icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Torek i grøn 1128x600.png
Må du spænde dit lille plejebarn fast i en autostol, selv om barnet modsætter sig? Eller holde en 4-årigs arm for at børste barnets tænder? Får svarene fra afdelingsleder Tore Kargo fra Socialtilsyn Øst.
Familieplejer

Forstå voksenansvarsloven på 5 minutter

Hvornår må man anvende magt overfor anbragte børn? Det bestemmes i Lov om voksenansvar. I syv punkter giver afdelingsleder Tore Kargo fra Socialtilsyn Øst en hurtig introduktion til loven og dét, den betyder for plejefamilier.

1. Udgangspunktet er børnenes rettigheder
Udgangspunktet for loven er børns rettigheder til fx selvbestemmelse, privatliv og bevægelsesfrihed – og loven beskriver de undtagelser, hvor man har ret til fx at begrænse barnets bevægelsesfrihed eller selvbestemmelse.

2. Tre paragraffer omhandler plejefamilier
Der er 24 paragraffer i Lov om voksenansvar, men det er kun to af dem, der omfatter alle slags plejefamilier, og én, som omfatter specialiserede plejefamilier. De resterende er udelukkende relevante for fx medarbejdere på døgninstitutioner, opholdssteder eller sikrede institutioner.

3. Du må foretage indgreb på linje med forældre, når den daglige omsorg skal sikres
Den ene paragraf (paragraf 3) slår fast, at ansvaret for den daglige omsorg overgår fra forældrene til plejefamilien, og at dette ansvar indebærer, at plejefamilien kan foretage nødvendige indgreb i barnets eller den unges selvbestemmelsesret – på linje med de indgreb, forældre kan foretage over for deres egne børn. Konkret betyder det fx, at en familieplejer gerne må spænde sit lille plejebarn fast i en autostol, selv om barnet modsætter sig. Eller holde en 4-årigs arm for at børste barnets tænder. Det er under ingen omstændigheder tilladt, at plejeforældrene tvinger et barn til medicinsk behandling.

4. Du må guide dit plejebarn fysisk
Den anden paragraf (paragraf 6) giver plejeforældre ret til at guide deres plejebørn fysisk. Det kan fx være ved at tage barnets hånd og bede det følge med. Det er vigtigt at forstå, at fysisk guidning altid skal være frivilligt. Man må fx gerne tage barnets hånd eller lægge sin arm om skulderne på et større barn og dermed vise, at man ønsker, at barnet går med – men kun hvis barnet følger frivilligt med. I selve loven står der kun, at det er specialiserede plejefamilier, der må foretage fysisk guidning, men vejledningen slår fast, at det gælder alle plejefamilier.

5. Specialiserede plejefamilier må udøve afværgehjælp
Ud over de to paragraffer, der er relevante for alle plejefamilier, er specialiserede plejefamilier også omfattet af paragraf 8, der omhandler retten til såkaldt ’afværgehjælp.’ Paragraffen giver specialiserede plejefamilier ret til kortvarigt at fastholde et barn for at afværge, at det gør skade på ting af betydelig værdi. Enten økonomisk eller affektionsværdi. Det kan fx være for at forhindre, at et barn smadrer et fjernsyn.

6. Ellers må du ikke udøve fysisk magt
Ud over ovenstående har plejefamilier i modsætning til fx socialpædagoger på døgninstitutioner ikke ret til at anvende fysisk magt over for plejebørn.

7. Alle magtanvendelser skal indberettes
Hvis du kommer i en situation, hvor du alligevel har anvendt fysisk magt ved fx at holde et plejebarn fast for at undgå, at det slås med et andet plejebarn, skal du indberette det til socialtilsynet og til sagsbehandler. Du finder de blanketter, du skal bruge, på socialtilsynenes hjemmesider. Du skal ikke indberette det, hvis du har brugt fysisk guidning eller udøvet voksenansvar, sådan som det er beskrevet i punkt 3.

Gratis: Digitalt webinar om magtanvendelser

  • Hvordan er du som familieplejer dækket af lov om voksenansvar?
  • Hvornår er noget en fysisk guidning?
  • Hvad er typiske misforståelser omkring magtanvendelse?

Sådan lyder nogle af de spørgsmål, du kan få svar på, når forbundet den 14. juni holder et gratis digitalt webinar for familieplejere om magtanvendelser, hvor afdelingsleder Tore Kargo fra Socialtilsyn Øst holder oplæg. Indholdet er særligt tilpasset familieplejere hos Socialpædagogerne.

Læs mere og tilmeld dig her

Bliv medlem og få tryghed, netværk og juridisk hjælp

Familieplejere hos Socialpædagogerne er en del af et fagligt fællesskab. Vi tilbyder et sikkerhedsnet og faglig udvikling gennem temadage og kurser. Få hjælp og rådgivning omkring ansættelsesretlige forhold.

5 KONTANTE FORDELE VED AT VÆRE MEDLEM

  • Billige forsikringer gennem Alka.
  • Fagforeningsfradrag: Du kan trække 6000 kr. årligt af dit kontingent fra i skat.
  • Rabatter på mange varer og services med LO Plus-kortet.
  • Rabatter og bonus gennem Forbrugsforeningen.
  • Lønforsikring, som dækker 80 % af din løn i op til 6 måneder, når du er medlem af Socialpædagogerne og Socialpædagogernes a-kasse.

Se den komplette liste af kontante medlemsfordele - og bliv medlem.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Familieplejere, Børn og unge