icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Hanne Gitte Rasmussen_1128x600.jpg
Da Hanne Gitte Rasmussen blev alvorligt syg, var det vigtigt for hende at blive ved med at arbejde i det omfang, hun kunne. Men der skal også være overskud til familie og venner, fortæller hun.
Arbejdsmiljø

’Når jeg går på arbejde, er jeg jo ikke rigtig syg’

Selvom socialpædagog Hanne Gitte Rasmussen blev ramt af uhelbredelig kræft i 2019, er hun blevet ved med at arbejde. Det giver hende livsenergi. Men det har været afgørende, at arbejdspladsen har mødt hende med fleksibilitet og rummelighed

  • Jannie Søgaard Iwankow / Foto: Privat

Socialpædagog Hanne Gitte Rasmussen er lige kommet hjem fra Sønderborg. Her har hun været på en tre dage lang koloni med en borger fra Viften Vodskov, et botilbud for unge med autisme og ADHD i Aalborg Kommune. Det har været en rigtig god tur med både museumsbesøg og en tur til Dybbøl Banke, fortæller hun.

– Men bagefter betaler jeg prisen. Så er jeg træt og skal lige bruge et par fridage til at samle ny energi. Men så er jeg også klar igen, siger hun.

Hanne Gitte Rasmussen har ikke altid haft behov for at tage den slags pauser fra sin arbejdsplads. Men i 2019 fik hun konstateret uhelbredelig kræft i lungerne, og det vendte op og ned på mangt og meget i hendes liv. Dog har den 59-årige socialpædagog helt fra begyndelsen været sikker på, at én ting skulle der om muligt ikke laves om på. Hun ville ikke stoppe med at arbejde.

– Når man erklæres uhelbredeligt syg, får man tilknyttet en vejleder fra kommunen, og allerede første gang, jeg talte med hende, gjorde hun det klart, at det ikke ville blive noget problem for mig at få bevilliget en pension. På sygehuset havde jeg spurgt og fået at vide, at jeg højst havde to år tilbage at leve i. Men alligevel var jeg sikker på, at jeg i det omfang, det kunne lade sig gøre, gerne ville beholde mit arbejde. Jeg tænkte, at hvis jeg bare sætter mig hen i et hjørne og venter, så dør jeg meget hurtigt, siger hun.

Mødt med rummelighed

Kort tid efter, at Hanne Gitte Rasmussen var blevet diagnosticeret med kræft, kom hendes øverste chef hjem til hende.

– Han kom med blomster og chokolade, men han kom også for at tale med mig. Han spurgte mig bl.a., hvad jeg gerne ville med resten af mit liv. Der var ingen berøringsangst overhovedet, hvilket var utroligt befriende. Det samme har jeg oplevet hele vejen igennem mit sygdomsforløb fra mine kollegaer. Jeg har aldrig været bekymret for, om jeg nu risikerede at blive grådlabil på arbejdet. Jeg er blevet mødt med en helt utrolig rummelighed og imødekommenhed, siger hun.

På sygehuset havde jeg spurgt og fået at vide, at jeg højst havde to år tilbage at leve i. Men alligevel var jeg sikker på, at jeg i det omfang, det kunne lade sig gøre, gerne ville beholde mit arbejde. Jeg tænkte, at hvis jeg bare sætter mig hen i et hjørne og venter, så dør jeg meget hurtigt

Hanne Gitte Rasmussen, socialpædagog

Gode nyheder

Det er nu et halvt år siden, at Hanne Gitte Rasmussen, hvis lægernes dom ellers havde holdt stik, skulle have været død. Men heldigvis er det ikke gået sådan. For den nordjyske socialpædagog responderede så godt på særligt immunterapien, at hendes sygdom er blevet sat i bero. Det betyder, at hun langsomt har kunnet arbejde sig op i tid – fra fem timers arbejde ugentligt til lige nu mellem 15 og 20 timer.

– Det betyder rigtig meget for mig at komme afsted på arbejde. Når man går på arbejde, er man jo ikke rigtig syg. Jeg er oppe på at arbejde tre dage om ugen, og hver anden uge er to af dagene lige efter hinanden. Det er godt for mig at bygge det op på den måde, og jeg gør det selvfølgelig i tæt samråd med lægerne på sygehuset. Til tider har jeg syntes, at det går meget langsomt. Men jeg er også nødt til at tænke på, at jeg skal have kræfter til andet end mit arbejde – jeg har også min familie og venner, siger Hanne Gitte Rasmussen, der har et mål om at komme op på de 35 arbejdstimer, hun var på, inden hun blev syg.

De uvurderlige kollegaer

Under hele sit sygdomsforløb har Hanne Gitte Rasmussen, der selv har været arbejdsmiljørepræsentant i en længere årrække, mærket værdien af at have både en kommune, en daglig ledelse og en tillidsrepræsentant, der har stået klar til at hjælpe. Men det, der har betydet allermest for hende, er kollegerne. 

– Det har haft en afgørende betydning at have så gode kollegaer, som slet ikke har haft nogen berøringsangst. Da jeg var sygemeldt på fuld tid, havde jeg også løbende kontakt til dem. Vi skrev over Messenger, og de kom hjem til mig og drak kaffe. Man kan nemt komme til at føle sig meget alene, når man bliver alvorligt syg. Det har de været med til at modvirke, siger hun.

Et godt sted at blive syg

Fremtiden forsøger Hanne Gitte Rasmussen ikke at tænke alt for meget over. Hun ved, at hun lever med en sygdom, som kan bryde ud når som helst, men hun har valgt at være optimistisk og fokusere på de positive ting i tilværelsen.

– Jeg går til kontrolscanning hver tredje måned, men nu taler lægerne om, at det måske skal ændres til kun at være hver sjette måned. Det må da være et positivt tegn. Og så har jeg kigget i statistikkerne og kan se, at Nordjylland er et godt sted af blive syg med kræft. De har i hvert fald nogle af de bedste tal, når det kommer til livsforlængende behandling, siger hun.

Hanne Gitte Rasmussen ønsker for andre socialpædagoger, der måtte komme i hendes situation, at de møder samme rummelighed, som har mødt hende fra både arbejdsplads og kommune.

– Jeg ved jo godt, at jeg er en lønudgift. Men jeg har fået at vide af min leder, at det skal jeg slet ikke tænke på. Så min oplevelse er, at hvis kommunen og arbejdspladsen arbejder tæt sammen med dig, så kan rigtig meget lade sig gøre – også at være i så lang en tilbagekomst, som jeg er i, slutter hun.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Boenheder, Kognitiv, Marginaliserede, Sindslidelser, Beskæftigelse