alvorlige udfordringer med andre fagpersoner, dele viden og få inspiration og ideer til nye løsninger.

– Jeg håber, jeg kommer hjem med ny viden. Det er vigtigt for mig som AMR at komme ud og møde andre og hente inspiration, sagde en af konferencedeltagerne Anne Graversen, som er AMR i Voksenhandicap Syd i Århus Kommune.

Bæredygtigt arbejdsliv

Deltagerne fik rig lejlighed til sparring i løbet af dagens program, som bl.a. bød på et udvalg af ti forskellige workshops om emner fra vold og trusler i det socialpædagogiske arbejde til bæredygtige arbejdsfællesskaber.  I sidstnævnte workshop præsenterede forsker i arbejdsmiljøarbejde Hanne Christensen tankerne om bæredygtighed i et arbejdslivsperspektiv således:

– Det handler om at sætte et positivt fodspor i arbejdslivet. Og at udvikle medarbejdernes kompetencer, så man går styrket ud af arbejdsmarkedet, når man forlader det. Vi skal ikke blive så nedslidte, at andre er nødt til at passe os.

Hun havde et klart budskab til deltagerne om, hvordan man kan forebygge nedslidning:
– Et stærkt arbejdsfællesskab har stor betydning. Det er noget andet end et godt kollegaskab. Et stærkt arbejdsfællesskab indebærer, at det er fællesskabet, der er i fokus, hver gang der træffes beslutninger.

Nøgleord: Forandringer

Et af de nøgleord, som gik igen i konferencens mange dialoger om arbejdsmiljøet, var forandringer: Pres ovenfra, omlægninger og en stadig strøm af nye ting, der skal håndteres, er en fællesnævner på mange arbejdspladser.

– Når vi bliver ramt af noget, som vi ikke kan gøre noget ved, så tærer det på bæredygtigheden, sagde Hanne Christensen og understregede, at det i den forbindelse er vigtigt, at ens kompetencer udvikles i takt med de opgaver man får.

– Forventningsafstemning og kontrol over eget arbejde er helt centralt for, om vi udvikler stress, sagde forskeren.

Forandringer på arbejdspladsen var også temaet i et dobbeltinterview fra konferencescenen, hvor leder og TR fra Center for Socialpsykiatri i Esbjerg Kommune fortalte, hvordan en sammenlægning af to centre blev anledning til at gentænke, hvad de egentlig ville med MED-samarbejdet.

– Vi afskaffede alle lokalaftaler og politikker og startede forfra. Stillede os selv spørgsmålene: ’Hvad har vi brug for?’, og ’Hvad giver mening for os?’. Vi var nødt til at bygge bro ud til medarbejderne, høre basismedarbejdernes holdning og sikre, at dialogen gik begge veje, sagde TR Sanne Foldberg Hallum.

God feedback

Der var stor tilfredshed med konferencen blandt deltagerne. Den foreløbige evaluering viser, at:

  • 93 pct. oplevede at blive inspireret i deres videre arbejde med at styrke arbejdsmiljøet
  • 94 pct. var meget tilfreds/tilfreds med konferencen alt i alt
  • 88 pct. var meget tilfredse/tilfredse med konferencen program

Redskaber med hjem

I workshoppene blev deltagerne bl.a. sat til at diskutere diverse temaer i grupper og svare på spørgsmål til fremtidsscenarier som fx: ”Det er 2023. Hvilken plan har I udviklet for at støtte kolleger, der udsættes for vold på arbejdspladsen?

Deltagerne drøftede livligt temaerne og sparrede med hinanden om praksis forskellige steder.

Anita Thulesen, TR i Svendborg Kommune deltog i en workshop afholdt af Jesper Pihl- Thingvad, som har forsket i vold og trusler på socialpædagogiske arbejdspladser.

– Jeg har tidligere været AMR, da Jesper startede, så nu er jeg interesseret i at vide, hvad der er kommet ud af hans arbejde. Jeg er blevet bekræftet i, at vi i Svendborg Kommune tager fint hånd om arbejdsmiljøet. Vi har et godt fokus på det. Det er også spændende at høre, hvordan de andre arbejder – og hvad de gør eller burde gøre.

Hun sætter pris på muligheden for at dyrke det faglige fællesskab med andre tillidsfolk og ledere:

– Det er godt med en fællesdag. Vores arbejdsmiljø er en så helt grundlæggende og vigtig del af vores arbejde. Trivsel fylder jo alt, lød det fra Anita Thulesen, som også tager nogle konkrete redskaber med sig hjem fra workshoppen ’Forebyggelse af krænkende handlinger’:

– Jeg fik nogle gode værktøjer. Det har været givtigt med redskaber til, hvordan man får taget de svære samtaler på arbejdspladsen.

Tak fra ministeren

Deltagerne fik også noget andet med hjem. Nemlig ros fra beskæftigelsesministeren, som bl.a. kvitterede for, at Socialpædagogerne har kæmpet ihærdigt for at få sat psykisk arbejdsmiljø på dagsorden – og er lykkedes med det.

– I har råbt højt om en bekendtgørelse for det psykiske arbejdsmiljø, som nu er en realitet og som kommer rigtig mange danskere til gavn. Tak for det! sagde Peter Hummelgaard (S) og fortsatte:

– Tak til hver enkelt af jer, som gør andres arbejdsdage mere trygge og sikre. Det er jer, der til hverdag tør stå op for dårlige forhold og insistere på, at man ikke skal blive syg af sit arbejde.

Dagens allersidste oplæg stod Karen-Marie Lillelund for. Og hendes budskab ’Kommunikation med humoren som forløser’ var en kæmpe succes målt på de latterudbrud og bifald i salen, oplægget afstedkom – og ikke mindst de smil, der var at øjne i ansigterne på deltagerne, da de drog hjemad.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: TR og AMR, Arbejdsmiljø