icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Billeder til artikler (4).png
A-kasse

’A-kassen var min livline, da jeg skulle tilbage på arbejdsmarkedet’

Socialpædagogernes a-kasse viste både menneskelighed og høj faglig kompetence, da Charlotte Buchardi efter et års sygemelding skulle i gang med at søge job. Ikke mindst den personlige kontakt gjorde en forskel, fortæller hun

  • Jannie Søgaard Iwankow / Foto: Ricky John Molloy

Efter 17 års dedikeret arbejde i socialpsykiatrien under Region Hovedstaden og i Lyngby-Taarbæk Kommune blev Charlotte Burchardi sygemeldt som følge af udbrændthed og stress. Der skulle gå næsten et helt år, inden den københavnske socialpædagog atter var rask nok til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. 

- I starten af min sygemelding var jeg energiforladt og sov meget.  Jeg havde ofte migræne, var svimmel, og jeg kunne næsten intet overskue. Jeg havde også koncentrationsbesvær, og i starten kunne jeg hverken se TV eller læse en bog. Derudover blev min hukommelse enormt dårlig, fortæller hun. 

Langsomt fik Charlotte Buchardi det heldigvis bedre, og i september sidste år blev hun raskmeldt. Forude ventede jobsøgningen – en situation, hun aldrig havde troet, hun skulle stå i.  Men med professionel støtte fra a-kassen lykkedes det den 59-årige socialpædagog at vende situationen til en positiv proces.

- Selvom jeg var raskmeldt, var jeg jo ikke i samme høje gear, som jeg var før. Jeg havde stadig lidt besvær med hukommelsen og blev også hurtigere træt. Men da jeg kom til første introduktionsmøde i min a-kasse og bl.a. mødte Nina, som blev min faste kontaktperson, blev jeg straks mere tryg. De har i a-kassen været så gode til at forstå min situation og har givet sig god tid til at forklare og vejlede undervejs. Og så var de altid til at få fat på, hvis jeg havde brug for en snak, siger hun.

Værdig behandling

Charlotte Buchardi var også tilknyttet sit lokale jobcenter i en periode, efter hun blev raskmeldt. Det var en opslidende oplevelse for hende. Hun følte sig som et nummer i en række snarere end et menneske. Og hun oplevede både at blive talt nedsættende til og at blive presset uhensigtsmæssigt meget. Helt modsat var det hos a-kassen. 

- Jeg var jo i en helt ny livssituation efter min sygdomsperiode og stod for at skulle genstarte både mit liv og arbejdsliv. Det tacklede a-kassen bare så godt. De var omsorgsfulde og oprigtigt interesserede i, hvordan jeg havde det. Og så var de nysgerrige på, hvad jeg havde af ønsker og tanker om fremtiden generelt og selvfølgelig særligt mit kommende arbejdsliv. Jeg oplevede bl.a., at min sagsbehandler, Nina, kunne huske, hvad vi havde talt om fra gang til gang – også når det ikke drejede sig om min sag – og hun spurgte interesseret ind til det hver gang, siger Charlotte Buchardi og fortsætter:

-    Det var også Nina, som foreslog mig at deltage på nogle digitale workshops i stedet for jobcentrets jobsøgningskursus, som jeg havde svært ved at se mig selv i – i øvrigt spændende, lærerige og yderst relevante workshops. Selvom det er de samme love og paragraffer, jobcentret og a-kassen arbejder under, så føltes det bestemt ikke sådan, siger Charlotte Burchardi. 

Bevar håbet 

I dag er Charlotte Buchardi atter i job og er ansat i Frederiksberg Kommune. Det er et nyt arbejdsområde for hende, som hun ser frem til at udforske. Hun mener, at hendes a-kasse bærer en stor del af æren for, at det blev en positiv oplevelse at finde det rette arbejde efter en lang sygemelding. 

- Jeg har været i kontakt med a-kassen flere gange månedligt under min ledighedsperiode. Når jeg fx fik brev fra jobcenteret, kontaktede jeg dem ofte for at sikre mig, at jeg forstod og gjorde det rigtige. Og der har de bare stået klar hver gang. Jeg fik også fin guidning til at ’modernisere’ mine ansøgninger, ligesom de er kommet med gode forslag til jobs, jeg har kunnet søge, siger hun. 

Livet er atter godt

Charlotte Buchardi ser lyst på fremtiden. Hun har fået meget mere overskud og er især glad for, at hun kan være mere sammen med sine børnebørn, uden at hun udtrættes fuldstændigt, som hun gjorde i en lang periode. Hun har også tid og energi til at arbejde kunstnerisk derhjemme, hvilket betyder meget for hende. Og så er hun glad for at være tilbage på arbejdsmarkedet. 

- Det er dejligt at være i gang med nye udfordringer. Og jeg har fuldstændig sluppet den der med, at ’det lykkes bare aldrig at blive rask og frisk igen’.

Det har været en hård omgang, men det har også givet tid til eftertanke og mulighed for at revurdere mit liv, og det er jeg faktisk taknemmelig for at have fået med. Og a-kassen er der jo heldigvis stadig, hvis man skulle få brug for den igen, siger hun.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse