’At være plejemor er en stor del af min identitet’

– Det var rigtig vigtigt for mig, at ingen af mine søskende kom på børnehjem, som der ellers var en del, der gjorde dengang. Så da jeg blev ringet op af en sagsbehandler og spurgt, om jeg kunne tage mig af mine tre små søskende på fire, 10 og 12 år, sagde min forlovede og jeg ja. Vi var ikke til nogen deciderede samtaler, og der blev ikke lavet kontrakter af nogen slags. Mine tre små søskende flyttede bare ind hos os, fortæller hun.

Nogle hårde år

Jette Rasmussen og hendes forlovede blev gift og fik bygget et hus, så de havde plads til de tre børn. Senere fik parret selv to døtre, så der var nok at se til med fem børn i huset. På et tidspunkt blev hun og hendes mand imidlertid skilt, og hun lovede derefter sig selv, at det var slut med plejebørn.

Jeg kan ikke lade være. Jeg brænder virkelig for det, og det ligger i min identitet at være plejemor,

Jette Rasmussen, plejemor

– Det havde virkelig været hårdt. Når jeg sammenligner med i dag, hvor man kan få supervision og anden form for hjælp fra fagforeningen, når der er problemer, så var der jo så godt som ingenting at komme efter dengang. Der kom en sagsbehandler ud til mig ind imellem og sagde: ’Nej, hvor gør du det godt’, og så tog hun afsted igen. Ingen krisehjælp eller samtaler her. Årene efter fik jeg nogle nedture, og jeg arbejdede derefter i syv år som hjemmehjælper, hvilket jeg også var rigtig glad for, siger Jette Rasmussen.

Senere, da Jette Rasmussen fandt en kæreste, flyttede hun til Grindsted og begyndte som dagplejemor. Men hun savnede at være familieplejer, og siden 1997 har hun og hendes mand haft plejebørn.

– Der har været mange børn igennem vores liv – især rigtig mange af de akutte. Jeg har også været støtte for en del mødre, og jeg er stadig støtte for en mor, hvis ni-årige søn jeg har i aflastning to gange om ugen. Men jeg kan ikke lade være. Jeg brænder virkelig for det, og det ligger i min identitet at være plejemor, fortæller hun.

Sammen med ligesindede

Jette Rasmussen har i mange år været medlem af Socialpædagogerne - også selvom hun aldrig selv har haft udfordringer, hvor hun har måttet have fagforeningens hjælp.

– Jeg har også sagt til min søster, som tidligere var familieplejer, og til min ene datter, der er aflastningsfamilie, at de skulle sørge for at have fagforeningen med sig. Man skal aldrig sige ja til noget, før fagforeningen har været inde over, siger hun.

Selv var Jette Rasmussen i mange år engageret i en lokal netværksgruppe for familieplejere gennem Socialpædagogerne i Sydjylland og desuden forbundets landsudvalg. Det var hun, fordi hun fandt ud af, hvor meget det betød at mødes og snakke med ligesindede.

– Jeg har brugt min netværksgruppe ufattelig meget, og jeg gør det stadig. Det har betydet og betyder så meget at komme ud og høre, hvordan andre tackler de udfordringer, der vil være, når man har plejebørn. Jeg har faktisk stadig kontakt til nogle af dem, jeg var i netværksgruppe med tilbage i 1997, siger hun. 

Mere hjælp i dag

Jette Rasmussen oplever, at der heldigvis er sket en positiv udvikling i forhold til den hjælp og støtte, der er at få, når man er plejefamilie.

– I 70’erne og 80’erne var jeg selv med til at begynde at stille nogle krav om, at vi som familieplejere skulle have noget mere støtte. Det gjaldt fx i forhold til, at vi havde plejebørn, der skulle konfirmeres og på efterskole. Når vi ser på systemet i dag, så er der nogle mere faste regler og rammer – bare det, at man kan få psykologhjælp, skulle det blive nødvendigt, samt supervision, gør jo en stor forskel, siger hun og fortsætter:

– At vi så som familieplejere stadig bruger en masse kræfter på at få dækket de ressourcer, vi bruger, er en anden sag, siger hun.

Stopper ikke endnu

Selvom Jette Rasmussen lige om lidt fylder 70 år, har hun ingen planer om at stoppe i sit fag inden for nærmeste fremtid. Hun har stadig en dreng i aflastning og hans mor at være støtte for.

– Det arbejde gør jeg færdigt. Jeg stopper ikke bare midt i noget, siger hun.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun er stolt over at have hjulpet så mange børn på vej gennem sit virke som familieplejer, tøver hun noget. Det er tydeligvis ikke noget, hun har tænkt på på den måde.

– Jeg ved, at jeg kan mit arbejde, og at jeg har lært rigtig meget undervejs. Men jeg har

vist ikke tænkt, at jeg er direkte stolt. Men når du nu siger det, kan jeg godt mærke, at det er dejligt at tænke på, at det er gået så mange af mine børn godt, siger Jette Rasmussen.